Det er blevet en fast tradition siden 2014, at Dansk Folkeparti en gang om året indkalder Folketinget til en principiel debat, en såkaldt forespørgselsdebat, om værdipolitik. Her entydigt oversat til udlændingepolitik. Den debat tog Folketinget fredag, og den blev i høj grad præget af udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes (S) flere gange gentagne udtalelse om, at Gud har vigepligt, når religion og demokrati støder sammen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) greb den i sin indledende tale:
”Demokrati, folkestyre og vores grundlov står over religion. Vores tidligere udlændingeordfører (Mattias Tesfaye, red.) har formuleret det utrolig klogt og præcist, nemlig at ’Gud har vigepligt’. Der er ikke noget, der står over Folketinget eller over Grundloven. Man kan ikke påkalde sig, ligegyldigt hvilken religiøs baggrund man måtte have, særlige privilegier eller særlig ret til at undertrykke andre, fordi man har en religion. Det er her i huset, lovgivningen vedtages, ingen andre steder,” sagde Mette Frederiksen blandt andet.
Hun remsede en række danske værdier op, men erkendte også, at nogle af dem måske ikke var specielt danske. For eksempel er det efterhånden rimelig bredt accepteret internationalt, at man ikke må slå børn. Selv i Danmark var der før 1990’erne, da revselsesretten blev afskaffet af Poul Nyrup Rasmussen (S), tilhængere af den ret herhjemme, forklarede statsministeren – med spydig adresse til Dansk Folkeparti.
Bortset herfra var Mette Frederiksen tæt på at helgenkåre netop Dansk Folkeparti for at have set problemerne med den øgede indvandring fra ikke-vestlige lande længe før andre partier, herunder også før Socialdemokratiet og hende selv. De eneste, Dansk Folkeparti kan dele en smule af æren med, er de socialdemokratiske, københavnske vestegnsborgmestre, som også så faren i 1990’erne.
Værdiordfører Pia Kjærsgaard (DF) havde svært ved at se noget positivt ved indvandringen, som hun karakteriserede som begyndelsen til en befolkningsudskiftning.
Hun henviste til udlændingeloven fra 1983 – katastrofen – som årsag til, at der allerede i dag ifølge Danmarks Statistik er over en halv million borgere fra ikke-vestlige lande og yderligere omkring 400.000, der også helt eller delvist skulle have deres baggrund i de lande.
Med andre ord kom diskussionen på mange måder til at minde om udlændingedebatten, som den har formet sig de sidste 20 år. Måske med den klare forskel, at der i dag mere entydigt bliver talt om kritik og nedsættende om muslimer og religion i det hele taget. Samt at de parlamentariske skillelinjer i debatten har flyttet sig markant siden 2000’erne.
I dag er forsvaret for den principielle ret til at mene, hvad man vil politisk, også med et religiøst udgangspunkt, helt fraværende. Enhedslisten, Alternativet og De Radikale var i debatten kritiske over for den efter deres opfattelse ensidigt negative omtale af muslimer og indvandrere, men at politik og religion under ingen omstændigheder må blandes sammen, er der unison enighed om i Folketinget i dag.
Efter Muhammed-krisen holdt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen en grundlovstale i 2007, hvor han sagde de berømte ord om, at ”det er ønskeligt, at religion kommer til at fylde mindre i det offentlige rum”. Det afstedkom en voldsom debat, hvor flere fremtrædende Venstre-folk og kirkefolk problematiserede udtalelsen, fordi den kunne forstås som et angreb på religion og trosmarkering i al almindelighed.
Mattias Tesfayes og Mette Frederiksens ”Gud har vigepligt” udtrykker i virkeligheden det samme, som Fogh sagde dengang. To af de borgerlige partiers ordførere kommenterede også udtalelsen.
”Når statsministeren siger, at Gud må vige, er jeg ikke enig. Det danske samfund hviler på sunde, frie, kristne værdier, og den danske folkekirke er på ingen måde årsag til de problemer, vi taler om i dag, tværtimod. Så jeg kommer aldrig nogensinde til at sige, at vores kristne Gud har vigepligt,” sagde den konservative ordfører Marcus Knuth, der for nylig forlod Venstre.
Han var dog fristet til at sige, at Allah har vigepligt, men nøjedes med at holde sig til, at de rabiate muslimske forkyndere har vigepligt.
Samme pointe tog Mads Fuglede fra Venstre op. I hans univers har Gud aldrig vigepligt, men det har ”religion, der bliver monopoliseret”. Man må tage afstand, når kristendom bliver politisk, og det samme gælder for islam.
Debatten blev i øvrigt karakteriseret ved, at partierne havde utrolig svært ved at enes om, hvad de egentlig skal trække frem som det vigtigste i værdidebatten. Normalt stemmer de ved den slags debatter om en ”vedtagelse” (en fælles udtalelse), og de to blokke plejer at fremsætte hver deres forslag. Her fremkom dog ikke færre end fem forskellige forslag til en udtalelse, men de stemmer først om dem senere.8