Radikal eks-borgmester kræver Sofie Carsten Nielsens afgang: Vil have Jelved som overgangsfigur

Marianne Jelved skal være midlertidig leder af Radikale Venstre, mener tidligere R-borgmester efter en højdramatisk uge med splid i partiets folketingsgruppe. R-viceborgmester bakker op og kritiserer Sofie Carsten Nielsen for at mangle ”ledelsespotentiale”

Den nye radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, er kommet i skarp modvind efter de seneste anklager i sexisme-sag.
Den nye radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, er kommet i skarp modvind efter de seneste anklager i sexisme-sag. . Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Stridighederne i Radikale Venstres folketingsgruppe har efterhånden udviklet sig til en offentlig sæbeopera, hvor plottet konstant overrasker med nye drejninger.

I går eftermiddag skrev folketingsmedlem Martin Lidegaard, at Sofie Carsten Nielsen ”generelt vidste nok om Mortens upassende adfærd til, at der skulle have været grebet ind for lang tid siden”. Dermed bakker han op om sin R-kollega Ida Auken, der i onsdags beskyldte Sofie Carsten Nielsen for at dække over sin forgængers sexchikane. Folketingsgruppen er spaltet i to fraktioner, og det bemærker man også på lokalt hold i partiet.

Nu foreslår den tidligere R-borgmester i Holbæk (1993-2009) Jørn Sørensen, at Radikale Venstre tager en timeout og indsætter den tidligere leder Marianne Jelved som overgangsfigur.

”Det fornuftigste vil være at vælge Marianne Jelved til at redde partiet ud af situationen, så de kan få ro på og tid til at tænke over, hvem der skal være permanent leder,” siger han.

Marianne Jelved er den ”mest voksne” i den nuværende folketingsgruppe og har den erfaring uden for Christiansborgs fire vægge, som partiet så hårdt har brug for, mener den tidligere borgmester.

”Folketingsgruppen består jo fortrinsvis af unge, veluddannede, dygtige piger, som er cand.scient.pol. (kandidatgrad i statskundskab, red.), men de har ikke meget livs-erfaring. Og krisehåndtering har de åbenbart ikke lært på universitetet,” siger han.

I Rebild Kommune er Leon Sebbelin nuværende radikal borgmester, og han mener ikke, at hverken han eller Jørn Sørensen har den fornødne viden til at komme med gode råd.

”Det må folketingsgruppen tage sig af. Det er helt umuligt for os rundt om i landet at have indblik i, hvad der er sket og sagt og gjort,” siger Leon Sebbelin, som mener, at diskussionen bør tages internt.

”Der kommer ikke noget godt ud af, at vi i landspolitisk plenum gør os kloge på, hvordan vi håndterer det her.”

Johan Brødsgaard (R), 2. viceborgmester i Silkeborg Kommune, mener også, at man bør lytte til folketingsgruppen.

”Jeg kan konstatere, at alle 16 folketingsmedlemmer mente, det var det rette at vælge en leder sidste onsdag, og det gjorde man så på baggrund af et flertal,” siger Johan Brødsgaard, som ikke mener, det er den rigtige løsning at indsætte Marianne Jelved.

Klaus Eusebius Jakobsen (R), viceborgmester i Næstved Kommune, synes heller ikke, at Marianne Jelved er et oplagt valg, men han anerkender, at det kniber med alternativer til lederposten.

”Radikale Venstre har i øjeblikket et problem med at skulle finde en politisk leder, hvis ikke det skal være Sofie Carsten Nielsen, men hvis det fortsætter på den her rædselsfulde måde, så er man jo nok tvunget til at finde en anden konstruktion.”

Til gengæld er Klaus Eusebius Jakobsen ”desværre ikke helt uenig i”, at folketingsgruppen bærer præg af manglende erfaring.

”Mange af dem har ikke oplevet ret meget andet end at være folketingsmedlem. Det er groft sagt, men de mangler måske at møde lidt modgang i det rigtige liv,” siger han.

Viceborgmesteren ærgrer sig over Sofie Carsten Nielsens reaktion på Ida Aukens anklager om, at den nuværende leder holdt hånden over Morten Østergaard.

”Sofie Carsten Nielsen svarer med et opslag, hvor hun faktisk bare eskalerer krisen. Det viser, at hun hverken har erfaring eller ledelsespotentiale,” siger Klaus Eusebius Jakobsen.

Leon Sebbelin lægger vægt på, at det er vælgerne, der afgør, hvilke politikere som sidder i Folketinget.

”Så de er hverken for unge eller for gamle, de er lige præcis, som de skal være efter sidste valg,” siger den nuværende borgmester.