Regering og KL lander aftale med 2,4 milliarder til børn og ældre

Med økonomiaftalen for næste år bliver den kommunale serviceramme hævet med 2,4 milliarder kroner.

Formand for KL Martin Damm, borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard, finansminister Nicolai Wammen, sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde og ældreminister Mette Kierkgaard på doorstep efter der er indgået økonomiaftale for 2024 imellem regeringen og Ko
Formand for KL Martin Damm, borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard, finansminister Nicolai Wammen, sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde og ældreminister Mette Kierkgaard på doorstep efter der er indgået økonomiaftale for 2024 imellem regeringen og Ko. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Regeringen og Kommunernes Landsforening, KL, har torsdag aften indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2024.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Med aftalen bliver den kommunale serviceramme hævet med 2,4 milliarder kroner. Det skal blandt andet dække udgifterne for flere børn og ældre.

Med det løft vil kommunernes samlede ramme til serviceudgifter dermed udgøre 304,8 milliarder kroner næste år.

Parterne har også aftalt, at kommunerne får 1,5 milliarder kroner til at bygge flere botilbud fra 2024 til 2026.

Samtidig betyder aftalen, at kommunerne skal spare 700 millioner kroner på administration. Den besparelse skal bruges til højere løn og bedre arbejdsvilkår for ansatte på velfærdsområderne.

Anlægsloftet for 2024 er på 19,3 milliarder kroner. Herunder 1,5 milliard kroner til botilbud.

Anlægsloftet er det beløb, som Danmarks 98 kommuner samlet set må bruge til blandt andet at renovere og bygge nye bygninger.

Det er ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) et ansvarligt niveau, hvor der er taget højde for den høje inflation.

- Jeg er glad for, at vi sammen har lavet en ansvarlig aftale, som understøtter kommunernes mulighed for at prioritere velfærd, og som samtidig tager højde for den stadig for høje inflation, siger Nicolai Wammen.

- Med aftalen tager vi også de første skridt mod at få luget ud i meget af al den unødvendige administration og dokumentation, så vi kan sikre bedre løn og arbejdsvilkår for dem der er rygraden i vores velfærdssamfund.

Formanden for KL, Martin Damm, sagde ved forhandlingernes start i sidste uge, at inflationen har udhulet kommunekasserne, hvilket borgerne vil komme til at kunne mærke.

KL kalder dagens aftale for "fornuftig", selv om kommunernes økonomi fortsat er udfordret.

- Det er en stram økonomiaftale, vi i dag har indgået, hvor det ikke har været muligt fuldt ud at imødegå hele presset på kommunernes økonomi, når der kommer flere ældre og børn samt flere danskere med diagnoser og andre behov for hjælp, udtaler Martin Damm i en pressemeddelelse.

- Kommunernes økonomiske situation betyder, at borgerne vil opleve stigende afstand mellem den offentlig service og de privatøkonomiske muligheder.

På et pressemøde, hvor aftalen bliver præsenteret, bliver Martin Damm spurgt, hvordan aftalen vil påvirke velfærden i kommunerne.

Hertil svarer han:

- Der kommer også til at være prioriteringer ude i kommunerne. Også i 2024. Det er uomtvisteligt med den situation, vi er i, siger han.

- Men vi har fået et rygstød, så den prioriteringsopgave alt andet lige bliver lidt bedre, når der følger nogle penge med ud til at afhjælpe noget af det.

Regeringen og regionerne forhandler også i øjeblikket om regionernes økonomi for næste år. De forhandlinger fortsætter torsdag aften.

/ritzau/