Radikale skimter afgrunden igen

Bag kulisserne arbejder Socialdemokraterne ihærdigt på at placere al skyld for et muligt valgnederlag på De Radikale. Altimens næsten hver tredje af partiets vælgere har sagt farvel. Tilliden mellem de to regeringspartier har nået et nyt lavpunkt

Ender det med en borgerlig valgsejr, kan De Radikale igen skimte den afgrund, hvor man befandt sig i de 10 år med VKO-flertal, mener politisk redaktør, Henrik Hoffmann-Hansen.
Ender det med en borgerlig valgsejr, kan De Radikale igen skimte den afgrund, hvor man befandt sig i de 10 år med VKO-flertal, mener politisk redaktør, Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Johnny Anthon Wichmann / BILLEDBYROET +45 23465628.

Det var ellers positive nyheder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) kunne præsentere i Økonomisk Redegørelse i går. Den økonomiske vækst er på vej op og landede i 2014 på én procent. Ikke prangende, men alligevel bedre end mange økonomer havde ventet. 32.000 mennesker er kommet i arbejde det seneste halvandet år.

Den slags nyheder har regeringspartierne ventet længe på, og de kan give dem et spinkelt håb om at genvinde regeringsmagten trods meningsmålingernes bastante og vedvarende budskab om, at den borgerlige blok vinder. Et yderligere håb findes i de undersøgelser af vælgervandringer, som partierne selv får foretaget. De viser overordnet stor usikkerhed hos vælgerne. Det meste handler om, at de er usikre på, hvilket parti de skal stemme på inden for de respektive blokke, men muligheden er til stede for, at udsvingene bliver lige så store som ved jordskredsvalget i 1973 og måske får flertallet til at tippe.

Centralt placerede socialdemokrater peger på, at de seneste målinger faktisk viser fremgang for Socialdemokraterne, mens venstrefløjen samlet står til de samme 15 procent som ved sidste valg. Eneste forskel er, at SF og Enhedslisten har byttet plads. Det store problem er ifølge denne udlægning, at De Radikale fortsat står til at tabe to-tre procent - eller næsten det samme, som blå blok fører med.

Forbitrelsen over for den radikale regeringspartner er udtalt. Ikke mindst partiets stædige modstand mod at ændre de udskældte dagpengeregler fremprovokerer sprogets værste gloser hos Socialdemokraterne. Man er overbevist om, at hvis bare De Radikale på et tidligt tidspunkt var gået med til at forlænge dagpengeperioden igen, eller som minimum havde accepteret at forkorte genoptjeningsperioden, havde alting set meget lysere ud.

Så havde man undgået mange af beskyldningerne om løftebrud, og så var færre socialdemokratiske vælgere flygtet til Dansk Folkeparti.

I denne fortælling bunder alle ulykkerne i De Radikales og ikke mindst daværende partileder Margrethe Vestagers nærmest enevældige og angiveligt arrogante stil i regeringsforhandlingerne i ”Det Sorte Tårn” i hotel Plaza på Amager i efteråret 2011.

Som en ledende socialdemokrat formulerer det, har De Radikale ”knust” Socialdemokraterne, og det i sig selv kunne friste det store regeringsparti til på længere sigt i stedet at satse på et tættere samarbejde med Dansk Folkeparti, hvis det ellers var muligt. Hvad det dog ikke er lige nu.

For De Radikale ser historien selvfølgelig helt anderledes ud. Her hæfter man sig stadig ved, at S-SF-alliancen inden valget blev skabt uden at inddrage De Radikale, som man forventede passivt måtte blåstemple S-SF-politikken, som den var formuleret i udspillene Fair Løsning og Fair Forandring.

En kender af De Radikales politiske historie vurderer, at den dybe mistillid mellem socialdemokrater og radikale blev grundlagt i de 10 år under VK-regeringen fra 2001 til 2011. Der har altid været uenigheder og stridigheder mellem de to partier, men tidligere har man i lange periode haft en vis gensidig tillid og respekt. Eksempelvis under regeringssamarbejdet i 1990'erne. Den tillid forsvandt i nullerne, hvor særligt udlændingepolitikken kom til at splitte de to partier.

Det paradoksale er, at under Morten Østergaards ledelse har De Radikale været mere fleksible end under Margrethe Vestager. I de seneste finanslovsforhandlinger gik partiet med til store økonomiske indrømmelser til SF og Enhedslisten, og i værdipolitikken har De Radikale senest nikket til en terrorpakke, som retspolitisk har provokeret dele af baglandet.

Også stramninger i flygtningepolitikken rettet mod de mange syriske flygtninge udfordrer gamle radikale bastioner.

Alligevel - eller måske netop derfor - er mange vælgere forsvundet. Ender det med en borgerlig valgsejr, kan partiet igen skimte den afgrund, hvor man befandt sig i de 10 år med VKO-flertal. Eneste trøst kan her blive, at Venstre og Dansk Folkeparti denne gang muligvis kan få brug for mindst et andet parti udover De Konservative for at have flertal, og i nogle tilfælde kunne det være De Radikale.

Genvinder SR-regeringen magten, forestår et større helingsprojekt mellem de to partier.