De 19 børn med tilknytning til Danmark i de syriske lejre al-Hol og al-Roj er mellem 1 og 14 år. 9 af dem er født i Danmark, og de er børn af i alt 6 mødre. Det er kvinder, der rejste til Syrien, de fleste i 2014-2015, for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat.
Det er disse børn, som regeringen – sammen med Radikale Venstre, SF, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti – nu vil have undersøgt mulighederne for at skaffe til Danmark.
Det er en tværministeriel taskforce, som senest den 15. maj skal afdække, om ”evakueringen af de danske børn uden deres forældre på baggrund af en individuel vurdering vil kunne gennemføres på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde”, som det fremgår af Udenrigsministeriets hjemmeside.
Men allerede nu er partierne bag aftalen uenige om, hvorvidt også mødrene skal med til Danmark. Det ønsker Radikale Venstre.
Og det er psykolog og seniorforsker Edith Montgomery, som i mange år har arbejdet med børn, der har været udsat for tortur eller siddet i fængsel, enig i.
”Det er oplagt, at man må tage mødrene med til Danmark, og hvis de skal straffes, må man gøre det her. Man kan ikke påføre børn et ekstra traume, fordi vi skal statuere et eksempel. Mødrene skal med hjem,” siger Edith Montgomery, som er tilknyttet Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed (MESU) ved Københavns Universitet.
Ender det med, at nogle eller alle børn kommer til Danmark, er der mange faktorer, der spiller ind, hvis de skal resocialiseres efter år under et andet og udemokratisk tankesæt. Men om børnene senere vil kunne udgøre en sikkerhedsrisiko, er der ikke meget viden om, pointerer hun.
”Men jeg kan forestille mig, at det er farligere at lade dem sidde i flygtningelejren. Så er de jo næsten sikre på at blive radikaliserede og vrede,” siger Edith Montgomery.
Kriminolog og radikaliseringsekspert Kasper Fisker mener også, at det er vanskeligt at afgøre, om børnene er radikaliserede eller i fare for at blive det senere hen i Danmark.
”Små børn reagerer på de nærmeste kontakter og forsøger at leve op til, hvad de tror, at deres forældre gerne vil høre. Det kan godt være, at et barn råber ’Gud er stor’, men det kan være ren overlevelsesstrategi. Samtidig kan man forestille sig, at de har nok at gøre med at skaffe mad og dække basale behov og slet ikke har haft overskuddet til også at indoptage en ideologi,” siger Kasper Fisker.
For at bekæmpe og forhindre radikalisering af børnene og de forældre, som eventuelt følger med, er det vigtigt, at der etableres et tilhørsforhold til Danmark og en ny mening med livet. Begge dele virker afradikaliserende, fortæller Line Lerche Mørck, der er professor (mso) i forebyggelse af radikalisering og bandeinvolvering ved DPU, Aarhus Universitet.
”Er man først i gang med at etablere ny mening og et tilhørsforhold, så har man også noget betydningsfuldt, man kan miste og går ikke ud og begår et terrorangreb. Risikoen for radikalisering og terror skærpes, hvis man vedvarende bekræftes i, at man aldrig kan blive en legitim del af det samfund, man lever i – hvis man ikke oplever omsorg og anerkendelse, men kun tiltagende desperation og afmagt. Det kan føre til, at man søger en ekstrem mening med livet,” siger Line Lerche Mørck, som tror på, at børnene på trods af eventuelle traumer kan resocialiseres.
Også psykolog hos Red Barnet Anne-Sophie Dybdal tror på resocialisering.
”Er man vokset op i voldsparate og konfliktpåvirkede miljøer, som er præget af tanker om, at nogen er gode, og andre er onde, skal man som barn lære tolerance og empati. Men det er bestemt muligt,” siger hun.
Anne-Sophie Dybdal har ikke selv været i al-Hol og al-Roj-lejrene, hvor de 19 børn ”af – eller knyttet til – danske eller tidligere danske statsborgere”, som udenrigsministeriet formulerer det, befinder sig.
Men hun har arbejdet med børn i lejre mange steder i verden. Og det at vokse op omringet af mennesker med et rigidt tankesæt er et problem.
”Empatien bliver forstyrret, og der kan være en parathed til at synes, at man selv har mere ret her i verden end alle andre. Og at det derfor legitimeres, at ens egne behov og holdninger fylder mere end andres. Der er også ting, man får fejllært, som for eksempel at konflikter løses med vold,” siger Anne-Sophie Dybdal.
Tolerance og fællesskab lærer danske børn normalt hjemmefra og i vuggestuen, pointerer hun.
”Det inkluderende fællesskab er en meget stærk værdi i Danmark, og den værdi ser jeg ikke altid afspejlet de steder, hvor jeg har arbejdet ude i verden. Men det kan man gøre noget ved, for det er en pædagogisk opgave. Jeg har et stort håb om og ved, at børn kan hele,” siger Anne-Sophie Dybdal, som også mener, at man ikke bør skille børn og forældre ad