På grund af sin insisterende sorthed har ravnen ry som dødens budbringer.
Den store fugl kan i og for sig ikke gøre for, at den er sort som natten. Den kan heller ikke gøre for, at den er meget talende og ofte udstøder dybe og hæse lyde, der kan få enhver til at gyse. Det er dens natur. Ravnen æder alt muligt og går ikke af vejen for at tage et nyfødt lam. Og så æder den ådsler.
Da middelalderen hærgede, og forbrydere blev hængt eller halshugget i hobetal, smidt i rakkerkulen eller sat på hjul og stejle, var det ren rovfuglefodring. Og ravnen deltog. Ådsler var ådsler, og ravnene holdt sig ikke tilbage fra menneskekød. Ravnen og andre kragefugle bar tilnavnet rakkerpak.
Der har ikke kun været sortsyn på ravnen. Før korsridderflaget Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i det nuværende Estland i begyndelsen af det 13. århundrede, brugte blandt andre Knud den Store (cirka 995-1035) Ravnebanneret med ravnen som feltherresymbol. Banneret var inspireret af den nordiske mytologi. Men med kristendommen blev ravnen efterhånden ikon på ulykke og undergang. Det blev til sidst dens død. Den store sorte fugl blev forfulgt med krudt, fælder og gift. Det lykkedes så godt, at ravnen i løbet af det 19. og 20. århundrede blev udryddet over næsten hele Danmark.
Kun i Sønderjylland og på Fyn holdt den akkurat skansen. Her overlevede knap en snes ynglepar den nådesløse forfølgelse.
Selvom ravnen blev totalfredet i 1922, varede det mange år, før den store fugl begyndte at brede sig. Det var nemlig tilladt at bekæmpe kragefugle og rovfugle med forgiftede æg eller forgiftet kød. Den forgiftede føde holdt ikke op med at virke, bare fordi den blev slugt af en fredet fugl. Så ravnene døde fortsat.
Først i 1967 blev det forbudt at bekæmpe størstedelen af Danmark. I dag der over 1600 par ravne i Danmark. Der er især mange i Sønderjylland og Østjylland, på Nordsjælland og Bornholm. På Bornholm yngler der nok omkring 50 par alene i Almindingen, som med sine mange stejle klippepartier og store træer byder på gode redepladser for ravne. Det meste af året gjalder ravnens kald nu gennem Ekkodalen, hvor jeg arbejder.
I kolde og bjergrige egne er ravnene tit større end i Danmark. De grønlandske er de allerstørste med en længde på op til 78 centimeter og et vingefang på op til 150 centimeter. Paradoksalt nok er ravnen en spurv. Verdens største spurvefugl. Man kan fornemme det på adfærden. Spurve hopper, når de skal frem på jorden. Det gør ravne også.
Ravne har relativt store hjerner i forhold til andre fugle, og de er tydeligvis gode til at bruge dem. Forskning – blandt andet udført af zoologen Mathias Osvath fra Lunds Universitet – har vist, at de har megen fantasi, er gode til logisk tænkning og husker enkelthændelser for livstid. De er således i stand til at løse ganske komplicerede opgaver og bruge redskaber for at få fat i føde. Hvis ravne i en vildmark finder et stort, urørt kadaver, som de har svært ved at hakke hul på, kan de efterligne de lyde, som ulve eller sjakaler udsender for at fortælle artsfæller, at de har fundet føde. Når ulvene og sjakalerne hører ravnenes kald og når frem til ådslet, river de hul på kadaveret, og ravnene får deres rigelige del af ådslet.
En tilskadekommen ravn, der bliver taget i pleje, så den kommer sig, vil ofte knytte sig til plejerne og vende tilbage for at få mad og tale med sine plejere. Ravnen kan blive tam, og den kan lære at sige en masse ord af sine plejere, som den færdes i nærheden af og gerne sætter sig på i fuldkommen tillid. Men medmindre ravnen fra helt lille af er vokset op blandt mennesker, vil den tamme ravn som regel frygte og flygte fra andre personer end sine plejere.
På Bornholm er der en ejendom, hvor ejerne på et tidspunkt har haft en tilskadekommen ravn i pleje. Da ravnen kom sig og blev sluppet fri, vendte den jævnligt tilbage for at få mad. Det fik den, og i årenes løb har den fået følgeskab af flere og flere vilde ravne. I dag besøger op til 100 ravne stedet, når ejerne lægger foder ud. Og ravnene har lært ejerne så godt at kende, at fuglene sætter sig, lige hvor de står og går, så længe de to mennesker blot har det samme tøj på. Hvis de skifter overtøj, bliver ravnene mistænksomme og holder sig på afstand. Og kommer der fremmede til stedet, flygter ravnene på stor afstand, selvom man kommer roligt med fredelige hensigter.
Da jeg besøgte ravnestedet i januar for at tage billeder fra et skjul, flygtede fuglene, selvom jeg var meget forsigtig. De omkring 70 ravne, der var forsamlet på stedet den dag, steg til vejrs og kredsede snart på gribbemanér som små prikker højt oppe under skyerne. Det er der ikke noget at sige til. De sorte fugle har været forfulgt af mennesker i generationer, så de har uden tvivl nedarvet en stærk frygt for mennesker.
