Racedebatten præger nu vores kulturforbrug

Bøger om racisme indtager nu bestsellerlisterne i både USA og Danmark, og streamingtjenester promoverer musik og film fra sorte kunstnere og om sortes forhold. Kulturen spiller en vigtig rolle i oplysningen om racisme og sortes vilkår, siger lektor

Fra USA har protester mod politiets drab på afroamerikaneren George Floyd spredt sig til Europa og til Danmark, og i begyndelsen af denne uge begyndte flere danskere pludselig at søge på bøger, som beskriver racespørgsmål og amerikanske strukturer. Arkivfoto.
Fra USA har protester mod politiets drab på afroamerikaneren George Floyd spredt sig til Europa og til Danmark, og i begyndelsen af denne uge begyndte flere danskere pludselig at søge på bøger, som beskriver racespørgsmål og amerikanske strukturer. Arkivfoto. . Foto: Martin Ballund/Ritzau Scanpix.

Normalt er det helt nye bogtitler og store skønlitterære forfattere, der topper salgslisten hos den internetbaserede boghandel Saxo. Men den seneste uge har billedet ændret sig.

Fra USA har protester mod politiets drab på afroamerikaneren George Floyd spredt sig til Europa og til Danmark, hvor flere på sociale medier via hashtags og delinger af sortfarvede billeder har taget afstand fra racisme, ligesom der har været demonstrationer i Aarhus, Odense og København. I vores kulturforbrug har hændelserne nu også sat deres præg. I begyndelsen af denne uge begyndte flere danskere pludselig at søge på ”So You Want to Talk About Race”, ”Me and White Supremacy”, ”White Fragility: Why It’s So Hard for White People to Talk About Racism” og flere andre antiracistiske bøger, som derfor nu er landet på Saxos top-10-liste over bedst sælgende bøger.

”Normalt ser vi slet ikke den her slags titler i søgehistorikken eller i top-10,” siger Lærke Jürs, der er PR- og indholdskoordinator for Saxo, og fortsætter:

”Titlerne henvender sig til hvide læsere og vil uddanne folk i, hvordan man kan opføre sig, og hvad det er for nogle strukturer, der ligger bag racisme. Det er bøger, som beskriver, hvordan det kan opleves i nutidens USA, og hos Saxo synes vi netop, det er interessant, at folk søger mod bøgerne for at se, hvordan verden kan se ud fra andres perspektiv.”

Den danske netboghandel er ikke det eneste sted, tidens racedebat har sat præg på kulturforbruget. Hos den amerikanske netbutik Amazon har otte ud af tidens 10 bedst sælgende bøger race og racisme som tema. På DR TV er racerelaterede dokumentarer, som ”I Am Not Your Negro” fra 2016, blevet samlet under overskriften ”USA i oprør”. På den internationale musik- og podcaststreamingtjeneste Tidal kan man i øjeblikket finde en liste med taler fra Martin Luther King, Malcolm X, Angela Davis og andre afroamerikanere, ligesom man på strea-mingtjenesten Spotify kan finde en Black Lives Matter-playliste med sange fra sorte musikere som Kendrick Lamar, Beyoncé og Childish Gambino.

Forbindelsen mellem de aktuelle hændelser i USA og vores kulturforbrug overrasker ikke Thomas Ærvold Bjerre, lektor i amerikanske studier ved Syddansk Universitet.

”Generelt har der i Europa, også historisk set, været sympati for sorte amerikanere, der er blevet undertrykt. Interessen er nu blevet genopvakt i kølvandet på den seneste sag,” siger Thomas Ærvold Bjerre og peger på, at kulturbranchen generelt spiller en stor rolle i udbredelsen af viden om sortes vilkår i USA – også over for danske kulturforbrugere.

”Der kan selvfølgelig også fra for eksempel streamingtjenesternes side ligge noget strategisk i det: Man vælger at signalere, at man selvfølgelig er progressiv og bakker op om sorte amerikanere,” siger han, men fastslår, at budskaberne hænger fint sammen med en generel tendens i kulturbranchen i disse år.

”Hvis man kigger historisk på det, har Hollywood en kedelig statistik i forhold til race, hvor sorte primært har spillet meget karikerede biroller, der har levet op til racistiske fordomme og er blevet skabt af hvide. Men der er en streamingtjeneste som Netflix virkelig gået forrest i forhold til at skabe plads til diversitet og til farvede, som i langt højere grad fremstår som individer,” siger Thomas Ærvold Bjerre.

Jonas Ross Kjærgård, der er adjunkt i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, peger på, at når danskere ser film, hører musik og læser bøger om racedebatten i USA, relaterer mange det også til en mere hjemlig debat.

”Spørgsmål om race og racisme har fyldt meget i den amerikanske kulturdebat de senere år med en forfatter som Colson Whitehead, ’Black Panther’-filmen og en musiker som Jay-Z. Men det har de seneste 5-10 år også fyldt meget i kulturdebatten herhjemme, hvor der er blevet talt om hvidhedsproblemer. Den hvidhedsdebat får i lyset af George Floyd nu tilføjet en ekstra facet, og mange føler et behov for at søge viden blandt andet gennem bøger,” siger Jonas Ross Kjærgård. Også Martyn Richard Bone, der er lektor i amerikansk litteratur ved Københavns Universitet, peger på, at den amerikanske og den danske racedebat, særligt for den unge generation, kædes sammen.

”Interessen handler helt klart også om, hvad der foregår i Danmark. ’White privilege’ (hvidt privilegium, red.) er et meget amerikansk udtryk, men er de senere år også dukket op i den danske debat. Mine hvide studerende ser klart problemer med racisme i Danmark og tænker meget over, hvordan de som hvide er en del af problemet. Det er min fornemmelse, at det især er de unge, der køber de her bøger for at få en bedre forståelse af deres rolle i racismespørgsmålet,” siger Martyn Richard Bone.