Prøv avisen
Politisk analyse

Regeringen er presset i overenskomstslagsmålet

Politisk konflikten være alvorligst for regeringen og Lars Løkke Rasmussen (V), der vil lægge sig ud med de offentligt ansatte – præcis den vælgergruppe, de borgerlige partier i forvejen har svært ved at nå. Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix

Statsministerens forslag om en statslig ”velfærdspulje” i tilfælde af storkonflikt får ingen praktisk betydning for velfærden. Forslaget handler om at vinde den offentlige opinion, hvis et politisk indgreb bliver nødvendigt. Regeringen har mindst af alle en interesse i, at det ender der

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i går gik på Folketingets talerstol i den ugentlige spørgetime, stod den konservative finansordfører, Rasmus Jarlov, klar på sidelinjen til at hælde en stor sæk grus i den statsministerielle spinmaskine.

Statsministeren ville ellers én gang for alle ”gøre op med den myte”, at regeringen pønser på at bruge sparede penge ved en stor statslig lockout til at gennemføre skattelettelser. Hvis de svære overenskomstforhandlinger på det offentlige område ender med en storkonflikt, vil stat, regioner og kommuner i første omgang spare enorme beløb til løn til helt op til 440.000 ansatte. Staten kan alene spare næsten en kvart milliard kroner om dagen, men de penge skal ikke sendes tilbage til borgerne i form af skattelettelser, understregede Lars Løkke Rasmussen.

Tværtimod vil regeringen bruge nogle af pengene på at løse nogle af de forsømte opgaver, når konflikten stopper, og resten skal lægges i en såkaldt velfærdspulje.

Den idé blev umiddelbart godt modtaget af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, men Rasmus Jarlov skrev på det sociale medie Twitter, at han mente, at de sparede udgifter burde gå til lavere skat. Borgerne vil jo få flere udgifter til for eksempel at få passet deres børn, hvis der kommer en konflikt. Det konservative regeringsparti undsagde senere på dagen finansordføreren og støttede statsministeren, men da var skaden sket.

Myten kunne leve videre, og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, var ikke sen til at pege fingre ad den tvetungede tale.

Sådan kan det politiske drilleri fortsætte på Christiansborg, men det sker på det alvorlige bagtæppe af udsigten til en samfundsøkonomisk dyr og meget omfattende konflikt.

Politisk vil den være alvorligst for regeringen, der vil lægge sig ud med de offentligt ansatte – præcis den vælgergruppe, de borgerlige partier i forvejen har svært ved at nå.

På Christiansborg har der ganske vist været spekuleret i, at Løkke skulle ønske at fremprovokere en konflikt – for derefter at kunne tvinge Socialdemokratiet til at deltage i et politisk indgreb. Dermed kunne der skabes splid mellem Mette Frederiksen, fagbevægelsen og den politiske venstrefløj. Og måske kunne man få socialdemokratiske vælgere til at hoppe tilbage til den blå blok, lyder tesen.

Kandestøberiet har imidlertid nogle svagheder.

Først og fremmest er det usikkert, hvor de offentligt ansatte vælgere går hen, hvis det skulle komme til storkonflikt og et politisk indgreb. For det andet vil Socialdemokratiet stille krav, så et indgreb ville blive mere spiseligt for de offentlige lønmodtagere.

For det tredje ville en storkonflikt blive så dyr for de faglige organisationer og for samfundet, at det kan ramme det økonomiske opsving, som regeringen ellers håber på at bruge i en valgkamp.

I den sammenhæng har forslaget om en statslig velfærdspulje ingen praktisk betydning. Dels ligger langt de fleste borgernære velfærdsudgifter ikke i staten, men i kommuner og regioner, dels vil en konflikt efter alt at dømme komme til at løbe så få dage, at der i det store regnestykke ikke bliver ret mange penge at gøre godt med.

Forskningsleder, lektor Mikkel Mailand fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (Faos) ved Københavns Universitet ser da også først og fremmest statsministerens udspil som et forsøg på at påvirke den folkelige opinion.

Det handler om at skabe større sympati for de offentlige arbejdsgiveres position. Særligt hvis det ender med en storkonflikt, er det meget afgørende at have den offentlige mening på sin side, pointerer han. Hidtil har meningsmålinger dog vist, at lønmodtagersiden står stærkest.

Mikkel Mailand vurderer, at det fortsat er meget svært at nå et forlig, fordi de tre områder i stat, regioner og kommuner er kædet så tæt sammen, og fordi alle tre områder er endt i Forligsinstitutionen.

På den anden side har hverken lønmodtagere eller arbejdsgivere nogen interesse i en storkonflikt, og det taler for, at man trods alt finder hinanden.

Forhandlingerne i Forligsinstitutionen fortsætter i dag og i morgen.