Prøv avisen

Rædselsdage på Bornholm

Et stort antal huse i Rønne og Nexø blev lagt i grus, da sovjetiske bombefly i maj 1945 prøvede at presse tyskerne til at kapitulere. -- Foto: Scanpix.

FORSINKET BEFRIELSE Bornholmernes jubel over tyskernes kapitulation i maj 1945 skulle kun vare tre dage, før sovjetiske bomber regnede ned over Rønne og Nexø

Såret er stadig ikke lægt og gåden langtfra løst til bunds.

Endnu 60 år efter spores på Bornholm efterklangen af bitter skuffelse over klippe-øens skæbne i de ellers så glade majdage 1945, da BBC havde forkyndt den tyske kapitulation, men ulykkerne alligevel væltede ind over Rønne og Nexø den 7. og 8. maj.

Da frihedsbudskabet lød den 4. maj om aftenen, tvivlede ingen på, at miraklet gjaldt for hele Danmark. Bornholm fejrede befrielsen med samme eufori som det øvrige land, og frihedskæmperne begyndte den 6. maj at løse opgaven med arrestationer efter Frihedsrådets lister. En særlig opgave forestod med at disciplinere de mange deserterede tyske soldater, som var strømmet til øen sammen med tyske flygtninge og nu flakkede rundt.

Og indimellem blev der festet som aldrig før.

Den allierede styrke, som skulle modtage de tyske troppers overgivelse på dansk jord, ankom til Kas-trup Lufthavn fredag den 5. maj under ledelse af den britiske generalmajor R.H. Dewing.

Var det tilsvarende sket på Bornholm med en repræsentant for de vestlige allierede, kunne den senere sorg og lidelse måske være undgået. Men her optrådte i stedet sovjethæren som befrieren, og det nægtede øens tyske kommandant, kommandør Gerhard von Kamptz, at anerkende. Han lod det tyske antiluftskyts beskyde de sovjetiske rekognosceringsfly.

Følgen blev, at sovjetiske flyvemaskiner den 7. maj uden varsel tordnede ind over Rønne og Nexø, spredende død og ødelæggelse. Kommandør von Kamptz stod fast på sin vægring ved overgivelse, også efter at russerne havde nedkastet flyveblade med krav om kapitulationsforhandlinger inden kl. 10 næste formiddag. Ellers ville nye bombninger sætte ind.

Det turde vel nu være øjeblikket, hvor den nyslåede danske befrielsesregering trådte i karakter. Modstandsbevægelsens bornholmske ledelse forsøgte hele eftermiddagen at komme i kontakt med udenrigsminister Christmas Møller (K) – mere og mere desperat, men stadig forgæves. Udenrigsministeren sad hele dagen i møder, der ikke kunne afbrydes. Da han gik hjem, var det med besked om, at han ikke ville forstyrres!

Håbet om den danske regerings indgriben blev først opgivet i den tidlige morgen. Klokken fire begyndte evakueringen af Rønne og Nexø, der lykkeligvis var næsten mennesketomme, da de sovjetiske bombemaskiner kom igen. Denne gang gik intet menneskeliv tabt.

De vestallieredes øverstkommanderende, general Dwight D. Eisenhower, gjorde nu over for den britiske feltmarskal Montgomery klart, at Bornholm var dansk og derfor skulle behandles som sådan.

Det betød, at der ikke kunne sendes britiske fly til øen, medmindre den danske regering bad om det. Først efter bombardementerne af Rønne og Nexø fremsatte den danske regering en sådan anmodning, men sent om aftenen samme dag overhaledes begivenheder af det endelige tyske sammenbrud. Den samlede tyske værnemagts kapitulation blev underskrevet i Karlhorst ved Berlin den 8. maj.

Den tyske kommandør på Bornholm var nu blevet suppleret med en tysk general, men det blev stadig fastholdt, at tyskerne kun ville overgive sig til britisk militær.

Ved sin ankomst til Danmark havde general Dewing instruks fra feltmarskal Montgomery om ikke umiddelbart at sende britiske styrker til Bornholm af hensyn til "mulige internationale komplikationer" og på grund af rygter om, at Sovjetunionen var interesseret i øen. Den britiske regering var imidlertid stærkt interesseret i at forhindre en sovjetisk invasion af Bornholm, hed det, og Montgomery anmodede derfor sin foresatte Eisenhower om klare retningslinjer, mens Dewing holdt en mindre styrke klar til at flyve til øen.

Hvad var så den danske regerings holdning?

En chokeret dansk offentlighed havde sikkert ventet en erklæring om, hvad regeringen nu agtede at gøre. Man lyttede i så henseende forgæves til den tale, som statsministeren i befrielsesregeringen, Vilhelm Buhl (S), holdt ved Rigsdagens første samling på Christiansborg den 9. maj. Statsministeren nævnte ikke med et ord situationen på Bornholm!

Samme dag ilandsatte fem sovjetiske torpedobåde marineinfanterister i Rønne havn. De mødte ingen modstand, eftersom Tysklands totale kapitulation var en kendsgerning.

