Regeringen skifter mening om Muhammed-tegninger, kidnappede kristne frigives, og går ansatte på plejehjem smittede på arbejde?

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Nick Hækkerup (S) vil indkalde til møde, fordi regeringen nu gerne vil støtte undervisning i Muhammed-krisen, kristne og deres familier fra organisationen Christian Aid Ministries er blevet frigivet fra gidseltagning, og KL og Styrelsen for Patientsikkerhed er uenige om, hvorvidt plejehjemspersonale er nødt til at tage smittede på arbejde.
Nick Hækkerup (S) vil indkalde til møde, fordi regeringen nu gerne vil støtte undervisning i Muhammed-krisen, kristne og deres familier fra organisationen Christian Aid Ministries er blevet frigivet fra gidseltagning, og KL og Styrelsen for Patientsikkerhed er uenige om, hvorvidt plejehjemspersonale er nødt til at tage smittede på arbejde. . Foto: Odelyn Joseph/Ritzau Scanpix, Philip Davali/Ritzau Scanpix, Johanne Teglgård Olsen.

Godmorgen. Det er fredag, og her til formiddag mødes Epidemiudvalget for at tale om nye corona-restriktioner. Du kan følge med på k.dk for opdateringer. Mens vi venter på at høre, hvad de kommer frem til, lad os da starte med en god nyhed.

Kidnappede kristne frigives i Haiti

En gruppe kristne missionærer og deres familier, der siden oktober har været i fangeskab hos en lokal bande på Haiti, er nu frie igen. De 12 missionærer fra gruppen Christian Aid Ministries var primært amerikanere og de sidste gidsler i en gruppe på i alt 17 mennesker, der drypvist er blevet frigivet siden deres tilfangetagen for to måneder siden. Det er endnu uklart, om der er blevet betalt løsesum for familierne, skriver The Christian Post.

Dansk tøven i sag om yazidier

Fra én religiøs gruppe til en anden. Danmark er blandt de lande, der tøver med at bruge ordet "folkedrab" om det, som det religiøse yazidi-mindretal er blevet udsat for af Islamisk Stat i Irak, kan man læse på forsiden af Kristeligt Dagblad. Knap 3000 yazidier, størstedelen af dem piger og kvinder, er i dag stadig meldt savnet, og 90 massegrave er indtil videre blevet fundet. FN har anslået, at omkring 5000 yazidier er blevet dræbt. Både en tysk domstol og FN’s særlige undersøgelsesteam Unitad kalder overgrebet for "folkedrab", men af juridiske grunde holder den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sig til ord som ”barbariske” og ”fuldstændig uacceptable”, skriver han til Kristeligt Dagblad. 

Hvis det internationale samfund "i det mindste kunne blive enige om at bruge udtrykket folkedrab", ville det hjælpe den irakiske proces med at retsforfølge IS-medlemmer og yde yazidierne en bedre hjælp, lyder det fra Mission Øst. 

Går ansatte på plejehjem smittede på arbejde?

Morgensamling tager hjem til Danmark igen, hvor plejehjemspersonale er kommet i fokus. For er det rigtigt, at personale, der er smittet med corona, er nødt til at tage på arbejde, fordi der mangler hænder? Torsdag aften sagde direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri i hvert fald netop dét. Et par timer senere afviste direktør for Kommunernes Landsforening Kristian Vendelbo udsagnet og sagde, at han personligt ikke kunne genkende historien. 

"Jeg har aldrig hørt om, at der var nogen, der overvejede at sende smittede på arbejde. Vores største skræk er jo netop smitte blandt personale," sagde han, men erkendte samtidig, at nogle kommuner er hårdt presset af det øgede smittetryk og manglen på ansatte. Det skriver Ritzau.

Regeringen ændrer mening om undervisning i Muhammed-tegninger

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. For en uge siden lavede blå blok og SF et beslutningsforslag, som regeringen ikke ville være med til, om at lave undervisningsmateriale om Muhammedkrisen til folkeskolen. Nu har regeringen skiftet mening, og justitsminister Nick Hækkerup (S) vil indkalde til "forhandlinger om ytringsfrihed og selvcensur" i begyndelsen af det nye år. 

"Regeringen er helt enig med SF i, at det er uacceptabelt, hvis der gennem vold og trusler skabes selvcensur og censur i skolen, uanset om det skyldes eksempelvis Muhammedkrisen og dens primærkilder, Holocaust, LGBT+ spørgsmål, kvinders ligestilling eller seksuel frigørelse," lyder det fra Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.

Det var Nye Borgerlige, der i sin tid tog initiativ til at stille beslutningsforslaget, skriver Ritzau.  

Amerikanske kvinder må nu få abort-piller med posten

I USA er det som så mange gange før abort-spørgsmålet, der får opmærksomhed. Den amerikanske sundhedsstyrelse, FDA, har netop givet amerikanere tilladelse til at bestille og modtage medicinsk abort med posten. Før har man skullet møde personligt op på en abort-klinik, hvis man ville gøre brug af medicinen. De enkelte delstater har dog lovgivning, som i nogle tilfælde blokerer lokalt for styrelsens beslutning. Beslutningen kommer, mens USA's højesteretsdommere overvejer at genbesøge - måske endda ophæve - en lovgivning, som giver ret til abort i alle stater, skriver CNN. 

Teknologi bringer mordofre til live i Israel 

I flere lande har man under coronakrisen set en eskalering af vold i hjemmet - også herhjemme, som man tidligere har kunnet læse i Kristeligt Dagblad. I Israel benytter en oplysningskampagne om vold mod kvinder sig af kunstig intelligens for at bringe mordofre til live. Ved at animere gamle fotografier af kvinderne kan de i videoer fortælle om deres eget mord og advare andre kvinder i lignende situationer. Ordene, kvinderne siger, er skrevet af folkene bag kampagnen og stemmerne er fra skuespillere. Blandt andre har familien til den 32-årige dræbte Michal Sela givet tilladelse til, at hendes ansigt og historie bruges i kampagnen. Så vidt vides har de pårørende i alle tilfælde givet tilladelse til de afdødes "medvirken", og til BBC siger søsteren til Michal Sela, at problemet er stort, og at "verden trænger til at blive chokeret."

Dagens overraskelse kommer fra.. et tusindben

Chokeret blev flere måske også i forskerverdenen i denne uge om end af helt andre, mere jordnære grunde. 

På tværs af landegrænser er man også enige i - fra det engelske medie BBC til danske DR og andre - at det er en stor, stor nyhed, at forskere har fundet et tusindben, som faktisk har tusind ben. Det er åbenbart ikke sket før. Helt konkret har dyret, som er fundet i Australien, 1.306 ben, hvilket er cirka dobbelt så mange, som man nogensinde før har set på et tusindben, skriver videnskab.dk. Der kan man bare se. 

God weekend. 

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.