Prøv avisen
Politisk set

Regeringen politiserer ministerierne

Martin Rossens beføjelser er uklare, og ”dette rod kunne være undgået, hvis man havde udpeget Rossen til viceminister for statsministeren”, skriver Tim Knudsen. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der kan være flere gode grunde til at oprette politiske sekretariater, som man nu gør i Statsministeriet. Men regeringen bør udarbejde retningslinjer for, hvilke beføjelser de højtlønnede rådgivere skal have, skriver Tim Knudsen, tidligere professor i statskundskab

I forlængelse af at statsminister Mette Frederiksen (S) er ved at oprette et politisk sekretariat i Statsministeriet med den politisk rekrutterede socialdemokrat Martin Rossen som chef, vil børne- og ungeminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) også oprette et politisk sekretariat. Flere ministre følger muligvis med i samme retning. I disse sekretariater vil blive ansat socialdemokratiske ministerhjælpere med titler af særlige rådgivere.

Disse tiltag har rejst en del debat, men mange journalister og politikere forstår ikke at skille de forskellige problemstillinger fra hinanden. Man må også mistænke nogle politikere for bevidst at gøre debatten uklar, så vælgerne ikke forstår den.

Der er for det første en diskussion af, om det overhovedet er godt at få flere partipolitisk ansatte ind i ministerierne. Tilhængerne af det mener, at det vil styrke demokratiet. Modstanderne, at det vil nedbryde embedsfolkenes saglige og politisk neutrale embedsværk.

Modstanderne har ifølge tilhængerne et romantiseret gammeldags billede af ministerierne. Tilhængerne mener, at det er diskutabelt, hvor politisk neutralt embedsværket er. Men fremfor alt mener tilhængerne, at tiden er løbet fra det nuværende system.

Igennem mange år har især departementscheferne været trukket stadig mere ind i at give politisk rådgivning til ministrene. Det har ifølge tidligere departementschefer som Jørgen Rosted og Jesper Zwisler ført til, at alt for meget tid går med den opgave. De har ikke tid til at pleje deres organisation. Der skabes for mange skandalesager.

Embedsværket formår ifølge kritikerne af det bestående alligevel ikke at give en tilstrækkelig kreativ rådgivning, der er tilpasset skiftende regeringers behov. Dertil kommer, at især de ledende ministre har behov for rådgivning, der ligger langt uden for deres ministerområde.

Jesper Zwisler har som eksempel nævnt, at da han var departementschef for en socialminister, som også sad i regeringens koordinationsudvalg, skulle han rådgive ministeren i spørgsmål om Arktis, et område, som hverken han eller ministeren vidste noget om. Og der var sparsomt med tid til at sætte sig ind i det.

Min vurdering er, at kritikken af det bestående har meget for sig. Men tilhængerne af ændringer kniber helst uden om de næste problemstillinger. Nummer to opstår, fordi de politiske sekretariater bemandes med en blanding af politisk rekrutterede og almindelige embedsmænd. Og hvis man, som det sker i Statsministeriet, gør den socialdemokratiske rådgiver Martin Rossen til stabschef, får han instruktionsbeføjelser over almindelige embedsmænd. Frygten er, at det kan føre til, at almindelige embedsmænd trækkes ind i løsningen af klare partipolitiske opgaver.

Nummer tre er, at Martin Rossen også er placeret i regeringens to mest magtfulde ministerudvalg: Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget. Uden at han som minister står til parlamentarisk ansvar.

Det er første gang, siden man i 1940 oprettede de første ministerudvalg, at man placerer en ikke-minister i regeringsudvalg, som udøver magt over de almindelige fagministre. I Økonomiudvalget tager man eksempelvis stilling til fagministrenes andragender om bevillinger. At Mette Frederiksen i forbindelse med, at et medlem af et ministerudvalg unddrages parlamentarisk ansvar, kan tale om demokratisering, er kækt.

En fjerde problemstilling opstår, fordi departementschefen i Statsministeriet formelt har instruktionsbeføjelser over Martin Rossen. Men Rossen sidder i regeringsudvalgene. Dermed bliver han i den egenskab i en vis forstand departementschefens overordnede, samtidig med at han er hans underordnede.

Dette rod kunne være undgået, hvis man havde udpeget Rossen til viceminister for statsministeren. Tilmed har man givet Rossen en løn, der ligger langt over andre særlige rådgivere. Den lyder på 1.229.578 kr. plus et betydeligt pensionsbidrag. Lønnen er næsten dobbelt så stor som den dårligst gagerede særlige rådgiver, som får 682.989 kr. Og den er tæt på de lavest lønnede ministre.

Desuden kunne man overveje konsekvent at udnævne politisk rekrutterede til de politiske sekretariater. Regeringen bør nedsætte et udvalg for at skabe retningslinjer for, hvordan politiske sekretariater bemandes, og hvornår en politisk rekrutteret skal have status af viceminister eller særlig rådgiver. Den ville dermed spare sig selv for meget kritik. Kun dumstædighed kan forhindre regeringen i at gøre det rigtige i denne sag.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator og tidligere professor i statskundskab ved Københavns Universitet.