Prøv avisen

Regeringen opgiver at løse alt med uddannelse

50.000 unge danskere står i dag uden uddannelse og de fleste også uden job. Regeringens nye udspil til en forberende grunduddannelse er til politisk forhandling mandag. Foto: DRESLING JENS/Polfoto

I 24 år har det været et politisk mantra, at så mange som muligt skal uddannes så meget som muligt. Når regeringens nye udspil til en forberedende grunduddannelse fra på mandag er til politisk forhandling, er det reelt en debat om, at nogle skal have job i stedet for uddannelse

Da Labour-lederen Tony Blair for 20 år siden førte kampagne i håb om at erobre regeringsmagten i Storbritannien, blev han berømt for at sige, at de tre topprioriteringer for hans regering ville blive uddannelse, uddannelse og uddannelse. Nogle år forinden, i 1993, havde den danske SR-regering formuleret en målsætning om uddannelse til alle. Eller mere præcist at 95 procent af alle unge skulle gennemføre en videregående uddannelse.

Hverken i Storbritannien eller i Danmark er det imidlertid lykkedes at undgå, at der er unge, som ikke magter at leve op til kravene, og som derfor ender uden en uddannelse og som regel også uden et job. I dag står 50.000 danske unge i den situation.

Igennem 24 år har skiftende regeringer forsøgt at konstruere det eller de uddannelsesforløb, som kunne få de sidste med, men det lykkedes hverken for Ole Vig Jensens (R) fri ungdomsuddannelse fra 1993, FUU, erhvervsgrunduddannelsen, EGU, den almene voksenuddannelse, AVU, den forberedende voksenundervisning, FVU, eller den uddannelse, som i 2014 blev sat i værk under navnet kombineret ungdomsuddannelse, KUU.

I dag begynder så forhandlingerne om det nye udspil til en uddannelse for de mest udsatte unge, som regeringen har givet navnet forberedende grunduddannelse. Det kunne ligne blot endnu et forsøg i den lange række af udspil, men det er det ikke. Ifølge iagttagere skiller det sig ud ved at være et opgør med uddannelsesmantraet fra 1990’erne.

”Det er et opgør med tanken om, at uddannelse skal være altings mål og middel. I modsætning til tidligere forsøg handler det denne gang om at afvikle, forenkle og målrette tilbuddene,” siger Stefan Hermann, rektor ved professionshøjskolen Metropol i København.

Han har selv stået i spidsen for det ekspertudvalg, som har leveret forarbejdet til regeringens reformudspil, men på ét punkt er han kritisk over for den måde, ekspertrapporten er blevet omskrevet til reformudspil på.

”Jeg tror, der vil være bred opbakning til udspillets første hovedpunkt, som er, at 95 procents-målsætningen er omskrevet til en 90 procents-målsætning, som til gengæld skal være nået, inden den enkelte fylder 25 år i stedet for hidtil 40 år. Mere problematisk er det, at målsætningen for de resterende 10 procent blot er, at dobbelt så mange af dem skal være i arbejde i 2030 i forhold til nu. Her savner jeg et uddannelses- og udviklingsperspektiv, så også denne gruppe med tiden kan modnes til at passe andet og mere end et ufaglært arbejde,” siger han.

Stefan Hermann præciserer, at skiftet fra så meget uddannelse som muligt ikke skal ses som et skifte til, at der er nogle, som slet ikke skal videre. Men for en del unge er korte uddannelser og en vekselvirkning mellem job og opkvalificering en bedre vej at gå:

”Vi har vænnet os til at se arbejde som en økonomisk værdi, og vi har glemt, at det også har pædagogisk værdi. At det ikke kun er uddannelse, der leder til job, men også kan være job, der leder til uddannelse,” siger han.

Ifølge Ove Korsgaard, professor emeritus ved DPU Aarhus Universitet, der sammen med kollegerne Jens Erik Kristensen og Hans Siggaard Jensen er på vej med et stort bogværk om pædagogikkens idéhistorie, står vi lige nu i et uddannelsespolitisk vadested, hvor alverdens regeringer har indset, at alt ikke kan løses med uddannelse.

”I 1990’erne var der en forestilling om, at hele fremtiden skulle bygges på kreativitet, design og symbolarbejde. Nu rykker man tilbage mod det mere traditionelle erhvervsarbejde, fordi man har indset, at det ikke løser alt bare at sige uddannelse, uddannelse, uddannelse, og at uddannelsespengene bruges til ingen verdens nytte på at uddanne de sidste procent, hvis de alligevel ikke er motiverede,” siger Ove Korsgaard.

Men den manglende moti-vation handler kun om, at unge kan have svært ved at magte en uddannelse, for inderst inde drømmer alle om at få en uddannelse og et godt job, siger Hanne Pon-toppidan, der som formand for Uddannelsesforbundet repræsenterer underviserne på de omtalte uddannelser.

”Et stort problem i regeringens forslag er, at de unge allerede efter 20 uger skal gå til en prøve. Dermed risikerer vi, at en stor del dumper, fordi det går for hurtigt for dem,” siger Hanne Pontoppidan.

Hun støtter tanken om, at ufaglært arbejde kan være et pædagogisk virkemiddel, men mener ikke, at unge bør efterlades i et ufaglært job uden en plan for en videre vej frem. Desuden mener hun, at der er en risiko for, at den forberedende grunduddannelse bliver et forskelligartet tilbud, fordi ansvaret placeres hos den enkelte kommune, som så selv skal prioritere uddannelses- indsatsen i forhold til ældrepleje, børnehaver og andre udgifter:

”Det er en udmærket idé at sammentænke uddannelserne på kryds og tværs, men samtidig er det vigtigt, at tilbuddet er så fleksibelt som muligt og ikke kun tiltænkt målrettede unge. For det har en stor del af denne gruppe lige netop svært ved at være.”