Ida Auken: Danmark skal gå forrest i klimakamp

Danmark spiller en vigtig rolle, når det kommer til at inspirere resten af verden til at være klimavenlig, mener Radikale Venstres klimaordfører, Ida Auken

Politikerne skal tage ansvar for klimaforandringerne, men vi skal også allesamen gøre noget i det daglige, mener klimaordfører Ida Auken (RV).
Politikerne skal tage ansvar for klimaforandringerne, men vi skal også allesamen gøre noget i det daglige, mener klimaordfører Ida Auken (RV). Foto: Emil Kastrup Andersen.

Ida Auken, et hold internationale forskere har for nyligt påpeget, at det globale mål om at begrænse opvarmningen til under to grader ikke er nok til at redde klimaet. Skal den begrænses til maksimalt 1,5 grader, eller er to grader tilstrækkeligt?

Vi ønsker at gå efter halvanden grad. Det er et meget sikrere sted at være end de 2 grader.

Hvornår skal det danske energisystem være 100 procent omstillet til vedvarende energi?

Transportsektoren gør, at det under alle omstændigheder bliver svært at nå målene. Vi skal være der i 2050, og derfor har vi foreslået, at vi skal have en million elbiler i 2030 for at skubbe tingene i den rigtige retning. Vi vil gerne have regnet på, om det kan lade sig gøre allerede i 2045, og hvad der i så fald skal til. Vi vil ikke bare slynge et tal ud – vi er nødt til at have realistiske planer.

Hvad er de tre vigtigste klimatiltag, som De Radikale vil arbejde på at få flertal for i det næste folketingsår?

Det absolut vigtigste er de en million elbiler i 2030. Dem får vi ved at holde afgifterne nede, eksempelvis på den el, der skal i bilerne. Derudover vil vi lave en firmabilsordning, der belønner folk for at købe elbiler, og vi vil have en plan for at få den tunge transport over på gas og den kollektive transport på vedvarende energi.

På landbrugsområdet skal der flere forskellige ting i gang.

Den jord, der er mindst dyrkningsegnet eller sårbar, skal tages ud af drift, og vi skal have mere skov, blandt andet ved at bruge træ mere hensigtsmæssigt. Og så skal vi blive ved med at skubbe til forskning i nye erstatninger til kød, og hvis vi fortsætter kødproduktion, skal vi gøre det så klimavenligt som muligt. Skal Danmark være foregangsland på klimaområdet?

Det skal vi i hvert fald. Det er helt afgørende at, vi viser verden, at det kan lade sig gøre at have så meget vedvarende energi. Så selvom vi er et lille land og vores egne udledninger måske ikke flytter så meget, så har det meget stor betydning, at vi viser, hvordan tingene kan gøres. Samtidig gavner det vores børns muligheder for et godt liv og er godt for dansk erhvervsliv.

Hvordan har sommeren i år ændret dit personlige syn på klimaforandringer?

Jeg har haft klimaforandringer som min vigtigste politiske dagsorden i 18 år nu, så der er ikke så meget, der kommer bag på mig længere. Men jeg er alligevel blevet mindet om, at det er virkeligt og godt i gang allerede.

Hvad gør du selv privat for at hjælpe klimaet?

Jeg prøver at spise mere grønt, jeg holder ferie i Danmark, og jeg har ikke bil. Det er klart, at jeg i mit arbejde flyver mere end godt er, og det gør mig ikke til nogen helgen i den her sammenhæng. Jeg gør andre hverdagsting, fordi jeg tror på, at vi alle sammen kan være med til at gøre en forskel, og jeg vil gerne vise, at der er forskellige muligheder. Politikerne skal tage ansvar, men vi skal også allesamen gøre noget i det daglige.