Prøv avisen

Regeringen vil ikke lukke for udenlandsk moské-støtte

Stater og organisationer fra den muslimske verden kan også fremover bruge millioner på nye moskeer i Danmark

Regeringen vil ikke være med til at indføre nye regler, som skal forhindre islamiske stater eller organisationer i at finansiere opførelsen af moskéer eller andre religiøse byggerier i Danmark.

Det siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) under et åbent samråd i Folketingets Integrationsudvalg.

- Det er vigtigt at kunne styre sig i den her debat, for der er trosfrihed i Danmark. Der er ikke noget ulovligt i at modtage udenlandsk støtte til opførelse af moskéer, siger Henrik Sass Larsen.

Ifølge erhvervs- og vækstministeren er de nuværende regler for at forhindre hvidvaskning af penge og finansiering gennem terrororganisationer gode nok til at forhindre uønskede finansielle forbindelser.

- Jeg har masser af sympati for tanken om, at beskidte penge ikke bruges til et hvilket som helst formål. Om det så er en moské, en katolsk kirke eller for den sags skyld Legoland.

- Men hvis man ønsker at bekæmpe terror og finansiering via terrororganisationer, så har vi en fuldt tilstrækkelig lovgivning i dag, siger Henrik Sass Larsen.

Det er man langt fra enig i hos Dansk Folkeparti, som havde indkaldt erhvervs- og vækstministeren i samråd.

- Hvis man er bekymret for, at Qatar eller det iranske præstestyre har en finger med i opførelsen af stormoskeer i Danmark, så er lovgivningen ikke god nok.

- Formålet er jo at sikre, at man ikke kan bruge penge fra organisationer og stater, der for eksempel går ind for sharia, til at opføre religiøse bygninger i Danmark, siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF).

Debatten om moskeernes finansielle forhold er blusset op på baggrund af en ny stormoske på Rovsingsgade i København. Den åbner til maj og finansieres med 150 millioner kroner fra den afgåede emir af Qatar.

Men flere andre steder i Danmark er der også moskéer, som trækker finansielle tråde til udlandet.

Imam Ali-moskeen i Københavns nordvestkvarter er flere gange blevet sat i økonomisk forbindelse med det iranske præstestyre. I Haderslev har en rigmand i Kuwait været involveret i byggeriet af en moské. Og senest har Jyllands-Posten afdækket, hvordan moskeen på Grimhøjvej i Aarhus støttes af en omstridt kuwaitisk organisation.