Regeringen tror ikke selv, at Fatima får fast arbejde

Indvandrerkvinder skal arbejde for kontanthjælpen, siger regeringen. Den tror dog ikke, at det ender med rigtige job

Statsminister Mette Frederiksen (S) afholdt sammen med finansminister Nicolai Wammen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tidligere i dag pressemøde om reformudspillet "Danmark kan mere I" i Spejlsalen i Statsministeriet i København.
Statsminister Mette Frederiksen (S) afholdt sammen med finansminister Nicolai Wammen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tidligere i dag pressemøde om reformudspillet "Danmark kan mere I" i Spejlsalen i Statsministeriet i København. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

”Mød op på arbejde 37 timer om ugen, eller sig farvel til kontanthjælpen.”

Sådan lyder den nye ”arbejdslogik”, regeringen ønsker at erstatte den hidtil dominerende ”forsørgelseslogik” med. Forslaget om at indføre en arbejdspligt for kontanthjælpsmodtagere er blevet forsinket flere gange, senest på grund af corona-epidemien, men nu skal det være. Regeringen præsenterede tirsdag en række reformforslag, der skal gøre Danmark ”rigere, grønnere og dygtigere” i løbet af de næste 10 år, og de reformforslag skal nu forhandles mellem alle Folketingets partier.

Et af forslagene er, at nogle kontanthjælpsmodtagere i fremtiden skal yde noget til gengæld for det, de får fra samfundet.

Konkret nævnte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ved præsentationen i Statsministeriet, at arbejdsopgaven kunne bestå i at samle cigaretskod på stranden, men det skal i øvrigt aftales nærmere med Kommunernes Landsforening. Forsigtigt udtrykt er det ikke første gang, at en regering har sat sig det vanskelige mål at få især udenlandske kvinder på kontanthjælp i job – for det er dem, det hele drejer sig om.

Arbejdspligten skal i første omgang omfatte modtagere af kontanthjælpsydelser, som har været i systemet i tre ud af fire år, og som ikke har bestået minimum prøve i dansk 2 eller har gennemført 6. klasse. Beskæftigelsesministeriet har regnet sig frem til, at omkring 20.000 personer matcher de kriterier.

Det er værd at bide mærke i, at forslaget præsenteres som led i en plan, hvis overordnede formål er at skaffe mere arbejdskraft. Den meget omtalte aftale om tidlig tilbagetrækning, Arne-pensionen, vil trække 10.000 personer ud af arbejdsstyrken, og regeringens bundne opgave har været at finde erstatning for de hænder.

Svaret i reformudspillet er blandt andet, at unge, som har færdiggjort deres uddannelse, skal have en væsentligt lavere arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis de ikke omgående får job. Dimittend-satsen sættes ned fra 13.644 kroner om måneden til 9500 kroner for ikke-forsørgere, hvis der ellers kan skabes politisk flertal for det. Desuden halveres den maksimale dagpengeperiode for de nyuddannede fra to til et år. Alt sammen skal det skubbe til de unge, så de hurtigere melder sig på arbejdsmarkedet, også selvom det ikke lige er til drømmejobbet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) talte om samfundskontrakten og fremhævede, at ikke alle endnu havde givet deres bidrag til den. At flere arbejder er helt afgørende for at nå klimamålet og have råd til den offentlige velfærd, uddannelse og forskning.

Men så er der det med indvandrerkvinderne, som utallige regeringer uden held har forsøgt at få i arbejde. Hvorfor er det så vigtigt, hvis det i praksis slet ikke kan lade sig gøre, som noget tyder på? Her argumenterede statsministeren imod værdirelativismen. Vil folk undlade at modtage kontanthjælp og leve på et eksistensminimum, er det deres frie valg, selvom hun ikke ville anbefale det, fordi man så hverken får pensionsopsparing eller kontakt til andre på arbejdsmarkedet. Men som samfund kan Danmark ikke acceptere, at man kommer hertil, får en passiv forsørgelse og så ikke vil yde noget til gengæld.

Det er imidlertid en holdning med meget vidtrækkende konsekvenser, hvis den skulle gennemføres konsekvent. Berlingske har for nylig berettet om et københavnsk rengøringsfirma, som bad jobcentret hjælpe sig med at skaffe 450 nye medarbejdere. 80 jobparate personer blev henvist til virksomheden, men kun to blev ansat. Konsekvensen af statsministerens logik ville være, at man herefter skulle tage dagpengene fra de 78, som enten ikke mødte op eller ikke ville lade sig ansætte.

Sådan går det selvfølgelig ikke. Alene det at få 20.000 indvandrere i fast fuldtidsarbejde bliver en kolossal, nok uoverkommelig, opgave. Regeringens egne tal viser, at den ikke tror, det kommer til at ske. Et faktaark fra Finansministeriet angiver, hvor mange såkaldt strukturelle jobs, planen vil resultere i frem til 2030. I alt skulle beskæftigelsen kunne øges med 10.500 personer, hvis alt gennemføres som foreslået. Heraf er 8800 unge, som man venter vil komme hurtigere i gang. Yderligere 2200 får beskæftigelse via andre forslag: For eksempel, at pensionister ikke længere skal have modregnet erhvervsaktive partneres lønindtægter, og at den grønne check afskaffes for alle, bortset fra for pensionister.

Men hvad så med de 20.000 indvandrere og deres arbejdspligt? Ifølge faktaarket bliver der på dette punkt 250 personer mere i regulære jobs frem til 2025, men derefter ikke flere. Så langt størstedelen af dem må altså fortsætte i den tvungne aktivering i årevis. Eller vinke farvel til kontanthjælpen. Sådan er den nye arbejdslogik, hvis regeringen ellers kan samle flertal for sin reform.

Alene det at få 20.000 indvandrere i fast fuldtidsarbejde bliver en kolossal, nok uoverkommelig, opgave. Regeringens egne tal viser, at den ikke tror, det kommer til at ske.