Regeringen skruer ned for kapaciteten for hurtigtest

Hurtigtestkapaciteten nedjusteres fra 500.000 til 200.000 test om dagen over de næste to uger.

Den nuværende testkapacitet på hurtigtest nedjusteres af regeringen fra 500.000 til 200.000 test om dagen. I stedet vil man skrue op for selvtest. (Arkivfoto).
Den nuværende testkapacitet på hurtigtest nedjusteres af regeringen fra 500.000 til 200.000 test om dagen. I stedet vil man skrue op for selvtest. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Regeringen nedjusterer testkapaciteten på hurtigtest for coronavirus fra 500.000 til 200.000 test om dagen. I stedet vil man skrue op for selvtest. Det vil ske over de næste to uger.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Samtidig vil regeringen tilpasse den danske teststrategi for at sikre, at teststrategien stemmer overens med den aktuelle udvikling i epidemien.

Det vil ske med inddragelse af eksterne eksperter inden for virologi, pandemier og økonomi, skriver Sundhedsministeriet.

- Vacciner og nem adgang til test har gennem hele epidemien været vores danske supervåben. Vi er et af de lande i verden, der har testet mest og hurtigt var længst fremme med 3. vaccinestik.

- Det har afspejlet sig positivt i antallet af indlæggelser, og giver os nu mulighed for at skrue ned for den store testkapacitet og op for selvtest, som er et godt alternativ, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.

Kapaciteten for PCR-test er på 200.000 test om dagen og nedskaleres ikke.

Samtidig med at hurtigtest kapaciteten nedjusteres, er der i den seneste tid skruet op for mængden af selvtest, som allerede tilbydes i blandt andet grundskoler, dagtilbud, i ældreplejen og i sundhedsvæsnet.

Der er allerede sendt flere millioner selvtest ud til kommuner og regioner, hvor testene bliver fordelt videre ud.

- Rigtig mange mennesker tester sig selv for corona, og det gør, at vi nu skruer ned for kapaciteten for hurtigtest i testcentrene.

- Vi har et robust og fleksibelt testsystem, og derfor kan vi reagere hurtigt og tilpasse kapaciteten efter situationen, siger direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Lisbet Zilmer-Johns i pressemeddelelsen.

Fra den 1. februar lukker de offentligt betalte hurtigteststeder i lufthavnene. Det begrundes med, at der ikke længere er krav om test på udvalgte ankomster i forbindelse med indrejse i Danmark.

/ritzau/