Hvis sex er det eneste tidspunkt, hvor man rigtig rører ved hinanden og forsøger at opnå en fysisk forbindelse, så skal det helst fungere. Hvis akten bliver mislykket eller er en flad fornemmelse for den ene eller begge, er der ikke noget ”at falde tilbage på”. Sagt med andre ord: det kan være sårbart kun at dele krop med hinanden i dobbeltsengen. Hvis man også rører, krammer og kysser på andre tidspunkter, kan man formentlig bedre håndtere, at sex ikke altid bliver så godt som forventet.

Det kan være ærgerligt og frustrerende, men fordi man rører hinanden på andre tidspunkter, er konsekvensen ikke, at man kropsligt er adskilt fra hinanden. Selvom man måske kæmper med at få det seksuelle til at fungere, kan man nyde andre former for berøring.

Sex er en skrøbelig størrelse. Vi ved, at graviditet, fysisk og psykisk sygdom, sorg, tristhed, stress, manglende søvn mv. kan være med til at reducere lysten og evnen. Af den grund er det vigtigt at huske berøring i det daglige, så man er fysisk forbundet – også selvom man ikke nødvendigvis har sex i en periode.

Hvis man igennem en kortere eller længere periode ikke har haft sex, kan det også være en rigtig god idé at kompensere eller kickstarte den seksuelle intimitet via berøringer, som ikke har med orgasme og samleje at gøre. Hvis det er lang tid siden, kan det føles usikkert og grænseoverskridende at skulle have sex, og derfor kan det være befordrende for nogle at aftale, at man skruer op for berøring – uden at det skal lede til sex. 

Jeg ved fra mange par, at de savner berøring og fysisk kontakt, men at de ikke – som tingene er lige nu – har lyst til eller mod på sex. Når de ikke tager initiativ til det, de rent faktisk har lyst til, nemlig berøringen, så er det, fordi de er bange for, at deres partner opfatter initiativet som invitation til sex. De er så at sige bange for at give en lillefinger i frygten for, at partneren tager hele hånden – ja, hele kroppen. Og det er ærgerligt. Hermed får vi en situation, hvor begge savner fysisk kontakt, og hvor den ene fejlagtigt kommer til at tro, at den anden overhovedet ikke vil røre eller berøres.

Jeg plejer at anbefale disse par at lave en aftale om, at de i en given periode (f.eks. en uge eller en måned) bevidst ikke har sex. Hermed skaber man en tydelig ramme, der gør, at man kan tage initiativ til kys, kram og berøring uden frygt for, at man af den grund skal ende med et samleje. Rammen og aftalen kan skabe en tryghed, som skaber forudsætning for intimitet.

Det erotiske ideal

I vores kultur hersker der en idé om, at sexlivet skal fungere særlig godt, hvis man skal tale om et godt forhold. Mange medier formidler et budskab om, at sexlivet skal være præget af hyppighed og intensitet, hvis det skal give mening at være i forholdet over tid. For et stykke tid siden så jeg følgende overskrifter på nogle af avisernes spisesedler: ”Bevar gnisten”, og ”Sex hver dag er sundt”. Det er fine opfordringer, men de kan også stresse os.

Vi ser igen og igen i aviser, blade og på nettet overskrifter og artikler, der betoner, hvordan det perfekte sexliv ser ud. Ofte bliver det gode sexliv associeret med mange eller gode orgasmer, stærk lidenskab og meget spænding. Det er alt sammen udmærket at opleve, men problematikken ligger i, at disse artikler og indlæg kommer til at lægge overliggeren utrolig højt. Uden at vi ved af det, kan vi komme til at tro på disse idealer, så hvis vi kun har sex en gang imellem, og hvis begæret ikke indfinder sig, som da vi var nyforelskede, bliver det opfattet som et problem.

Lad os foretage et tankeeksperiment med udgangspunkt i et par. Lars og Rebecca har været sammen i en del år. De har to børn, og de har sex ca. en gang om ugen. Deres sexliv er på ingen måder sprudlende, men de er ganske godt tilfredse. Hvis vi forestiller os, at Lars og Rebecca igennem en periode på flere år får nye venner, der er meget optaget af (god) sex, og at de i forlængelse heraf bliver opfordret til at læse bøger og blade, der sætter fokus på dette, kan det naturligvis føre til nye gode idéer og en vitalisering af deres (sex)liv.

