Regeringen varsler indgreb mod netkrænkelser

Et opgør mod digitale krænkelser er kommet på den politiske dagsorden. (Arkivfoto)
Et opgør mod digitale krænkelser er kommet på den politiske dagsorden. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

En flittigt delt video af en 11-årig dreng, der bliver filmet under et overfald, har genantændt debatten om krænkende indhold på nettet.

Nu varsler regeringen et opgør med digitale krænkelser.

Konkret kommer der et udspil inden sommerferien, der har til hensigt at skabe "øget tryghed" på nettet.

Det fortalte justitsminister Nick Hækkerup (S) på et samråd torsdag.

- Vi ser, at platforme bliver brugt til ikke blot at kaste skrald mod hinanden, men også til frastødende handlinger og forbrydelser.

- Vi ser platforme, som huser ulovligt indhold. Og vi ser også tilfælde, hvor der bliver delt nøgenbilleder af kvinder uden deres samtykke, sagde Nick Hækkerup.

Det er i forvejen strafbart at dele krænkende indhold på nettet. Ifølge justitsministeren skal der ses på både straffeloven og de store techvirksomheders ansvar for krænkende indhold, der sendes i omløb.

Hvordan det konkrete udspil kommer til at se ud, vides ikke endnu. Men ifølge Nick Hækkerup kan der blandt andet blive tale om i større omfang at bruge politiagenter til at opspore og stoppe krænkende indhold.

De seneste år er digitale krænkelser i stigende grad blevet afsløret.

Særligt kendt er den såkaldte Umbrella-sag, hvor over 1000 unge blev sigtet for deling af en video, der indeholdt seksuelle optagelser af en 15-årig pige og en 15-årig dreng.

Så sent som torsdag blev en mand fra Hillerød sigtet for at dele primært seksuelle billeder af 887 personer.

Miriam Michaelsen, stifter af Digitalt Ansvar og advokat hos Njord Law firm, der har ført flere sager om digitale sexkrænkelser, er meget tilfreds med udmeldingen.

Digitalt Ansvar er en forening, der kæmper mod krænkelser på nettet.

Særligt de sociale mediers ansvar bør der rykkes på, siger hun og foreslår blandt andet en pligt til at fjerne åbenlyst ulovligt indhold inden for 24 timer.

Og selv om Danmark er et lille land, og de sociale medier er globale milliardvirksomheder, kan det have en effekt, mener hun.

- Vi kan se, at andre lande har gjort det. Tyskland har vedtaget en lovændring, der pålægger techaktører at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer.

- Bekymringen gik på, om det ville gå ud over ytringsfriheden. Konklusionen er - som jeg har forstået det - at det gør det ikke.

Særligt vigtigt er det, mener Miriam Michaelsen, at de sociale medievirksomheder ikke bare har pligt til at fjerne indholdet - men at de også får pligt til at sørge for, at det ikke bliver lagt op igen.

Der er dog grænser for, hvor langt regeringen vil gå. Ifølge Nick Hækkerup skal ytringsfriheden respekteres.

Derfor bliver der ikke tale om, at sociale medier, hvor der deles krænkende indhold, bliver lukket.

- Sociale medier skal pålægges en større grad af ansvar, og de skal kunne mødes med sanktioner. Men vi skal tænke os godt om, før vi siger, at vi vil lukke sociale medier. Vi vil næppe komme problemet til livs på den måde, fordi det vil fortsætte på nye platforme.

- Og vi skal også have overvejelser om, hvad det betyder for ytringsfriheden. Derfor er det ikke et værktøj, regeringen i første omgang vil tage i brug, sagde Nick Hækkerup torsdag.

/ritzau/