Prøv avisen

Radikale Venstre er Danmarks bedrevidende parti

”Radikale Venstre har siden begyndelsen været præget af intellektuelle og lærere, for hvem det er naturligt at docere for andre om, hvordan verden hænger sammen. Det ligger simpelthen i partiets selvforståelse,” siger Niels Wium Olesen, der er lektor i historie på Aarhus Universitet. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Flere politikere har i ugens løb formuleret sig i skarpe vendinger mod De Radikale. Når retorikken skærpes, så bunder det blandt andet i, at partiet repræsenterer en bedrevidende fornuft, hvilket falder nogle for brystet, lyder en af forklaringerne

I løbet af ugen har der lydt flere skarpe udtalelser rettet mod partiet Radikale Venstre, som kommer i kølvandet på Mette Frederiksens, Socialdemokratiets formand, udmelding om, at de to partier fremover ikke skal indgå i et muligt regeringssamarbejde.

Det har fået flere politikere til at udtrykke sig i skarpe vendinger, og fra Socialistisk Folkepartis Karsten Hønge lød det blandt andet, da han blev spurgt, om han vil komme til at savne partiet i en regering:

”Som SF’er kan man komme til at savne De Radikale – på cirka samme måde som man kan savne at have ondt i ryggen eller at have en byld på storetåen.”

Liberal Alliance-medlem Henrik Dahl fløj også til tasterne og skrev på sin Facebook-profil:

”Isoleret set er det en velsignelse for vort gamle fædreland, at Socialdemokratiet nu har smidt RV (Radikale Venstre, red.) ud som regeringspartner (...) Et parti, der i årtier har kørt imod færdselsretningen, samtidig med at det hårdnakket påstod, at alle andre var spøgelsesbilister.”

Men hvad er grunden til, at både højre- og venstrepartier har rettet det verbale skyts mod Radikale Venstre i den forløbne uge, og kan man med de historiske briller på forklare en række partiers lyst til at lange ud efter De Radikale?

Ifølge professor Rune Stubager fra institut for statskundskab ved Aarhus Universitet kan ugens skarpe kommentarer mod partiet bunde i, at partiet gennem mange år har været tungen på vægtskålen, når det kom til politiske beslutninger, og at partiet ofte har ageret kongemager. En høj politisk status, som nu ser ud til at kunne være i fare.

”Radikale Venstre har i mange år bestemt, hvem der skulle sidde i Statsministeriet. Partiet har gennem tiden haft en midterposition i dansk politik og været i stand til at forhandle med begge fløje, og den position har det udnyttet,” siger han, og uddyber, at den seneste tids reaktioner fra politikere som Karsten Hønge og Henrik Dahl derfor kan være et udtryk for en ”opsparet utilfredshed” med den indflydelse, som partiet har haft, i forhold til det antal mandater som partiet gennem årene har besiddet.

Det følger med at blive kritiseret fra begge politiske fløje, når man er et midterparti. Men når retorikken skærpes blandt de andre partiers politikere, så bunder det også i, at Radikale Venstre repræsenterer en ”bedrevidende fornuft” over for de resterende partier, hvilket falder nogle for brystet. Det mener Johannes Andersen, lektor emeritus på institut for statskundskab på Aalborg Universitet.

”Det så man blandt andet i 1990, da De Radikale anført af Niels Helveg Petersen dikterede, hvem der måtte være formand for Socialdemokratiet. De Radikale var ikke tilfredse med valget af Svend Auken og pegede i stedet på de konservatives Poul Schlüter, som derfor blev landets statsminister,” forklarer han.

At partiet repræsenterer en bedrevidende fornuft ligger i partiets kultur, mener Niels Wium Olesen, der er lektor i historie på Aarhus Universitet.

Partiet har gennem tiden været præget af de grupper, som har bakket det op.

”Radikale Venstre har siden begyndelsen været præget af intellektuelle og lærere, for hvem det er naturligt at docere for andre om, hvordan verden hænger sammen. Det ligger simpelthen i partiets selvforståelse,” siger han og uddyber:

”De andre partier har historisk set været interessevaretagelsespartier for bestemte klasser i samfundet. Det har De Radikale kun i begrænset grad været, men forskellen er, at andre partier har vedkendt sig det. I stedet varetager Radikale Venstre ifølge partiet selv fornuften”.

Niels Wium Olesen nævner 1970’erne, hvor Radikale Venstre påtog sig rollen som det parti, der skulle holde daværende statsminister Anker Jørgensen (S) nede, når han ønskede at bruge statsfinanserne på at holde beskæftigelsen oppe.

”Partiet castede sig selv som det, der skulle bringe fornuften og beherskelsen tilbage. Overordnet kan man groft sige, at De Radikale har det med at gøre det til en diskussion mellem egoismen og fornuften. Når partiet selv står for det sidste, er der kun en kedelig rolle tilbage til de andre partier, og det irriterer dem naturligvis”, afslutter Niels Wium Olesen.