Prøv avisen

Regeringen er ikke så liberal, at det gør noget

På overfladen er regeringens program liberalt, men fundamentet er stadig velfærdsstaten, anfører eksperter. Foto: Polfoto

På overfladen er regeringens program liberalt, men fundamentet er stadig velfærdsstaten, anfører eksperter

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde en direkte appel med til fagforeningerne, da han holdt sin åbningsredegørelse i Folketinget i går efter regeringsomdannelsen.

Han opfordrede dem til at gå med i et partnerskab med arbejdsgiverne og regeringen i et råd om fremtidens arbejdsmarked. Målet er, at ”alle skal med”.

”Arbejdsmarkedet står over for markante ændringer som følge af globaliseringen, digitaliseringen, den fjerde industrielle revolution, automatisering, disruption, kunstig intelligens og robotter,” som statsministeren sagde.

Netop trepartsforhandlinger var en af den tidligere Venstre-regerings større succeser, som den nye trekløverregering håber at kunne fortsætte.

Men hvordan rimer det med, at regeringens skulle være blevet meget mere liberal, ja, den måske mest liberale i efterkrigstiden?

Trepartsforhandlinger er jo en indgroet del af danske model, som første gang blev taget i brug med Septemberforliget i 1899, og som med mellemrum har været brugt af både socialdemokratiske og borgerlige regeringer for at styre det frie arbejdsmarked.

I det 87 sider lange regeringsgrundlag, som blev offentliggjort i søndags, optræder ord som fri, frit, frie, frihandel og frihed væsentligt hyppigere, end det gjorde i Venstres regeringsgrundlag fra 2015, der dog også kun var godt en tredjedel så langt.

De liberale nøgleord sættes dog til vægs af ordene ”Danmark” og ”dansk”, der står langt flere gange i det nye regeringsgrundlag end alle ord, der begynder på fri.

Så er den nye regering i virkeligheden mere konservativ eller socialliberal, end de liberale fanfarer lader ane?

Det har professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Kurrild-Klitgaard umiddelbart svært ved at se, men han mener på den anden side heller ikke, at Liberal Alliance har trukket regeringen i en mærkbart mere liberal retning, vurderet på regeringsgrundlaget.

”Det er meget svært at se de specifikt konservative aftryk i regeringsgrundlaget, forstået på den måde, at de aftryk, der er, også samtidig er liberale,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Liberal Alliance har sat flere aftryk i programmet rent retorisk, men det er aftryk, som også kunne have stået i Venstres valgprogram fra 2011 eller 2015, pointerer han.

De passager, der handler om at styrke forsvaret, politiet og det nationale, ser han mere som møntet på Dansk Folkeparti end på De Konservative. Det samme gælder referencerne til, at man skal styrke fællesskabet og velfærdssamfundet.

”Lars Løkke Rasmussen er en meget, meget, meget fleksibel politiker, og han kunne sagtens betone velfærden for to år siden, gøre meget mere ud af friheden i regeringsgrundlaget nu og så igen fremhæve velfærden om to år. Det vigtigste formål med regeringsgrundlaget er, at de involverede partier skal føle, at de kan stå inde for det,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Lektor Michael Böss fra Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, mener, at regeringsgrundlaget overfladisk set er et ”meget liberalt dokument.”

”Når man dykker ned i det, er det mere blandet. Så er det så liberalt, som det kan blive, uden at man giver køb på den nordiske velfærdsmodel,” siger han.

Den tidligere Venstre-regering gik ind for et ”friere, rigere og mere rimeligt” samfund, mens det nu hedder, at Danmark skal være ”friere, rigere og mere trygt.”

”Ordet tryghed kan være et, De Konservative har fået ind, men det er interessant, at den tryghed defineres, så det handler om at bekæmpe kriminalitet og sikre et forsvar for Danmark. SRSF-regeringen skrev også om tryghed, men der handlede det om et socialt sikkerhedsnet og om at sikre velfærdsstaten.”

Michael Böss fremhæver, at nogle kapitler i regeringsgrundlaget, for eksempel det om erhvervspolitikken, er meget liberale. Man vil sikre borgernes frie valg, man vil konkurrenceudsætte den offentlige sektor og så videre, men på den anden side er der slet ikke tale om et opgør med velfærdssamfundet som eksempelvis det, den britiske konservative leder Margaret Thatcher foretog i 1980’erne.

Lektor Johannes Andersen fra Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet hæfter sig også ved, at der umiddelbart står mange ord om individets frihed og frihed i det hele taget, men også han kalder det et ideologisk blandingsprodukt.

”Der er en disciplineringsmekanisme i regeringsgrundlaget. Den indkapsler det liberale, dels på velfærdsområdet, dels i forhold til indvandringspolitikken. Det betyder, at regeringen ikke nødvendigvis vil gå i en ny retning ideologisk set.”

Johannes Andersen mener, at man kan læse regeringsgrundlaget som et opgør mellem Venstre og Liberal Alliance, hvor Liberal Alliance har ”fået lov at skrive løs” om friheden, mens Venstre har koncentreret sig om at få afsnit med, der kunne gøre det muligt for Dansk Folkeparti at se muligheder i det.

De Konservative har stået på sidelinjen som en slags protestparti og har stillet sig tilfreds med at få skrevet nogle mere ambitiøse målsætninger ind på miljøområdet.

”Det har været rigeligt for De Konservative, for de har vist, at de mener det alvorligt (da de væltede fødevareminister Eva Kjer Hansen i vinter, red.).”

Når regeringen har skrevet ”Danmark” og ”dansk” henholdsvis 192 og 164 gange i regeringsgrundlaget, indskriver det sig i en længere politisk fortælling om det nationale, som har taget fart de seneste 8-10 år. Her har Dansk Folkeparti presset de øvrige partier til at fokusere på, at den danske velfærd skal forsvares, så ingen tager den fra os, heller ikke indvandrere, lyder det fra Johannes Andersen:

”Det er jo blevet knæsat både af Socialdemokratiet og endda af SF.”