Prøv avisen

Redaktør: Ruth Evensens parti er farligt for Lolland

Ruth Evensen har forsøgt sig i politik før. Her ses hun sammen med sin søn Asbjørn Evensen ved Folkemødet på Bornholm i 2012, hvor hun deltog med sit nystiftede parti Frihedskæmperne. Foto: Nils Meilvang

10 kandidater fra frikirken Faderhuset stiller op til kommunalvalget på Lolland. Frikirken ender med at skabe en stat i staten, advarer redaktør på lokalavis. Ruth Evensen afviser kritikken som hetz og chikane

Lolland risikerer at få et lukket parallelsamfund.

Sådan lyder advarslen fra Torsten Elsvor, redaktør på Lolland-Falsters Folketidende. Hans bekymring går på partiet Det Frie Lolland, der stiller op til dagens kommunalvalg.

Det Frie Lolland er etableret af Ruth Evensen fra frikirken Faderhuset, der især er kendt for at have købt det tidligere ungdomshus på Jagtvej 69 i København. Efter al balladen, der fulgte med købet af huset, er Ruth Evensen og Faderhuset flyttet til Bandholm på Lolland.

LÆS OGSÅ: Ruth Evensen stiller op til kommunalvalg på Lolland

Her driver hun blandt andet Bandholm Hotel, og nu ønsker hun også at gå ind i lokalpolitik. Torsten Elsvor mener, at det er farligt for lokalsamfundet, at Faderhuset og personerne fra Faderhuset nu også breder sig til lokalpolitik.

Faderhuset breder sig som ringe i vandet her på Lolland ved at lave netværk af forretninger og ejendomme, hvor det er meget uigennemskueligt, hvad der egentlig foregår. Det er et meget lukket system. Jeg tror, der er en reel risiko for, at det udvikler sig til en stat i staten, siger han.

Ifølge DR Sjælland kan partiet vise sig at blive den store overraskelse på Lolland. Partiet stiller op med 10 kandidater og har annonceret massivt i de lokale medier. Derudover har det fået omdelt en 48 sider lang valgavis til samtlige husstande på Lolland.

DOKUMENTATION: Se partiets valgavis

Partiet lægger selv vægt på, at det ikke blander partiarbejdet og Faderhuset sammen. Men den garanti giver Torsten Elsvor ikke meget for.

Alle personer på listen er jo fra Faderhuset. Der er ingen almindelige lollikker blandt de opstillede. Det er alle nogen, som Faderhuset har trukket til Bandholm, siger han.

Torsten Eslvor er ikke alene om kritikken. En lokal protestbevægelse under navnet Stop Faderhuset advarer også i pressemeddelelser og læserbreve mod Ruth Evensens arbejde. Og en præst fra Østofte Kirke på Lolland er ifølge Ekstra Bladet blevet politianmeldt af Ruth Evensen for at have kritiseret hende i en prædiken.

I det hele taget mener Ruth Evensen, at kritikken af Det Frie Lolland er udtryk for en hetz og chikane, der udelukkende handler om at ramme Faderhuset.

Partiet har ikke noget med Faderhuset at gøre, bortset fra at alle kandidater er med i Faderhuset. Havde vi alle kommet i samme skakklub eller i folkekirken, var der ingen, der havde synes, det var interessant, siger hun.

Ruth Evensen forklarer, at hun stiller op til valget, fordi hun har nogle iværksætterevner, der er brug for på Lolland. Efter hun flyttede til Bandholm, har hun været med til at sætte et forfaldent hotel i stand og i dag drive det som et 4-stjernet hotel. Hun har været med til at få åbnet 20 firmaer, få åbnet et lægehus i byen og i det hele taget været grunden til, at flere folk flytter til området omkring Bandholm.

Det er lidt af en sensation hernede. Der er kommet udvikling i stedet for afvikling. Jeg har været primus motor i hele den udvikling. Jeg kan se, at jeg har nogle evner, jeg kan bidrage med, og derfor stiller jeg mig nu til rådighed i lokalpolitik, fordi Lolland er i krise, siger hun.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Faderhusets film ligner sæbereklame

Men den udvikling, som Ruth Evensen kalder en sensation, er der andre, der ser som en trussel. Det virker uigennemskueligt, hvordan Faderhuset, partiet og de mange firmer hænger sammen, lyder kritikken. Og den voldsomme ekspansion skaber bekymring.

Folk er bange for Faderhuset. Men helt ærlig. Vi er godt 80 mennesker ud af 66.000 på Lolland. Hvordan kan vi være en trussel? Vi lægger videoer fra vores gudstjenester ud på vores hjemmeside, så man kan se, hvad der foregår. Der er intet fordækt over det, siger Ruth Evensen og tilføjer, at Faderhuset ikke har været åben for nye medlemmer, siden balladen om Ungdomshuset.

Religionssociolog ved Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen forstår godt, at det kan skabe bekymring i et lokalområde, at en bevægelse som Faderhuset, der har en ekstrem retorik og særlig måde at leve på, kommer til byen og opkøber huse og virksomheder. Samtidig sætter han dog spørgsmålstegn ved, hvor meget der egentlig er at bekymre sig over.

Jeg har svært ved at se, hvordan det skal blive til et parallelsamfund, der eksisterer på de religiøse præmissers betingelser. I dag er de en aktiv del af samfundet og har almindelige job. De vil gerne have kunder i deres butikker, og derfor vil det ikke give mening for dem at isolere sig, siger han.

I stedet for at bekæmpe og frygte Faderhuset mener han, det er lige så oplagt at se positivt på, hvad den karismatiske bevægelse har været med til at bygge op:

De har skabt nyt liv til et samfund, der var på grænsen til at dø ud. Og så længe de overholder de danske love, skal samfundet også kunne rumme religiøse mennesker som dem fra Faderhuset.