Fysioterapeut Kefaia Ali står på kanten af varmtvandsbassinet i sin hvide hospitalsuniform og viser fire kvinder, hvordan de kan lave skulderøvelser i det 34 grader varme vand. I bassinet står den 55-årige flygtning Nadia fra Irak med en gul svømmeplade i hånden.
Træningen er en del af behandlingen på Hvidovre Hospitals indvandrermedicinske klinik. Klinikken er et tilbud til de mest sårbare indvandrere og flygtninge, som sundhedsvæsenet ellers har svært ved at hjælpe.
Nadias livskvalitet er stærkt forringet på grund af smerter, der skyldes slidgigt. Gennem de seneste år har hun været igennem flere lægeundersøgelser. Hun synes, at hun først fik hjælp, efter at hun for godt et halvt år siden blev henvist til klinikken på Hvidovre Hospital.
”Jeg var været hos mange læger. Da jeg kom til en ortopædkirurg, sagde han, at jeg havde slidgigt, og at det måtte jeg finde mig i. Men jeg har så ondt i hele kroppen, og nogle gange kan jeg ikke tænke på andet end smerterne. Træningen har gjort mit liv meget bedre, og jeg har talt med sygeplejersken om, hvordan jeg kan leve med at have ondt,” fortæller Nadia på usikkert dansk.
Hun er slank og velklædt i en rødbrun buksedragt, og hendes sorte hår er sat op.
Indvandrermedicinsk klinik holder til i en grå pavillon placeret på en græsplæne et par hundrede meter fra hospitalets hovedbygning. To gange om ugen rejser Nadia halvanden time hver vej i tog og bus mellem hendes hjem i en kommune nord for København og Hvidovre Hospital.
Klinikken i Hvidovre fik i 2019 godt 230 nye patienter ind. 8 ud af 10 patienter er kvinder. De har ofte symptomer som smerter, migræne og lidelser i bevægeapparatet. Nogle kommer med alvorlig, men ikke diagnosticeret sygdom, og en del har traumer. Ikke sjældent er kvinderne slidt ned efter mange års rengøringsarbejde. Andre har været husmødre.
Ældre mænd, der døjer med smerter og andre symptomer efter mange års hårdt arbejde i industrien, er en anden vigtig patientgruppe. Patienterne kommer hovedsageligt fra Tyrkiet og Mellemøsten, men klinikken hjælper også flygtninge fra Balkan. De senere år ses desuden et stigende antal krigsflygtninge fra især Irak og Syrien.
Den 38-årige fysioterapeut Kefaia Ali er født og opvokset i Danmark, har palæstinensiske rødder og har både dansk og arabisk som modersmål.
Hun fortæller, hvordan flere af hendes patienter er blevet hjulpet efter i årevis at have pendlet mellem praktiserende læge, skadestue og hospital.
En af hendes patienter var en kvinde i slutningen af 40’erne fra Mellemøsten. Hun opsøgte skadestuen mange gange på grund af smerter. Hendes situation ændrede sig først, efter at hun blev udredt på indvandrermedicinsk klinik og fik et træningsforløb i bassinet to gange om ugen.
”Hun har fået en øget kropsbevidsthed og er med til at motivere de andre kvinder i bassinet,” fortæller Kefaia Ali.
En anden patient var en 32-årig familiesammenført mand fra Balkan. Han var så smerteplaget af en diskusprolaps i ryggen, at han måtte sidde i kørestol og ikke kunne passe et arbejde. Men efter seks måneders træning to gange om ugen kunne han løbe tre kilometer, og i dag kan han passe et job.
”Mange af kvinderne har aldrig trænet i vand før, og i begyndelsen er de bekymrede. Men her begynder de at mærke deres muskelgrupper, og hvordan smerterne forsvinder eller afhjælpes på grund af træningen i vand,” siger Kefaia Ali.
Hun lyser op i et stort smil, når hun fortæller om sit arbejde.
”Det er mit hjertebarn. Jeg elsker det. Jeg er selv opvokset på Nørrebro, og jeg har set helbredsproblemer blandt min mors veninder. Jeg har ofte sagt: ’Men så træn dog.’ Men så enkelt er det ikke altid for dem. Der er en udsat gruppe, som i nogle tilfælde koster sundhedsvæsenet mange penge. Det er samtidig mennesker, der kan hjælpes med relativt enkle midler, hvis ellers de bliver mødt med tid og forståelse,” forklarer Kefaia Ali.
På farmaceut Afsaneh Ahmadis skrivebord i et af konsultationsrummene ligger et billede af en plasticpose med omkring 40 medicinæsker.
