Alt bliver dyrere. Krigen i Ukraine er blevet tildelt skurkerollen for den udvikling, men den væsentligste forklaring er formentlig den ekstremt lempelige finanspolitik, Vesten har ført i to år for at holde beskæftigelsen oppe under coronakrisen.
For regeringen er krisen under alle omstændigheder blevet en gylden chance for at flette klimapolitik og sikkerhedspolitik tæt sammen og præsentere vidtgående forslag, som i fredstid ville have en svær gang på jord. Det er blevet et selvstændigt argument for den grønne omstilling, at Danmark skal gøre sig fri af "Putins gas" og erstatte den med grøn energi. Første del af dette projekt blev præsenteret tirsdag på et regeringspressemøde under overskriften "Danmark kan mere 2".
Anden del præsenteres onsdag med en skattereform, der i et eller andet omfang vil indføre en ensartet afgift på udledning af klimagasser.
Budskaberne tirsdag var blandt andet, at 400.000 hjem skal omstille deres opvarmning fra gas til fjernvarme eller el så hurtigt som muligt. Omstillinger, der for den enkelte familie kan løbe op i 50.000 - 100.000 kroner, men håbet er, at den store investering kan sluges ved udsigten til væsentligt lavere varmeregninger i fremtiden. De dårligst stillede skal have ekstra tilskud, og så håber regeringen, at det vil lykkes at fordoble antallet af vindmøller på landjorden og tidoble antallet af solceller.
Hvis Danmark skal gøre alvor af målet om at gøre sig uafhængig af russisk gas inden for få år, bliver der brug for langt mere strøm. Det kan nås med flere landbaserede møller og solceller, men næppe med havvind, der tager meget længere tid at anlægge.
Spørgsmålet er, hvor møller og celler skal stå? Opstillingen er stort set gået i stå de seneste år, og mange steder i landet kvier man sig ved at skulle være naboer til nye, støjende vindmøller. Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, mener nok, at der er opbakning i landdistrikterne til den grønne omstilling, men der er brug for, at man engagerer lokalsamfundene mere direkte i den. For eksempel ved at genindføre muligheden for, at man kan gå sammen som andelshavere i vindmøllelav. Han advarer samtidig mod, at energiselskaber opkøber store arealer til vindmølle- og solcelleparker, uden at give de nuværende beboere i områderne mulighed for at få en bolig et andet sted i lokalsamfundet. Det risikerer at føre til større affolkning.
Med hvad er der sket for statsminister Mette Frederiksen (S), som for få år siden var mere rød end grøn? Og som frygtede, at alt for voldsomme klimatiltag kunne ødelægge sammenhængskraften og fylde gaderne med demonstranter i gule veste, som det skete Frankrig i 2018, da præsident Emmanuel Macron hævede benzinpriserne kraftigt?
Selv har Mette Frederiksen forklaret, at hun ikke længere har den frygt. En omlægning af energiafgifterne til en CO2-afgift kan formentlig også gennemføres, uden at udkantsområderne rammes særlig hårdt. Eksempelvis var det i den model, de miljøøkonomiske vismænd tidligere foreslog, muligt at sænke afgifterne på benzin, diesel, fyringsolie og el. Prisen for omlægningen kom i den model primært til at ramme erhvervslivet - hvad der dog også kan ramme yderområderne.
Krigen i Ukraine ser imidlertid ud til at have øget statsministerens begejstring for den grønne energi, så regeringen nu satser hårdere på at nå de ambitiøse grønne mål frem til 2030.
Eller gør den? Tidligere energi- klima- og forsyningsminister og næstformand for den radikale folketingsgruppe, Martin Lidegaard, er i hvert fald skuffet over, at regeringen er ukonkret om, hvordan den vedvarende energi skal udbygges, og hvordan den skal finansieres. Han efterlyser konkrete forslag til, hvor nye solcelleparker og vindmøller kan og bør opstilles. Det haster, hvis man skal nå uafhængigheden af russisk gas og klimamålene i 2030, påpeger han.
En kilde på Christiansborg nævner som en mulig årsag til de manglende konkrete forslag, at regeringen simpelt hen ikke er blevet klar på grund af det store fokus på corona og senest forsvarsforhandlingerne. En anden forklaring kunne være stridigheder mellem Finansministeriet og fagministerierne om finansieringen. En tredje, at regeringen ikke har villet lægge et vindmølle- og solcellekort ned over kommunerne uden deres medvirken, og det tager tid at enes om.
Endelig er der en teori, som man næppe får nogen politiker til at lægge navn til netop nu. Nemlig at statsministeren venter med at gøre klimaudspillet mere konkret, til næste folketingsvalg udskrives for at vinde kampen om at fremstå grønnest. Venstre har tidligere lagt op til at forsøge at overhale Socialdemokratiet på det punkt, og har for nylig indgået en usædvanlig alliance med SF om at kræve gassen afviklet allerede i 2028, hvor regeringen satser på at nå det i 2030.
Det mærkværdige vil så være, at partierne stort set er enige om, at det kun kan gå for langsomt med den grønne omstilling og om, hvad der skal gøres - og alligevel vil det først blive gjort efter næste valg. Men politik har det med at være mærkværdig.