Rane Willerslev: Det er bedre at oplyse end at rive statuer ned

Visker man historien ud, når man fjerner statuer – eller er det i orden, hvis de med nutidens øjne repræsenterer en problematisk fortid?

"I stedet for at fokusere på, hvilke statuer man vil af med, synes jeg, man skulle rejse nogle nye af især kvinder. For de er totalt underrepræsenteret, og det er jo ikke, fordi de ikke har haft indflydelse."
"I stedet for at fokusere på, hvilke statuer man vil af med, synes jeg, man skulle rejse nogle nye af især kvinder. For de er totalt underrepræsenteret, og det er jo ikke, fordi de ikke har haft indflydelse.". Foto: Julie Meldhede Kristensen.

I Richmond i Virginia, USA, blev en berømt statue af den amerikanske sydstatsgeneral Robert E. Lee i denne uge taget ned, skåret i to dele og under jubelråb fjernet fra byens hovedgade. Begrundelse: Statuen var et symbol på hvid magt.

I Danmark har der også været forslag om at ændre navne på veje opkaldt efter slavehandlere, såsom De Conincks Vej i Holte i Nordsjælland, ligesom nogle har kritiseret rytterstatuen af Frederik V på Amalienborg Slotsplads, fordi også kongen var i berøring med slavehandel. Bør Danmark fjerne statuer og omdøbe veje, som hædrer en diskutabel fortid? Det har Kristeligt Dagblad bedt Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet, forholde sig til.

Er der en statue i Danmark, du synes burde fjernes fra det offentlige rum?

En sådan beslutning ligger hos politikerne. Men jeg har det selv afslappet med de statuer, vi har. Det, jeg har problemer med, er, hvis man vil viske historien ud. Det er sådan noget, Taleban gør, og det var det, Sovjetunionen gjorde, når man rev kirker ned. Det er gerne ekstreme ideologier, der mener, at dele af historien skal fjernes. Jeg synes tværtimod, at man skal dykke ned i historien og oplyse, hvilken person og hvilken tidsperiode, den og den statue relaterer til, så man på et oplyst grundlag har mulighed for at forstå, hvad det handler om, og selv tage stilling.

Lukker man ikke øjnene for tidligere tiders grusomheder ved at beholde vejnavne på slaveejere og statuer af personer med en diskutabel rolle i historien?

Ikke hvis man i forbindelse med vejnavnet og statuen oplyser, hvem vedkommende er, og hvad personen har gjort. Ikke for at udskamme, men for at informere. Der er ikke noget unaturligt i, at værdier ændrer sig, så dem, der var helte engang, ikke nødvendigvis er det i dag. Det unaturlige er, hvis man smadrer kulturarven. Og hvem ved, om 200 år kan det være, at den person, statuen forestiller, vil være i vælten igen.

Så en plakette ved siden af monumentet?

Ja, for eksempel. Historien er kompleks, det er den menneskelige karakter også, og det er svært at finde nogen, der har været helte på en meget entydig måde. Dengang den historiske person agerede, blev det, vi ser som forkert i dag, formentlig heller ikke betragtet som problematisk. Men jeg er også godt klar over, at det er en hædersplads, man giver, når en statue rejses, og det er klart, at det må være op til en løbende vurdering, om det lige er den historisk person, man vil hædre. Men giv dem til et museum i stedet for at rive ned.

Kan du godt forstå, at man i Virginia har fjernet statuen af sydstats-general Robert E. Lee?

Ja og nej. På den ene side er der jo ingen tvivl om, at sydstaterne kæmpede for noget, som vi i dag betragter som virkeligt forkert. På den anden side er det en realitet, at det gjorde de. Men hjælper det at fjerne alle elementer af en krig, som havde flest faldne inden Første Verdenskrig, og som havde en enorm betydning for en hel nation? Man skal ikke tale sydstatskampen op, men det, at man historisk var del af den, kan man ikke løbe fra. Ved at tvangsfjerne statuer med rod i borgerkrigen risikerer man efter min mening også at skabe en modreaktion i folk, som er moderate, men som ikke vil skamme sig over den forfader, der var med på sydstaternes side.

Hvad skal Danmark fremadrettet gøre med hensyn til statuer?

I stedet for at fokusere på, hvilke statuer man vil af med, synes jeg, man skulle rejse nogle nye af især kvinder. For de er totalt underrepræsenteret, og det er jo ikke, fordi de ikke har haft indflydelse.