Prøv avisen
Miljø

Regeringen vil forbyde gratis plastikposer

Statsminister Mette Frederiksen varsler højere afgifter på plastikposer og engangsservice og et stop for udlevering af gratis bæreposer. Forslagene kommer til at indgå i regeringens finanslovsforslag. (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen vil øge afgifter på plastikposer og forbyde gratis bæreposer. Plastindustrien kalder det "drastisk", mens miljøorganisation er begejstret.

Det skal være slut med at udlevere gratis plastikposer, og så skal afgifterne på poser og engangsservice hæves til det dobbelte.

Det er meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S) i dagbladet Politiken søndag.

- Der er nu så meget plastik i havene, at det svarer til, at der hvert minut hele døgnet rundt bliver smidt en hel lastbil med plastik direkte ud i vores hav.

- For mig er plastikforurening blevet symbolet på en verdensbefolkning, som ikke passer ordentligt på sin klode, siger Mette Frederiksen til Politiken.

Ifølge regeringens egne beregninger vil initiativet sænke forbruget af plastikposer og engangsservice med 20 procent.

Afgiftsstigningen betyder, at en plastikpose vil blive 50 øre dyrere at købe, og forhøjelsen vil ifølge regeringen indbringe 200 millioner kroner til statskassen i 2020.

I Dansk Erhverv er man skeptisk over for forslaget.

- Det er ærgerligt, hvis der kommer en dobbeltafgift på plastikposer. Det kan føre til, at dagligvarehandel skifter over til at bruge andre materialer, der har en mere miljøskadelig effekt.

- Så det er en uheldig afgift, hvor vi risikerer, at poser får en større negativ miljøeffekt, siger Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv, til Ritzau.

Hos brancheorganisationen Plastindustrien peger direktør Thomas Drustrup på, at man allerede er langt med at begrænse plastik ad frivillighedens vej.

- Eksempelvis har detailbranchen i form af Dansk Erhverv, Coop og andre butikskæder indgået en aftale om at halvere poseforbruget frem mod 2023, og det er også besluttet, at de helt tynde plastposer skal udfases, siger Thomas Drustrup.

Han kalder det "drastisk" at foreslå en fordobling af afgiften uden at tage højde for, hvad der allerede er sat i gang af initiativer.

Hos miljøorganisationen Plastic Change er der derimod stor tilfredshed med forslaget fra statsministeren.

- Det er en stærk udmelding, der viser, at regeringen prioriterer området, siger strategisk direktør Anne Aittomaki til Ritzau.

Skal man for alvor tage livtag med det voksende plastikforbrug, skal man ifølge Plastic Change tage skridtet endnu videre.

Lav et pantsystem og sæt prisen for en pose på 20 kroner, lyder forslaget.

- Hvis man laver sådan en ordning, så skaber man et lukket system, hvor man tilfører plastikposen en værdi.

- Der er ikke mange, der vil gide at samle en plastikpose op på gaden, hvis den koster få kroner.

- Men koster den 20 kroner, skal den nok blive samlet op. Og så skaber man et lukket, cirkulært system på tværs af supermarkedskæderne, på samme måde som vi kender det fra vores flaskesystem, siger Anne Aittomaki.

De Konservative og SF er umiddelbart positive over for statsministerens forslag. Liberal Alliance advarer mod et egentligt forbud.

- Mette Frederiksen skal jo ikke bestemme, om en butik må give en gratis bærepose, siger Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, til Politiken.

Det konkrete udspil ventes fremlagt i forbindelse med regeringens kommende udspil til en finanslov. VLAK-regeringen præsenterede et lignende forslag sidste år.

/ritzau/