Regeringen kan brænde sig værre på varmeprisen end på minkene

Regeringen slæber fortsat på fødderne over for de eksploderende el- og varmeregninger. Det er politisk risikabelt, og drejer sig om meget mere end ældres og udsattes økonomi

Om klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og regeringen lander på 100 eller 150 millioner kroner til ældre og udsatte i den såkaldte varmepulje er irrelevant, hvis energikrisen fortsætter ind i næste fyringssæson, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen.
Om klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og regeringen lander på 100 eller 150 millioner kroner til ældre og udsatte i den såkaldte varmepulje er irrelevant, hvis energikrisen fortsætter ind i næste fyringssæson, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. . Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Giv mere varmehjælp til pensionister og fattige. Forhøj den grønne check. Sænk el-afgifterne. Udsæt betalingen for el og varme.

De eksploderende energipriser har fået Folketingets partier og interesseorganisationer til at stå i kø med gode ideer til at lette det økonomiske pres på borgerne i den kolde tid.

Regeringen synes dog ikke at have noget hastværk. Tirsdag eftermiddag mødtes klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) med alle ordførerne, men en egentlig forhandling om nye hjælpe- eller støtteordninger nåede man ikke frem til.

På traditionel Christiansborg-maner deler partierne sig efter, om de helst vil give støtte til ældre og udsatte, eller om de vil sprede støtten bredt ud for at lindre den økonomiske smerte for så mange som muligt - samt partier, der vil det hele på én gang.

Regeringen har foreløbig fæstnet blikket på de 100 millioner kroner, man allerede i november enedes om at give i en varmepulje til kommunerne. De kan så kanalisere pengene videre som højere varmetillæg til de mest udsatte pensionister og kontanthjælpsmodtagere.

Partier på begge sider af regeringen har fået øje 2,7 milliarder kroner, som staten sparer i år, fordi den ikke behøver at give nær så meget støtte til vedvarende energi, når energipriserne er høje. Enhedslisten vil bruge de penge på målrettet på de ældre og mest udsatte, De Konservative går lidt i samme retning, mens for eksempel Venstre og Nye Borgerlige mere generelt vil sætte elafgifterne ned.

Indtil nu ser den politiske diskussion om varmepriserne dog ud til at have overset i hvert fald to forhold. Det ene er, hvor alvorlige samfundsmæssige konsekvenser de høje energipriser kan få.

Som en ekspert nævner i Berlingske torsdag står vi faktisk midt i efterkrigstidens tredje store energikrise. Den første kom i 1973, den anden i 1979. Begge var afledt af krig og uro i Mellemøsten, hvor de olieeksporterende lande i OPEC fandt sammen om at hæve olieprisen markant. Det førte til voldsomme økonomiske ubalancer i hele den vestlige verden, og Danmark måtte i årevis slås med høj inflation, underskud på betalingsbalancen, devalueringer, arbejdsløshed og konstant politisk uro med folketingsvalg hvert andet år.

Forud var gået en meget lang højkonjunktur med vækst og høj beskæftigelse i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne.

Det er let at få øje på lighederne til nutiden, da regeringen også har travlt med at fortælle, hvor bomstærk den danske økonomi er, og hvor Rusland har erstattet de arabiske lande som Europa energileverandør og prisfastsætter.

Spørgsmålet er, om denne energikrise får lige så alvorlige følger som de tidligere. Stigende energipriser slår ikke kun igennem på varmeregningen. De rammer al fremstilling og transport. I forvejen har coronakrisen givet svære ubalancer i verdenshandlen, som igen har ført til varemangel og prisstigninger. Herhjemme forstærkes problemerne af den meget store mangel på arbejdskraft.

Inflationen er med andre ord tilbage. I forhold til, hvor længe den vil forblive her, deler nationaløkonomerne sig groft sagt i to skoler. En, der tror, at alt snart bliver "normalt" igen. Og en, der tror, at inflationen vil bide sig fast, og at vi også næste vinter kommer til at have dyr energi og måske endnu højere renter og priser end i dag.

Sker det sidste, kan de dyre el- og varmeregninger vise sig kun at være et lille hjørne af langt alvorligere problemer. Inflationsspøgelset har været gemt meget langt væk i mange år, men hvis det for alvor vil flagre rundt igen, er 1970'erne nok tættere på, end man tror. Det kan lukke virksomheder, skade eksporten, skabe strejker og ny arbejdsløshed, uanset om man i øjeblikket taler mest om manglen på arbejdskraft. Boligbobler kan punktere og gøre tusindvis af boligejere insolvente.

Eller sagt kortere: For nogle borgere koster det i øjeblikket flere tusinde kroner om måneden ekstra at have lys og varme og køre i bil. Den afledte regning som dyrere dagligvarer, inflation og måske en kommende økonomisk krise, kan imidlertid blive langt højere. For hele befolkningen vel at mærke, ikke kun pensionister og fattige.

Det forholder hverken regeringen eller de øvrige sig partier til i øjeblikket. Det andet, de endnu ikke er gået særlig dybt ind i, er, at prisstigninger på energi rammer meget forskelligt alt efter, hvordan boligen opvarmes. De fleste fjernvarmekunder mærker meget lidt til det, og to tredjedele af alle boliger opvarmes herhjemme med netop fjernvarme. Den knapt halve million boliger med naturgas oplever derimod voldsomt stigende priser.

Derfor vil flere af de støtteideer, der er lagt frem, ramme mildt sagt upræcist i forhold til dem, der står med de fleste ekstraudgifter. Forhøjer man for eksempel den grønne check med 1000 kroner til to millioner ældre, som Ældresagen har foreslået, smører man to milliarder kroner meget tyndt ud i forhold til de ældre, der har de store ekstraudgifter. Det samme gælder ideen om generelt at sænke el-afgifterne med et milliardbeløb.

Regeringen er foreløbig gået i tænkeboks, og det kan være fornuftigt nok, men problemerne bliver næppe løst, uanset om man ender med at omfordele 100 eller 150 millioner kroner til ældre og udsatte, eller om man spreder skattelettelser ud på hele befolkningen. Fortsætter energikrisen ind i næste fyringssæson, vil regeringen derfor under alle omstændigheder nemt risikere at brænde sig værre på krisen end på minkskandalen op til næste valg.