Ravne er ekstremt legesyge og snakkende. Især i forårsmånederne ser man ravne flyve parvis eller alene over landskaberne og kaste sig halsbrækkende rundt i luften i en luftakrobatik, hvor de lige gerne ligger på ryggen, på siden eller står på hovedet. I vintre med sne i bakket terræn er det ret almindeligt, at ravne tager sig en serie raske rulle- eller glideture på deres blanke fjer. Samme sted igen og igen. Der er ikke rigtig anden forklaring på ravnenes luftakrobatik og kælketure, end at de morer sig.
Ravne, krager og skader har ubegrundet fået ry for at stjæle mønter, sølvtøj, smykker og andre skinnende ting, og skaden har ligefrem fået plads i musikken med Rossinis opera ”Den tyvagtige skade”.
Det har den forklaringi, at unge kragefugle og navnlig unge ravne er meget nysgerrige, og de undersøger eller flytter med iver blanke ting. Og tamme ravne bliver ved med det hele livet.
Under min studietid i Tanzania boede jeg engang i teltlejr i bjergene nær en klippeafsats med hvidnakkede ravne. De var så nysgerrige, at vi måtte gemme alle blanke ting af vejen. Ellers blev de rykket rundt eller flyttet af fuglene. Men i naturen er det unge ravne, der roder med skinnende ting. De voksne fugle, som bygger reder og yngler, gør det ikke, så det er en myte, at man får noget ud af at gå på skattejagt i ravnereder.
Under alle deres aktiviteter udstøder ravnene et hav af lyde. Ud over deres højlydte og gjaldende ”grok-grok-grok”, som man hører milevidt, har de et utal af skræppende, gurglende, hvislende, kaglende, snorkende, klagende, grinende, skrattende, tudende, fløjtende, snurrende, piftende, spruttende, rullende, fnisende og hviskende lyde. Ravnens stemme kan til tider være meget blid og menneskelig, så man bliver både overrasket og forskrækket, når den lyder højt oppe fra fuglens hvilested i en trækrone.
Ravne har meget at fortælle. I den nordiske mytologi havde Odin to ravne, Hugin (tanken) og Munin (hukommelsen). De kom hver dag til ham om aftenen for at fortælle om alt, hvad de havde set i verden i dagens løb. Sådan blev Odin den mest alvidende af guderne.
Myter har som regel solid rod i naturen. Vores aner, der har skabt myterne, har for længe siden lagt mærke til ravnene, som snakkede løs i træerne, på klipperne og under deres flugt over himlen. Deres opførsel, årvågenhed og evige strejfen omkring har gjort indtryk. Ravne appellerer meget stærkt til menneskers fantasi.
Der er ravne på alle Jordens kontinenter bortset fra Antarktis, og alle steder spiller de en stor rolle i mytologien. Deres sorte farve og glans karakteriserer ikke blot fjerdragten, men også næb, ben, fødder og kløer. Dette, og ravnenes forkærlighed for ådsler, har betydet, at de i de fleste myter forbindes med dødsriget og regnes som ulykkesfugle. Ravnen tillægges imidlertid også positive egenskaber. Den betragtes som en klog budbringer, som i den nordiske myte om Odin og ravnene. Og i græsk mytologi var ravnen ligefrem en lykkebringer. Apollon, guden for kunst og spådom, havde således en hvid ravn hos sig som lykkefugl. Han sendte fuglen af sted for at udspionere sin jordiske elsker Coronis. Da den hvide ravn kom tilbage og ærligt fortalte Apollon, at Coronis havde været ham utro, sved Apollon i sin frustration ravnen, så den blev sort som natten.
I litteraturen er ravnen udødeliggjort i Edgar Allan Poes ”Ravnen” (1845). Det regnes af mange for intet mindre end det største af alle nyere digte. Ravnen understreger den ubærlige kendsgerning om Lenore: At hun er død og borte og aldrig mere vil komme tilbage. Nevermore er digtets ensomme omkvæd, der klinger sort, stort og foruroligende. Med fortællingen om det natlige møde med ravnen, som rumsterer ved hans dør, udtrykker Poe på én gang den største kærlighed og den dybeste sorg. Enhver, der mærker efter, ved, hvordan de to følelser er tæt forbundne. Digtet gjorde med et trylleslag den gældsplagede amerikanske digter berømt.
I nutidens vestlige verden er det ikke så almindeligt at tillægge fugle andre egenskaber end de rent naturvidenskabelige. Modernitetens rationelle tanker har længe truet ånd og poesi. Når det kommer til liv og død og de allerstørste følelser, kærlighed og sorg, kommer de rationelle tanker dog altid til kort. Fuglene er gode at spejle sig i. Og tanken om ravnen som budbringer og forbindelse til de afdøde er nærliggende.
Er en ravn bare en ravn? Jeg ved det ikke. Svaret blæser i vinden.
Forfatter, biolog og ph.d. Michael Stoltze skriver jævnligt i Kristeligt Dagblad om naturen.