Regeringen er internt uenig om flygtninges ret til ophold i Danmark

Konservative ønsker at flygtninge skal afskæres fra at få permanent ophold i Danmark, siger partiets udlændingeordfører i forbindelse med finanslovs- forhandlingerne. Men LA er uenig, og Dansk Flygtningehjælp kalder tanken for ”umenneskelig”

Naser Khader er udlændingeordfører for Konservative.
Naser Khader er udlændingeordfører for Konservative. . Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix.

Ordet ”midlertidighed” er et af de mest centrale i de igangværende forhandlinger om et udlændingepolitisk paradigmeskifte.

For både regeringen og Dansk Folkeparti ønsker således et opgør med den praksis, som har betydet, at 9 ud af 10 flygtninge ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet fortsat er i Danmark årtier efter, at de indrejste.

Men der er tilsyneladende uenighed internt i regeringen om midlet for at sikre, at flygtninge bliver her midlertidigt. De Konservative ønsker således, at flygtninge skal afskæres fra muligheden for at få permanent opholdstilladelse, og det synspunkt kan Liberal Alliance ikke tilslutte sig.

Naser Khader, udlændingeordfører for Konservative, siger:

”Jeg mener, at vi skal sørge for, at flygtninge er her midlertidigt. De Konservatives standpunkt er derfor, at man som flygtning som udgangspunkt ikke skal have mulighed for permanent opholdstilladelse. I stedet kan man få midlertidig opholdstilladelse, som så kan blive forlænget. Og så kan en individuel vurdering afgøre, om man kan få permanent ophold. Nogle vil så sige, at det forhindrer integrationen, men det er jeg uenig i. Det er en fejl at sige, at man ikke kan blive integreret, selvom præmissen er, at man skal vende hjem,” siger Naser Khader, som heller ikke mener, at det skal være en hindring at sende flygtninge hjem, selvom de har været i Danmark i mange år.

”Udgangspunktet er, at man skal hjælpe med at genoprette sit land, når forholdene er til det. Også selvom der går 5, 10 eller 15 år. Jeg tror, at den mest centrale modstand imod flygtninge er, at de bliver her permanent og bliver til indvandrere,” siger Naser Khader.

Som reglerne er i dag, kan flygtninge efter otte års lovligt ophold i Danmark søge om permanent opholdstilladelse. Hos Liberal Alliance er udlændinge- og integrationsordfører Joachim B. Olsen dog ikke klar til at udelukke flygtninge fra på et tidspunkt at få permanent opholdstilladelse.

”Hvis der er flygtninge, som har opnået en god tilknytning til Danmark, er i beskæftigelse og har fået børn hertil, som har opnået en større tilknytning til Danmark end hjemlandet, så bør der være en mulighed for permanent ophold. Det siger de konventioner, vi har underskrevet også, og jeg går ud fra, De Konservative vil holde sig til dem,” siger Joachim B. Olsen.

Forholdet til konventionerne må undersøges, siger Naser Khader.

”Vi må i så fald undersøge, hvilke konventioner, der bestemmer, at man skal have permanent opholdstilladelse. Men jeg siger også, at man kan stå i en situation, hvor man individuelt kan vurdere, at der er mulighed for permanent ophold, hvis man eksempelvis er gift og har fået børn med en dansk statsborger. Men som udgangspunkt bør det være sådan, at flygtninge ikke får permanent opholdstilladelse,” siger Naser Khader.

Joachim B. Olsen er dog klar til at gå langt tilbage i vurderingen af, hvilke flygtninge som kan sendes hjem.

”Jeg kan sagtens forestille mig nogen, der bliver sendt hjem efter 15 år i Danmark. Hvis de har ringe tilknytning til Danmark, ikke har arbejde og har lavet kriminalitet,” siger Joachim B. Olsen.

Hos Venstres ønsker udlændinge- og integrationsordfører Mads Fuglede ikke at udtale sig konkret om de igangværende forhandlinger om paradigmeskiftet. Men han siger generelt om Venstres ambitioner:

”Vi ønsker, at flygtninge er her midlertidigt, og vores udgangspunkt er, at der ikke må være noget, som gør, at denne midlertidighed er umulig. Det er det, vi debatterer, og det beror så på forhandlinger, hvordan det falder ud,” siger Mads Fuglede.

Hos Dansk Folkeparti er udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen glad for De Konservatives udmelding.

”Men den undrer mig, for vi har netop spurgt ind til mulighederne for at stramme op på reglerne for permanent ophold i forhandlingerne og fået at vide, at det kan vi ikke. Derfor er det positivt, hvis Konservatives udmelding er udtryk for, at regeringen har skiftet holdning,” siger Martin Henriksen.

Omvendt er Dansk Flygtningehjælp stærkt kritisk over for det politiske ønske om at afskære flygtninge fra permanentopholdstilladelse.

”Det er et ekstremt barskt og umenneskeligt synspunkt, fordi det vil indebære, at mennesker, som har været udsat for massiv undertrykkelse eller forfølgelse, ender i et vakuum i Danmark. Det kunne eksempelvis være politiske flygtninge. Hvad vil konsekvenserne være for deres børn og børnebørn? Det vil blive en helt uklar og uværdig situation, som vi efterlader mennesker i i generationer,” siger generalsekretær Christian Friis Bach.

Naser Khader er uenig.

”Jeg ville blive overrasket, hvis han (Christian Friis Bach, red.) sagde noget andet, end at det var ’umenneskeligt’. Jeg synes, at det er et stærkt ord at bruge. Det afgørende må være, at man som flygtning har beskyttelse, så længe der er ufred i hjemlandet. Folk går ikke og kigger på, hvilket opholdsgrundlag de har,” siger Naser Khader.