Regeringen håber på et Danmark uden spor af pandemi, de unges børn bliver ikke døbt, og antallet af trafikdræbte er historisk lavt

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Der er håb for et liv uden spor af coronapandemi, færre børn bliver døbt, og det påvirker medlemstallene i Folkekirken, mens nedlukningen førte til rekord få trafikdræbte sidste år.
Der er håb for et liv uden spor af coronapandemi, færre børn bliver døbt, og det påvirker medlemstallene i Folkekirken, mens nedlukningen førte til rekord få trafikdræbte sidste år. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix/ Torben Klint/Ritzau Scanpix/ Lars E Andreasen/Ritzau Scanpix

Luk øjnene og forestil dig en verden, hvor du aldrig mere skal fumle febrilsk i lommen efter et nusset mundbind. Du drikker en spontan kop kaffe på en café uden først at have ventet i alenlange køer for at få renset bihulerne med vatpind. Og i kirken og til fællessang skråler alle himmelhøjt uden at tænke på, hvor mange aerosoler, der måtte blive sluppet løs. Sagt med andre ord: Ingen skænker coronavirus en tanke.

Sådan ser danskernes liv, ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S), forhåbentligt ud, når alle er vaccinerede.

"Målet er, at man som befolkning overhovedet ikke skal se, at der har været en epidemi i Danmark," sagde han i går til TV 2 i anledning af, at han selv fik et stik i armen.

Den optimistiske udmelding kommer kort før, at partierne bag genåbningsaftalen onsdag mødes for at drøfte yderligere genåbning af samfundet. De skal blandt andet diskutere udfasning af mundbind.

Rekord få smittede i USA

Fra drømmen om et Danmark uden spor af pandemi, krydser vi Atlanten. Her kan amerikanerne måske også øjne et lille håb for pandemiens afslutning.
Søndag registrerede landet nemlig det laveste antal smittede med coronavirus, siden pandemien for alvor gjorde sit indtog i marts sidste år. Det meddeler Ritzau her til morgen.

6408 nye smittede amerikanere blev registreret søndag, og det er mindre en halvdelen af det daglige gennemsnit ugen før.

Det samme gælder de coronarelaterede dødsfald, og selvom der kan være en forsinkelse i registreringen af smittede og døde i weekenden, kan amerikanerne godt glæde sig over udviklingen. For ifølge The Wall Street Journal var der allerede før weekenden håb at spore.

De unges børn bliver ikke døbt

I folkekirken falder tallene også - dåbstallene altså. Selvom danskerne bakker op om folkekirken, bliver de yngre generationers børn ikke døbt, og det kan give færre medlemmer på sigt.

En ny undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter peger ellers på indvandring og den demografiske udvikling som årsag til en faldende medlemsandel. Men kritiske røster mener i dagens Kristeligt Dagblad, at man undervurderer konsekvenserne ved faldende dåbstal.

”Kirken er gået fra at være det selvfølgelige og naturlige valg til at være en kirke, man skal argumentere for at vælge til. Her må vi simpelthen se at vågne op,” lyder det fra sognepræst ved Kingos Kirke i København, Per Damgaard Pedersen.

Omfanget af sexchikane på arbejdspladsen er større end antaget

Faldende dåbstal er ikke det eneste, som spøger i folkekirken, der i de seneste uger er blevet kritiseret for at nøle med handlingsplaner for seksuelle krænkelser. I Kristeligt Dagblad kan man i dag læse, at tre bispekandidater i Aalborg Stift vil have lavet en undersøgelse af, hvor stort omfanget af seksuelle krænkelser er i folkekirken.

Det sker samtidig med, at en ny undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation viser, at seksuelle krænkelser og sexchikane generelt er et større problem på de danske arbejdspladser end hidtil antaget. Det skriver Information.

11 procent af de adspurgte på tværs af køn har haft konkrete oplevelser, der kan betegnes som sexchikane. Det er et noget højere tal, end tidligere undersøgelser er kommet frem til, og Fagbevægelsens Hovedorganisation mener, at stigningen skyldes, at man denne gang har spurgt ind til helt konkrete oplevelser med seksuel chikane.

Kan kryptovaluta stabilisere fattige landes økonomi?

Det håber præsidenten i El Salvador, som vil indføre bitcoins som betalingsmiddel i det fattige mellemamerikanske land. Det meddeler BBC. Hvis forslaget stemmes igennem i landets kongres, bliver El Salvador det første land i verden til at indføre den digitale, men volatile kryptovaluta. I så fald ville bitcoins komme til at blive anvendt sideløbende med den amerikanske dollar, som er landets officielle valuta.

El Salvadors økonomi afhænger i høj grad af penge sendt hjem fra udlandet. Hvis implementeringen af bitcoins lykkes, er håbet, at det kan lette pengeoverførslerne og inkludere nogle af de tusinde borgere, som står uden for den formelle økonomi.

Færreste antal trafikdræbte i næsten hundrede år

Morgensamling har stået i tallenes tegn, og vi slutter på de danske landeveje med nogle ganske positive af slagsen.

I 2020 mistede blot 163 personer livet i trafikken, og det er det laveste antal siden før 1930’erne, hvor man begyndte at føre statistik over trafikdræbte. Det meddeler Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Den primære årsag til det lave tal er sandsynligvis coronanedlukningen, som har givet færre biler på vejene. Det er nemlig især i myldretiden, om morgenen og eftermiddagen, at der er sket et fald i antallet af dræbte og tilskadekomne.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) håber, at vi kan bruge erfaringerne til at holde tallene nede:

"2020 har givet os et unikt indblik i, hvad der sker, hvis vi skærer markant ned på behovet og muligheden for at transportere os."

Rigtig god tirsdag - og kør forsigtigt.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Artiklen fortsætter under annoncen