Men der er også en risiko for, at det kan gå anderledes. Det kan være, at de læser artikler som ”Her er de største sexfejl” og ”Kvinders 40 fejl i sengen”, og at de igennem artikler som disse gradvist bliver mere og mere selvkritiske og refleksive. De bliver klar over, at de ikke kan stille sig tilfreds med det, de gør. De bliver bevidste om, at de har krævet alt for lidt af sig selv og hinanden. Der har hidtil været for lidt begær, for lidt tænding, ja for lidt af det meste, men i stedet for at bruge denne viden som en løftestang til at gøre noget anderledes, bliver de begge nedslåede.

Måske passer de ikke sammen seksuelt? Ja, måske passer de slet ikke sammen i det hele taget, siden de ligger så langt fra idealet?

Dette er naturligvis et tankeeksperiment. Men det er troværdigt nok. Det kan nemlig være svært at være seksuelt og generelt tilfreds med sin partner, sig selv og forholdet, når verden omkring en fordrer, at vi yder og lykkes med noget mere. Når idealbilledet af et parforhold afviger meget fra vores dagligdag, er der en risiko for, at vi bliver utilfredse, og i værste fald kan vi opleve os krænkede. For vi fortjener da noget, der er bedre.

Stress, unger og madpakker

Denne krænkelse og tanken om, at vi fortjener bedre, udnyttes strategisk og med stor økonomisk gevinst af virksomheder som Victoria Milan. Denne internetportal tilbyder folk, der er i et forhold, at være utro på en diskret måde, så det ikke opdages. Victoria Milan og lignende tjenester benytter en rettigheds-retorik, når de f.eks. skriver følgende på deres hjemmeside: ”Er du gift eller i et forhold, men savner lidenskab? Gør livet levende. Ha´ en affære!” Underforstået at vi mennesker har ret til lidenskab, og at affærer er vejen til dette. Når der ikke stilles nok kritiske spørgsmål til idéen om, at vi har ret til lidenskab og begær, bibeholdes et unuanceret og idealiseret billede af, hvordan (sex-)livet skal se ud.

Det er nemlig ikke realistisk, at lidenskaben og begæret er højt, når træthed, stress, unger, madpakker, bleer, skoletasker, uredte senge, mails, dårlig ånde og indkøbslister blander sig med hinanden. I en typisk børnefamilie, hvor det meste af dette er til stede i en stor pærevælling, kan begæret og lidenskaben have svært ved at indfinde sig. Seksuelle problemer i parforholdet har derfor ikke nødvendigvis at gøre med det seksuelle i sig selv, men med modsætningen mellem den sex, man har, og det idealbillede, som konstrueres i medier og i andre sammenhænge.

I lyset af denne problematik er det forfriskende, sjovt og vigtigt, når en komiker og sanger som Niels Hausgaard i et af sine shows ironiserer over, hvordan man skildrer sexscener i visse film. Solens stråler falder altid perfekt igennem ruderne og rammer altid de sirligt glatte silkelagener alt imens, makeuppen sidder upåklageligt på den kvinde, der lige er vågnet. Det, han dog særligt hæfter sig ved, er, at manden i en tidlig morgenstund aldrig skal ud at tisse, inden han kan have sex.

Et sådant scenarie er et urealistisk et af slagsen – i hvert fald for mænd i hans alder. Niels Hausgaard minder om, at sex for de allerfleste er noget, der kan være besværligt og noget, der tager tid. Men det reducerede begær og den mere lavfrekvente lidenskab har ikke nødvendigvis noget at gøre med, at man pludselig ikke passer sammen længere. I stedet er det naturlige effekter af at leve almindelige liv.

Begæret falder ikke altid ned fra himlen

Ifølge myten faldt Dannebrog ned fra himlen i 1219 i det, der i dag er Estlands hovedstad, Tallinn. Det er nok de færreste, der tror på denne myte i bogstavelig forstand, men der er mange, der tror på en lignende myte, nemlig begærets myte – at begæret er noget, der skal falde ned fra himlen. At det er noget, der skal opstå forud for, at man går i seng med hinanden.