Alligevel fastholdt øens tyske ledelse, at overgivelse skulle ske til britisk militær. Nu skar general Eisenhower igennem over for den tyske overkommando: Den tyske kapitulation til briterne den 4. maj havde også gyldighed på Bornholm. Men de tyske tropper skulle som følge af værnemagtens totalkapitulation den 8. maj adlyde den sovjetiske kommandant på øen.

Samme dag besluttede den sovjetiske generalstab at forstærke den militære tilstedeværelse på Bornholm ved at overføre 9000 mand under generalmajor Fjodor Korotkovs ledelse. Et antal, der senere blev reduceret.

Russerne blev på Bornholm i 11 måneder. Rømningen begyndte den 17. marts 1946. Og da blev der danset på kajen i Rønne.

Ifølge de officielle versioner var den sovjetiske erobring og besættelse af den danske ø den naturligste sag af verden, og den 11 måneder lange besættelse udgjorde overhovedet ikke noget problem for nogen af parterne, konstaterer professor dr. phil. Bent Jensen i bogen "Den lange befrielse – Bornholm besat og befriet 1945-46".

Han tilføjer dog, at alle officielle beskrivelser giver en forkortet og til dels fortegnet beskrivelse af forløbet fra besættelse til rømning. Den uofficielle del af virkeligheden var, at den sovjetiske besættelse bekymrede både befolkningen på Bornholm og regeringen i København. Det var kun udadtil, man nærmest lod som ingenting.

Den danske amtmand på Bornholm, P. Chr. von Stemann, som var den danske myndighedsperson, der under hele forløbet havde den daglige og direkte kontakt med de sovjetiske myndigheder på øen, kritiserer i sine erindringer den danske regerings forsigtige politik.

Amtmanden skriver ligefrem, at danske centralmyndigheder var bange for russerne. Han nævner eksempler på, hvordan en mere frimodig og uforfærdet optræden efter hans opfattelse ville være blevet accepteret af de sovjetiske besættelsesstyrker. Bornholm var et alvorligt problem i det tosidede forhold mellem småstaten Danmark og stormagten Sovjetunionen, og den sovjetiske beslutning om at forlade øen i foråret 1946 blev i samtiden kaldt "den største nationale begivenhed, vi har oplevet siden befrielsen".

Moskva fortalte aldrig den danske regering noget om, hvor længe man agtede at holde Bornholm besat, og det var denne uvished kombineret med tilstedeværelsen af den store sovjetiske garnison, der pinte både bornholmerne og den øvrige del af nationen.

Da det hele var ovre, skrev en hovedstadsavis om de stærke følelser, meddelelsen om rømningen havde udløst, og som viste,"hvor stort spørgsmålet var for os, og hvor varmt det lå os på hjerte".

Den sovjetiske besættelse af den danske ø syd for Sverige bekymrede også den svenske regering og offentlighed meget.

Genopbygningen af Rønne og Nexø fik et imponerende flot bidrag fra den svenske stat, der skænkede byerne 300 træhuse. 60 år efter er de stadig i brug som gode boliger og et smukt minde om broderånd.

En landsindsamling i Danmark blev også en fin stimulans til at udbedre skader og genskabe boliger efter en af besættelsestidens besynderligste tildragelser.

"Bornholmerne har aldrig tilgivet det øvrige Danmark jubelen den 5. maj – inden freden nåede deres ø", skriver historikeren dr. phil. Hans Kirchhoff i bogen "Samarbejde og modstand under besættelsen".

Følelserne er lige så forståelige, som de er urimelige. For København havde ikke glemt Bornholm. Både regeringen, general Dewing og Værnemagten pressede på for at få englænderne til at gribe ind. I London havde man forlængst forudset, at Bornholm kunne give komplikationer, men det forhindrede ikke Churchill og det britiske Foreign Office i at foreslå, at man gik i land uden at advisere russerne først. Det var Eisenhower. der som chef for den vestlige alliances kommando SHAEF sagde nej. For øen lå for tæt på den sovjetiske zone til, at generalen ønskede at handle alene. Han ville spørge først, og da han 8. maj tilbød russerne at befri øen, takkede man nej. Og derved blev det . Som general Dewing siden udtalte, var Bornholm et "sekundært detaljespørgsmål", som man ikke kunne risikere at skabe en konflikt på.

Hans Kirchhoff fortsætter: De russiske bombardementer af Rønne og Nexø den 7. og 8. maj 1945 var meningsløse og unødvendigt brutale. Men det skete som led i krigshandlinger. Og for en nation, der i de forløbne år havde mistet 20 millioner af sine indbyggere og 25 procent af sit produktionsapparat, var bombningen af Bornholm en beskeden affære.

indland@kristeligt-dagblad.dk

@-Rubr.13.www:www

Med et netabonnement kan tidligere artikler om besættelsen og befrielsen læses på www.kristeligt-dagblad.dk

BOMBER MOD BORNHOLM

Det sovjetiske bombardement af Bornholm den 7. og 8. maj 1945 blev udført af 119 kamp- og bombefly, dækket af 62 jagere.

10 mennesker blev dræbt og 35 såret. 387 huse blev jævnet med jorden, og i alt 3756 ejendomme var berørt af ødelæggelserne.

Bornholms Museum har en seværdig stationær udstilling om bomber og besættelse i maj 1945.