Regeringen: Tre millioner til børnehospice på finansloven

Sankt Lukas Stiftelsens børne- og ungehospice skal have tre millioner kroner på finansloven, mener regeringen. Dejligt, siger hospicechef – men peger på, at der stadig er langt til ligestilling med voksenområdet

Det koster mellem 11 og 12 millioner at drive Lukashuset Børne- og Ungehospice hvert år, oplyser hospiceleder på Sankt Lukas Hospice, Thomas Ferveile. Huset er hidtil blevet drevet af fondsmidler, donationer samt to millioner kroner årligt fra satspuljen.
Det koster mellem 11 og 12 millioner at drive Lukashuset Børne- og Ungehospice hvert år, oplyser hospiceleder på Sankt Lukas Hospice, Thomas Ferveile. Huset er hidtil blevet drevet af fondsmidler, donationer samt to millioner kroner årligt fra satspuljen. Foto: Leif Tuxen.

Danmarks første hospice for børn og unge med livstruende og livsbegrænsende sygdom skal have tre millioner kroner på finansloven i regeringens udspil til en finanslov for 2018, som præsenteres i næste uge. Det vil være første gang, at Lukashuset Børne- og Ungehospice får penge på finansloven, siden huset blev indviet i 2015. Det har tidligere modtaget midler fra satspuljen.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) er godt tilfreds med, at Lukashuset er med i udspillet til finansloven:

”Ligesom et sygehus står et hospice for pleje, sorgbehandling og medicinering. Men et hospice kan også noget andet, som sygehusene ikke kan. Det kan rumme hele familien, og derfor er det så afgørende, at vi har et børnehospice for de familier, der oplever meget syge børn. Vi havde en lignende diskussion om hospice for alle andre, da de blev oprettet, og i dag betvivler vi jo ikke, hvad de kan, og om de skal eksistere. Det er samme sted, vi skal hen med børnehospice,” siger Mai Mercado.

Det koster mellem 11 og 12 millioner at drive Lukashuset Børne- og Ungehospice hvert år, oplyser hospiceleder på Sankt Lukas Hospice, Thomas Ferveile. Huset er hidtil blevet drevet af fondsmidler, donationer samt to millioner kroner årligt fra satspuljen.

Han er ”først og fremmest” glad for nyheden om finanslovsudspillet: ”For på den måde kan vi fortsætte vores børnehospice”, siger han.

Men lige som ministeren peger han på, at der stadig er et stykke vej, før børne- og ungeområdet er ligestillet med forholdene for de voksne patienter.

”Det er klart, at vi ønsker, at livstruende syge børn og unge får samme muligheder for ophold på hospice, som voksne har. Voksenområdet er offentligt finansieret, og det er børneområdet fortsat ikke. Så vi er glade for, at vi i endnu en periode kan hjælpe nogle, men det er et begrænset beløb i en begrænset periode.”

Tilbud om lindring af livstruende sygdom for børn og unge, altså specialiseret palliation til disse patienter og deres familier, er et relativt nyt fagområde i Danmark. I 2016 og 2017 oprettede alle regioner i landet et specialiseret, hospitalsbaseret tilbud. Lukashuset Børne- og Ungehospice er landets eneste hospice for børn og unge. 30 børn og deres familier har været indlagt på Lukashusets Børne- og Ungehospice siden indvielsen. En del har haft flere indlæggelser.