Den fattige
Ydelseskommissionen skulle egentlig have fremlagt sin rapport i 2020, men på grund af corona fik den udsat fristen til april i år. Bag det teknokratiske ord gemmer sig et ideologisk opgør om kampen mod relativ fattigdom og ulighed herhjemme. Kommissionens arbejde handler om, hvordan systemet for kontanthjælp og andre overførselsindkomster skal skrues sammen.
Op til folketingsvalget i 2019 var der stort fokus på fattigdom blandt børnefamilier, og efter valget gav regeringen og dens støttepartier et midlertidigt ekstra tilskud til familier, der var berørt af kontanthjælpsloftet eller fik integrationsydelse.
Det tilskud forlænges nu til udgangen af dette år, men derefter ønsker regeringen et helt nyt system for ydelserne, som Ydelseskommissionen skal komme med forslag til. Man vil blandt andet se på samspillet mellem forskellige ydelser som for eksempel boligstøtte og kontanthjælp.
De borgerlige partier er imod at give de fattigste en højere ydelse, fordi de mener, det vil mindske incitamentet til at tage lavtlønnede job. Især Enhedslisten og SF presser på den anden side regeringen for højere ydelser, og for dem handler det også om at mindske uligheden i samfundet. Uligheden er paradoksalt nok vokset under den nuværende regering, blandt andet på grund af de højere tobaksafgifter, som af sundhedshensyn har fået støttepartiernes opbakning.
Forhandlingerne ventes at gå i gang, når kommissionen har barslet med sin rapport til april.
Den uintegrerede
Tæt knyttet til spørgsmålet om højere offentlige ydelser er integrationspolitikken, for mange af modtagerne er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Op til nytår har regeringen gjort status og opregner i en ny integrationshandlingsplan ni igangsatte eller kommende initiativer til bedre integration. Det mest vidtgående og måske sværest gennemførlige er det forslag, som statsminister Mette Frederiksen (S) også nævnte i sin nytårstale om, at alle flygtninge og indvandrere, som ikke er i arbejde eller uddannelse, skal bidrage med en indsats på 37 timer om ugen for at få offentlige ydelser.
Det har været forsøgt mange gange før, men den juridiske udfordring er, at samfundet naturligvis ikke kan lade mennesker dø af sult på gaden. Idéen er dog, at man godt kan skære i nogle ydelser uden at nå ned på niveauet for et eksistensminimum. Dermed skulle der være et incitament til at møde op til den undervisning eller det job, som det offentlige vil kræve for at give ydelsen. Spørgsmålet er, om regeringen kan finde en model, som fagbevægelsen og støttepartierne kan leve med, og om kommunerne kan skabe de job- og uddannelsestilbud, der bliver behov for.
Landmanden
Regeringen er endnu langt fra målet om at reducere udledningen af klimagasser med 70 procent i 2030 i forhold til 1990. Et af de udestående spørgsmål er, hvor meget landbruget skal bidrage med, og det spørgsmål bliver regeringen konfronteret skarpt med, når Klimarådet fremlægger endnu en rapport, forventeligt til februar. Den ventes at anskueliggøre, hvor svært det bliver at nå målet efter sidste års grønne skattereform. Den udskød reelt mange beslutninger til efter 2025.
Regeringen fik blandt andre SF og De Radikale med i aftalen, mens Enhedslisten står udenfor, og den splittelse kan komme til at sætte sit præg på forhandlingerne om en klimaaftale for landbruget. Som en centralt placeret kilde udtrykker det, skal hele Danmarks landbrug nedlægges, hvis det skal række til at nå målet om en 70 procents reduktion i 2030. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske.
Politisk bliver et andet interessant spørgsmål, om regeringen kan få Venstre med i en aftale, eller om den alene vil gennemføre den med sine støttepartier.
Patienten
Coronakrisen satte et meget stort aftryk på 2020, men sygdom bliver fortsat et vigtigt politisk tema i det nye år. Regeringen har allerede fremsat forslag til en ny epidemilov, og den ventes gennemført med støtte fra alle partier i Folketinget, som er med i aftalen.
Der kan dog ventes politiske spændinger om, hvor hurtigt samfundet skal åbnes igen, når vaccinerne begynder at virke. I det spil har de borgerlige partier hidtil trukket i retning af en hurtigere åbning, mens Enhedslisten mener, at regeringen delvist har slækket på det ekstreme forsigtighedsprincip, den fastholdt i begyndelsen af krisen.
I et større perspektiv er der også spørgsmålet om en egentlig sundhedsreform. Da de borgerlige havde regeringsmagten i 2019, enedes man om en sådan, men den har den socialdemokratiske regering ladet ligge. Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde imidlertid ved Folketingets åbningsdebat, at regeringen vil tage fat på problemerne med lægemangel og samarbejdet mellem kommuner og hospitaler på ældreområdet i en ny sundhedsreform allerede i år. Det bliver formentlig først aktuelt til efteråret – eventuelt op til kommunal- og regionsrådsvalget, hvor velfærden også kommer højt på dagsordenen. I den sammenhæng har regeringen bebudet en velfærdslov, som skal sikre en mere ligelig fordeling af velfærden i hele landet.
Flere af de borgerlige partier er imod en sådan lov, hvis den kommer til automatisk at øge udgifterne til velfærdsområdet efter antallet af børn og ældre – det såkaldte demografiske træk.
Barnet
Tvangsanbringelser har længe været et varmt emne for regeringen, siden Mette Frederiksen i sin nytårstale for et år siden nævnte, at flere børn, der trives dårligt, bør tvangsfjernes. Omkring 13.000 børn anbringes hvert år uden for eget hjem, og regeringen ønsker både flere tvangsfjernelser og flere tvangsadoptioner for at give børnene en bedre start på livet. Politisk har den hidtil mødt modvilje både til højre og venstre, og det kan blive svære forhandlinger. Hvornår forslaget til den bebudede Barnets Lov fremsættes, er uklart, men det forventes inden for de nærmeste uger.
Pendleren
Infrastruktur er sædvanligvis et sprængfarligt politisk tema, fordi politikerne har så store lokale og regionale interesser i, hvor man placerer jernbanelinjer, motorveje, cykelstier, broer, offentlige institutioner, kloakering og meget andet. Regeringen er på vej med et udspil til en reform allerede i dette halvår, og alle partier vil – ikke mindst op til efterårets lokale valg – have stor interesse i at være med i en aftale, der kommer til at sætte sit præg på det danske landskab mange år ud i fremtiden.
Så sent som i 2019 indgik den daværende VLAK-regering en infrastrukturaftale med Dansk Folkeparti om et ”sammenhængende Danmark” frem til 2030, hvor hovedvægten lå på investeringer i vejene. Af det forståelsespapir, som regeringen aftalte med sine støttepartier, da den tiltrådte, fremgår, at klima- og miljøhensyn skal indgå i langt højere grad i en ny infrastrukturaftale. Det kræver flere investeringer i kollektiv transport og cyklisme, hed det.
Så det kan blive endnu et eksempel på, at smalle aftaler kan blive ideologisk skarpe, men parlamentarisk skrøbelige, mens det forholder sig modsat med brede aftaler over midten.