Red Barnet efter svømmers bog: Det er aldrig mobbeofferets skyld

Hvis man undskylder for mobning, skal det ske ansigt til ansigt og uden forklaringer, mener organisation.

Jeanette Ottesen (tv.) fortæller i sin nye selvbiografi "Fri" om årelang mobning af kollegaen Lotte Friis (th.). (Arkivfoto)
Jeanette Ottesen (tv.) fortæller i sin nye selvbiografi "Fri" om årelang mobning af kollegaen Lotte Friis (th.). (Arkivfoto). Foto: Katrine Emilie Andersen/Ritzau Scanpix.

I en ny bog fortæller den tidligere topsvømmer Jeanette Ottesen om årelang mobning af kollegaen Lotte Friis.

Jeanette Ottesen beskriver detaljeret, hvordan og hvorfor mobningen foregik, men hun giver også en undskyldning til Lotte Friis.

Hos Red Barnet mener man, at en undskyldning er en god ting - hvis den vel at mærke gives uden forbehold.

- I Red Barnet mener vi helt generelt, at det er godt at sige undskyld, hvis man har udsat andre for mobning.

- Undskyldningen bør altid gives ansigt til ansigt. Det er på ingen måde hensigtsmæssigt, at man i en undskyldning gentager de forklaringer, man selv kan have haft, for at man mobbede.

- For det rammer den, man siger undskyld til, igen. Og det kan ramme rigtig hårdt, skriver Red Barnet i en meddelelse.

I en passage i bogen skriver Jeanette Ottesen, at Lotte Friis aldrig sagde fra.

- Lotte siger aldrig stop. Hun er et klassisk mobbeoffer, for hun gør det ikke nemt for sig selv. Hun lader det bare stå til, så hun efterhånden bliver en, man automatisk griner ad.

- Det bør ikke være sådan, og det er ikke fedt at sige, men sådan er det desværre, skriver Jeanette Ottesen i bogen ifølge TV2.

Red Barnet mener ikke, at det kan være mobbeofferets skyld, at man bliver mobbet.

- Der findes ikke belæg for at sige, at nogen er "et klassisk mobbeoffer". Mobning er aldrig ens egen skyld. Mobning sker, når et fællesskab er utrygt, eller hvis børnene mangler noget positivt at være sammen om.

- Det kan for eksempel gøre et fællesskab utrygt, hvis der er nogle uskrevne regler om, hvordan man skal være og se ud, som ikke alle kan leve op til.

I forbindelse med bogen har det været fremme, at Jeanette Ottesen har været ambassadør i en kampagne mod mobning kaldet "Alle for en", som Undervisningsministeriet stod bag, og hvor organisationerne Red Barnet, Børns Vilkår og Børnerådet var med i samarbejdet.

De tre organisationer skriver i en fælles udtalelse, at Jeanette Ottesen ikke er ambassadør for nogen af dem, og at kampagnen er afsluttet.

Lotte Friis skrev mandag på Instagram, at hun føler sig "blottet og stillet til skue for hele Danmark" med den nye bog.

Ottesen svarede mandag på Lotte Friis' kritik i TV 2-programmet "Go' Aften Live".

- Jeg vil sige, at da jeg besluttede mig for at lave en selvbiografi, besluttede jeg mig for, at jeg ville være bundærlig, og det har jeg været. Når jeg beskriver en situation, er det også min historie. Jeg føler ikke, jeg går ind og tager Lottes historie og fortæller hendes historie, sagde Jeanette Ottesen.

/ritzau/