Ingen er i tvivl om, hvad det første punkt på dagsordenen er, når den første tale bliver holdt til Rasmus Lean Hansen og hans venners årlige julefrokost. En kæk bemærkning om, at det snart må være på tide, at han flytter fra Næstved til København, ligesom alle andre i vennegruppen har gjort.
Julefrokosten foregår pr. tradition hos en af vennerne i Næstved, når alle i gruppen er hjemme for at holde juleferie. Men når ferien er slut, og de drager tilbage mod hovedstaden, bliver den 24-årige Rasmus Lean Hansen i sin lejlighed i den sydsjællandske provinsby som den eneste fra gruppen.
”Det er klart noget, jeg har skullet håndtere, når dem, der er flyttet til København, har lavet en masse ting sammen, som jeg ikke har kunnet være med til. Jeg følte, at jeg gik glip af en masse, og så kan man selvfølgelig sige, at det er latterligt at insistere på at blive boende her,” siger han og uddyber:
”Jeg har stillet mig selv spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke bare flytter, en million gange, men jeg er altid nået til den konklusion, at det er her, jeg har det godt.”
Det er der flere grunde til, forklarer Rasmus Lean Hansen fra stuen i sin rummelige toværelseslejlighed denne sommerformiddag. De vante omgivelser. Den korte afstand til forældrene, der også bor i området. De få minutters gang ned til Hollænderhusene Næstved, hvor han arbejder som omsorgsmedarbejder for psykisk og fysisk handicappede børn. Den lokale fodboldklub. Lejligheden, der ligger få kilometer fra Næstveds centrum, og som ligger i det, han vælger at beskrive som en lille gated community, et sikkert, lukket område. En lejlighed, han siden april har ejet selv. De forskellige lejelejligheder, han i løbet af de seneste år har boet i, har ikke været dyre. Men han ville gerne have et sted, han kunne kalde sit eget.
”Da jeg fortalte nogle af mine venner, der er blevet meget københavnske, at jeg havde købt den her lejlighed til cirka 650.000 kroner, sagde de, at det var da en fed andel, jeg havde fået mig. De havde slet ikke begreb om, at det altså er en ejerlejlighed,” siger Rasmus Lean Hansen.
Noget andet, han har lagt mærke til hos de af hans venner, der er blevet ”meget københavnske”, er et forsøg på at neutralisere den sydsjællandske dialekt, hvor der bliver trukket i vokalerne, og det ”bare lyder lidt bondsk og røvballet”, mener han:
”Vi joker også med det, men jeg synes, at mange prøver at løbe fra deres dialekt. Jeg forstår det ikke, for jeg synes virkelig, det er noget af det fedeste. Personligt kan jeg godt føle, at det bliver lidt opsat, når man for eksempel ændrer måden, man taler på,” siger han og fortsætter:
”Men jeg er også godt klar over, at når personer, man kender så godt, laver en lille ændring, kan den nemt se meget stor ud.”
Udover egen lejlighed ejer Rasmus Lean Hansen også sin egen bil, som han på ingen måde kunne forestille sig at være foruden. Og selvom han ikke kalder sit job ”decideret højtstående”, behøver han aldrig at bekymre sig om sit rådighedsbeløb. Hverken når det kommer til transport, hvor han glædeligt benytter bilen til at tage til koncerter, som han spiller med et band, hvor de andre medlemmer også bor i Næstved. Eller til den månedlige husleje og til indkøb af dagligvarer.
Rådighedsbeløbet er til gengæld noget, hans venner i København er nødt til at holde nøje øje med. Med andre ord føler Rasmus Lean Hansen, at han har kontrol over sit liv, når han er i Næstved.
”Jeg er en kæmpe tryghedsnarkoman og skal helst kende alting i området ud og ind. Der skal ikke kunne opstå for mange situationer omkring mig, som jeg ikke har styr på, hvilket jeg ser som indbegrebet af at tage et andet sted hen,” siger han.
Efter at han dimitterede fra Næstved Gymnasium i 2014, er det blevet til et job som lærervikar på en skole i Næstved, otte måneder i Livgarden i København og efterfølgende jobbet som omsorgshjælper, som han nu har haft i mere end tre år. For nylig fik Rasmus Lean Hansens en aftale om, at hans arbejdsplads betaler fuld løn, mens han uddanner sig til pædagog, som han begynder på inden for et år. Det skal foregå i Næstved eller Vordingborg, der ikke er længere væk end en køretur på 30 minutter.
Selvom han endnu ikke har påbegyndt en videregående uddannelse, nægter han at acceptere talemåden om, at han efter gymnasiet har ”været i gang med sine sabbatår”. Han har bare lavet det, han har haft lyst til, siger han og tilføjer, at han ikke har noget imod, hvis nogen kaldte ham en af dem, ”der ikke er kommet videre”:
”Jeg giver dem jo ret. Jeg er stadig det samme sted, snakker på samme måde, spiller i den samme fodboldklub og har det samme arbejde. Jeg har bare omfavnet det faktum, at jeg har det godt her, hvor jeg er.”
Selvom Rasmus Lean Hansen har fundet sig til rette i et pædagogisk arbejdsliv, forestiller han sig ikke, det ville være et problem at skifte retning.
”Når jeg hører fra mine venner, at de igen skal finde et nyt arbejde, har jeg slet ikke kunnet sætte mig ind i det. Jeg kender det lokale og ved, hvor jeg skulle gå hen, hvis jeg for eksempel ville være smed. Uanset hvad ville jeg højst sandsynligt kende nogen, der kunne hjælpe mig.”
Men den hjælp tilbød Hollænderhusene i Næstved, som rådede Rasmus Lean Hansen til at gå pædagogikkens vej. Om han skal fortsætte med at være med til at sikre, at børn med fysisk eller psykisk handicap har det godt, ved han ikke endnu, men den pædagogiske retning er han sikker på. Derfor må han fortsætte med jævnligt at tage til København for at besøge sine venner, ligesom de må tage til Sydsjælland indimellem.
”Jeg er fast besluttet på, at det er præmissen, og jeg er nødt til at planlægge, så jeg kan holde fast i relationerne. Det er vigtigt for mig, at mine venner føler, at jeg stadig er tilgængelig, og længere er der jo heller ikke,” siger han.
”De lader heller ikke distancen være et problem. Det gør det lettere for mig. Havde de ikke gjort det, kunne det godt være, jeg skulle finde nogle andre venner,” siger han og griner.
Men Rasmus Lean Hansen vil ikke udelukke, at han en dag kan blive lokket et andet sted hen, når der skal stiftes familie:
”Kommer der et andet menneske, der ville finde det afgørende at bo et andet sted, ville jeg ikke være stopklods. Men det ville da klart ligge i overvejelserne, at det her også er en fed by.”
Rasmus Lean Hansen ved udmærket godt, hvad han vil svare til næste julefrokost, når spørgsmålet om København igen vil blive bragt op med et glimt i øjet. For når han er den eneste, der blev tilbage, er det givet, at det altid er ham, der får lov at være vært, når de andre i vennegruppen er hjemme hos deres forældre i Næstved på juleferie.
”Hvor skulle vi så holde julefrokost?,” vil svaret lyde.
Det er for længst blevet et lige så fast punkt på dagsordenen som selve vittigheden.