Det er ikke en mærkelig forventning, for det var jo præcis det, der skete i starten af parforholdet. Det er de færreste, der i starten læste bøger om, hvordan lysten og begæret skulle indfinde sig. Det kom af sig selv. Det var der bare. Når man så hinanden, fik man lyst til den anden, og når man tænkte på hinanden ligeså.

Annonce: Køb bogen her

Når der berettes om, at folk har haft sex i deres bil, i skoven og på stranden, er der i mange tilfælde tale om par, der er relativt nyforelskede. Det, der kendetegner den første tid for mange, er, at man ikke kan holde fingrene fra hinanden, og det, der kendetegner tiden derefter, er, at man tænker mere ”fornuftigt”.

 Mange par, der har været sammen i 5-10 år eller mere og som ovenikøbet har børn, vil oftere tænke: ”Det lyder da spændende med sex alle mulige sjove steder, men det lyder også besværligt. Bilen er trang, i skoven kan vi blive opdaget, og på en strand får man irriterende meget sand på sig. Nej, selvom det lyder frækt i fantasien, så foretrækker jeg vores eget soveværelse”. Hvad er der sket i løbet af disse år? Der er bl.a. sket det, at når begæret falder i intensitet, bliver der mere plads til refleksivitet og ”fornuft”.

Det er godt på nogle områder, men det betyder også, at det spontane og det intense får trangere kår. Midt i den seksuelle akt kommer kvinden måske i tanke om, at den yngste har glemt at få sin medicin, og to minutter senere tænker manden på, at han skal huske at besvare en arbejdsmail samt betale en regning, så snart de er færdige med lagengymnastikken. Fornuften, refleksiviteten, arbejdet, børnene, stressen og pligterne kan komme til at invadere soveværelset, erodere begæret og reducere den intensitet, som mange søger i sengen. Det kan blive mere besvær end begær.

Fordi mange i starten af forholdet havde oplevelsen af, at begæret gik forud for initiativet til sex, og fordi blade, film mv. støtter op omkring denne fortælling, er der mange par, der 10 år inde i forholdet (og nu med børn) stadig tænker, at begæret og lysten skal gå forud for initiativet eller den seksuelle akt. Med andre ord: hvis ikke begæret og den store lyst indfinder sig, tager man ikke initiativ.

Resultatet er, at man meget sjældnere tager initiativ til sex. Hos mange indfinder begæret sig sjældent af sig selv, og begær har sværere ved at opstå i mødet med noget alt for velkendt. Man har set sin partner nøgen 117 gange, og det syn kan ikke tænde én hver gang (hvilket også havde været anstrengende)!

Begærets kår

Desværre har begæret trange kår, når man måske reelt kun har tid og mulighed til at have sex mellem 22 og 23 om aftenen. Før da er børnene vågne, og efter dette tidspunkt sover man selv. Optimisten vil sige, at det giver en herlig time til seksuel udfoldelse og nydelse. Problemet er blot, at begæret aldrig har været særlig gode venner med tidspres, og desuden er man ofte ganske træt på dette tidspunkt. Desuden skal man måske nå at rydde lidt op, svare på nogle mails og ordne andre praktiske ting.

Det er sjældent, at man er den mest oplagte og mest hotte udgave af sig selv sidst på aftenen. Det er sjældent, at håret og makeuppen sidder perfekt på dette tidspunkt, og det er sjældent, man lige har været i bad. Alt det reserverer vi til vores kollegaer.

Det er sådan, vi ser ud, når vi går på arbejde. Der har vi været i bad, der er vi nogenlunde udhvilede, og der sidder vores tøj, hår og makeup, som det skal. Alt dette kan lyde meget nedslående. Men det er ikke intentionen at skabe frustration. I stedet må vi have et nådigt og accepterende blik på os selv, vores partner og vores (manglende) sexliv. Således kan man på nådig vis spørge sig selv:

• Hvilke faktorer i vores hverdag gør det forståeligt, at vi måske ikke går i seng med hinanden så tit?
• Hvorfor er det forståeligt, at begæret har svært ved at indfinde sig på normale hverdage?