”Sådan ser det ofte ud, når patienterne kommer. Mange af patienterne tager alle mulige former for medikamenter. Mange gange også medicin, som de har købt i hjemlandet,” fortæller Afsaneh Ahmadi, der er iranskfødt, har boet godt 20 år i Danmark og taler fire mellemøstlige sprog.
Hun har netop haft en ældre smerteplaget kvinde med tyrkisk baggrund i konsultationen. De har aftalt, at kvinden skal holde op med at tage den medicin, hun har købt i hjemlandet.
”For de dårligst stillede af vores patienter er der mange barrierer. Nogle af patienterne kan ikke læse og bruger ikke e-boks. De kan ikke altid finde ud af at ringe til hospitalet og aflyse en behandling, hvis de er forhindret at komme, og så ryger de i nogle tilfælde helt ud af behandlingen. Vi møder også patienter, der tager morgenmedicin om aftenen, fordi man på arabisk læser fra højre mod venstre,” forklarer Afsaneh Ahmadi.
Dertil kommer, at patienterne i en del tilfælde bliver ramt af fejl og huller i sundhedssystemet. Afsahneh Ahmadi bruger meget tid på at kommunikere med praktiserende læger og læger fra andre afdelinger på grund af fejlbehæftede ordinationer og manglende afstemning af det fælles medicinkort.
På hendes skrivebord står et video-tolkeanlæg. Via anlægget kan klinikkens personale bestille tolkning på video.
Tolkningen er en udfordring. Den forrige regering indførte et tolkegebyr, der pålægger en patient at betale mellem 191 og 1600 kroner for tolkning alt efter omfanget.
Loven fastslår dog også, at patienter, der som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har svært ved at lære dansk, kan undtages fra gebyret. Det er situationen for mange af klinikkens patienter, forklarer overlæge Hanne Christensen.
”Vi respekterer tolkereglerne. Men overordnet set er det uhensigtsmæssigt, at der kan opstå situationer, hvor en patient ikke har mulighed for at betale for en tolk. Tolkning er ofte helt afgørende for, at vi kan iværksætte den rette behandling,” siger hun.
Afdelingssygeplejerske Hanne Winther Frederiksen fortæller, at patienternes sygdom i nogle tilfælde har store konsekvenser for familierne.
”I familien er reaktionen ofte: ’Selvfølgelig tager jeg mig af min gamle mor, der har født mig.’ Jeg oplever unge mennesker, der slås for at færdiggøre deres uddannelse samtidig med, at de bruger næsten al deres tid på at passe deres syge forældre,” fortæller Hanne Winther Frederiksen.
I en pause kommer overlæge Hanne Christensen gående med et A4-ark i hånden.
”Jeg har lige talt om kontanthjælp med en patient,” siger overlægen.
Hun forklarer, at patienternes helbredsproblemer ofte forstærkes, fordi de ikke råd til at betale både medicin og husleje.
Hanne Christensen sammenligner indvandrermedicinsk klinik med sundhedsvæsenets særlige indsats for krigsveteraner eller center for sjældne sygdomme.
”Sundhedsvæsenet er dygtigt til at behandle mange somatiske sygdomme, der kan sættes ind i et pakkeforløb, men vores patienter fejler ofte mange ting på en gang,” siger Hanne Christensen og forklarer, at kontakten til flere afdelinger ofte er svær at håndtere:
”Vi modtager både højtuddannede og patienter, der ikke kan læse og skrive. Vi prøver at finde nålen i høstakken og forsøger at yde en helhedsindsats i et sundhedsvæsen, der bliver stadig mere specialiseret.
”Nogle har posttraumatisk stress. De tænder i nogle tilfælde af og bliver vrede på sundhedspersonalet, når de ikke forstår, hvad der foregår. Vi har for eksempel haft en patient med en svær hudsygdom, der havde været i behandling i mange år. Da hans kontaktlæge forlod afdelingen, kunne han ikke overskue det skiftende personale. Han blev vred, og så ophørte behandlingen. Her har han fået hjælp til at komme tilbage i behandling,” fortæller Hanne Christensen og henviser til klinikkens tre nøgleord: Tid, tålmodighed og tolk.
”Vores konsultationer tager typisk tre kvarter til en time, og vi tager os tid til at gå i dybden med patientens symptomer. Hvis vi skal have mere lighed i sundhed, kræver det, at vi behandler patienter forskelligt,” mener Hanne Christensen.
Nadias navn er opdigtet. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.