Radikale politikere støtter advokatvurdering i Minksag

Flere i De Radikales bagland støtter, at folketingsgruppen indleder en advokatvurdering i sagen om mink.

Flere partimedlemmer af De Radikale støtter en advokatvurdering i sagen om mink.

Et af medlemmerne er Ruben Kidde, folketingskandidat for De Radikale i København og medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

Han fulgte fredag med i et pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) reagerede på den beretning om Minksagen, som Minkkommissionen står bag.

På pressemødet sagde statsministeren, at hun ikke ser grund til at starte en uvildig advokatvurdering af blandt andet sin egen rolle i sagen.

Frederiksens begrundelse var, at hun ikke var vidende om, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink under coronakrisen i 2020. Noget, som Minkkommissionen også har konkluderet.

Ruben Kidde mener alligevel, at der kan være god grund til at få uvildige advokater til at gå sagen igennem. Særligt for at vurdere, om der har været tale om grov uagtsomhed.

Han opfordrer derfor til, at der bliver truffet beslutning om en advokatvurdering, når medlemmer af De Radikales folketingsgruppe lørdag mødes med hovedbestyrelsen for at drøfte emnet.

- Der er ingen tvivl om, at der ikke har været et forsæt fra statsministeren, men det er uafklaret, om der har været grov uagtsomhed.

- Jeg kan se, at juraprofessorer på baggrund af det, de har haft tid til at læse, er splittede i det spørgsmål. Og jeg mener, at det rigtige er at bruge noget længere tid på at få afdækket spørgsmålet om grov uagtsomhed, siger Kidde.

Også Christian Friis Bach, tidligere minister og folketingskandidat for Radikale Venstre, har bakket op om en uvildig advokatvurdering. Det har han gjort i et opslag på Twitter.

- Jeg overlader det trygt til den radikale folketingsgruppe at tage stilling til konsekvenserne.

- Men finder det forunderligt, hvis man som statsminister kan unddrage sig ansvar ved ikke at vide besked. Har man magten, tager man magten, så har man ansvaret, skriver Friis Bach i opslaget.

I sidste ende er det De Radikales folketingsgruppe, der skal afgøre, om den vil stemme for en advokatvurdering eller ej.

Foreløbig har partiet ikke meldt ud officielt, hvad det ønsker.

Regeringens to andre støttepartier, SF og Enhedslisten, har meddelt, at de ikke ser grund til en advokatvurdering.

/ritzau/