Regeringens krisefortælling lider, men de største kriser er uløste

Det går godt med økonomien, men især de store, langsigtede kriser for klima, forsvar, sundhed og velfærd er langt fra løst. At regeringen får sværere ved at forklare behovet for reformer, er delvis selvforskyldt

Fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) konstaterede på et pressemøde i onsdags i Økonomiministeriet, at dansk økonomi har det bedre end ventet for få måneder siden. På mødet blev forårets udgave af Økonomisk Redegørelse lagt frem.
Fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) konstaterede på et pressemøde i onsdags i Økonomiministeriet, at dansk økonomi har det bedre end ventet for få måneder siden. På mødet blev forårets udgave af Økonomisk Redegørelse lagt frem. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix.

Fristelsen var for stor for Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt. Fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) lagde i onsdags forårets udgave af Økonomisk Redegørelse frem, og budskabet var, at "dansk økonomi står stærkt trods svære tider".

Hvorefter Messerschmidt skrev på Twitter: "Godt. Så skal danskerne selvfølgelig have store bededag tilbage – når Mette Frederiksen er væk."

De seneste dage har flere politiske analytikere ad samme spor konkluderet, at den hurtige økonomiske bedring paradoksalt nok er blevet et problem for SVM-regeringen og dens krisefortællinger. Den blev dannet i november på et bjerg af kriser, som angiveligt tilsidesatte bloktænkning og nødvendiggjorde det brede regeringssamarbejde over midten.

Mindst en halv snes "komplekse og kritiske udfordringer" blev nævnt i regeringsgrundlaget: Blandt andet coronapandemien og de usikre forsyningskæder (som var et i hvert fald foreløbig overstået kapitel allerede i november), Ruslands krig i Ukraine og behovet for oprustning, energikrisen, inflationen, risikoen for recession og arbejdsløshed, klima- og biodiversitetskrisen, unges manglende trivsel og den demografiske krise (manglen på arbejdskraft).

Regeringen understregede samtidig, at "kriserne griber ind i og forstærker hinanden", og selv med en stærk økonomi, er Danmark "strukturelt udfordret", hed det.

Hvis målet med de formuleringer var at øge borgernes krisebevidsthed og gøde jorden for upopulære, men nødvendige reformer, gik det ikke særlig godt.

For det første tiltrådte regeringen uden nogen klar prioritering af rækkefølgen for de mange kriser. Kom oprustning af forsvaret for eksempel før klima- og biodiversitetskrise? Eller inflationsbekæmpelse før inflationshjælp? Og hvor kom skattelettelser, der isoleret set ville forværre inflationen, ind i billedet?

For det andet blev der ikke gjort meget for at forklare, hvad det konkret politisk betyder, at kriserne griber ind i hinanden. Ville man kunne løse problemerne med inflation, bare energipriserne faldt? Og hvad ville lavere priser på gas og olie egentlig betyde for den grønne omstilling? Mere sort og mindre grøn energi?

For det tredje blev der ikke gjort meget for at forklare de indlysende selvmodsigelser i kriseretorikken. Hvordan kunne eksempelvis risiko for recession og arbejdsløshed være et problem, samtidig med at mangel på arbejdskraft også var det?

Helt kort: Regeringen fik aldrig kommunikeret, hvilke problemer den ville løse med hvilke midler over hvilken tidshorisont. Derfor var det også ligetil for Morten Messerschmidt at lade sig friste til sit tweet om at genindføre store bededag, når nu det går så godt med økonomien.

Det går faktisk overraskende godt. Økonomerne i Økonomiministeriet taler nu om en "blød landing". For få måneder siden var forventningen, at beskæftigelsen ville falde i 2023. Mest pessimistisk var Det Økonomiske Råd, vismændene, som i oktober spåede et fald på 100.000 personer i jobs i år.

Nu regner Økonomiministeriet med, at den i forvejen rekordhøje beskæftigelse vil vokse med yderligere 1000 personer. Inflationen er på vej ned, og der har været enorme overskud på de offentlige finanser de seneste to år. Danmarks såkaldte ØMU-gæld er den laveste i EU.

Pointen er imidlertid, at store bededag aldrig blev afskaffet for her og nu at forbedre økonomien eller beskæftigelsen. Regeringen definerede selv, at formålet var at skaffe penge til at øge forsvarsudgifterne de næste syv år – en kobling, man senere fortrød. Det ændrer bare ikke ved, at der fortsat bliver brug for meget store milliardbeløb til forsvaret, især hvis der skal bruges mere end de to procent af bruttonationalproduktet, som er det officielle mål frem mod 2030. Klimaomstillingen kommer også til at lægge beslag på store summer, ligesom udgifterne til velfærd og sundhed kommer under pres.

Penge gør det dog ikke alene. Som det allerede har været nævnt utallige gange i debatten, bliver der brug for mange flere hoveder og hænder, efterhånden som de store årgange går på pension. Men det er især den langsigtede udfordring.

Et af de helt afgørende succeskriterier for regeringen er netop, om den formår at reformere sig frem til mere arbejdskraft til det danske arbejdsmarked. 

Dansk økonomi er allerede "overholdbar" på lang sigt, og Finansministeriet ventes i denne uge at offentliggøre en rapport, som viser, at holdbarheden er blevet endnu bedre.

De bedre fremtidsudsigter sætter klart regeringens krisefortælling under pres, men det er delvis selvforskyldt, fordi den fra begyndelsen rodede alle kriserne, både de kortsigtede og de langsigtede, sammen i en stor gryde. Muligvis er de aktuelle – og for borgerne mest mærkbare – kriser med inflation og energipriser ved at komme under kontrol. Men fremtidens store udfordringer for forsvar, klima, velfærd og sundhed venter fortsat på svar.

Dette er en politisk analyse.