Regeringens topstyring

Politisk set

Helle Thorning-Schmidt har ifølge Tim Knudsen et fast greb om sine ministre
Helle Thorning-Schmidt har ifølge Tim Knudsen et fast greb om sine ministre. Foto: Keld Navntoft.

Politisk råderum Ministrenes handlefrihed er indskrænket dels af det detaljerede regeringsgrundlag, dels af regeringens inderkreds, som sætter kursen

LÆS OGSÅ: Poul Nyrup: Ministre manipulerer Folketinget

På et punkt er den nuværende regering bedre rustet end de nærmeste forgængere. Normalt tiltræder over halvdelen af alle nye ministre på område, de aldrig har beskæftiget sig med politisk. Så er det jo vanskeligt fra begyndelsen at udfolde stor politisk tænkning.

I den nuværende regering mangler kun 43 procent af ministrene relevant udvalgserfaring fra Folketinget. Og nogle af dem har også vigtige erfaringer med deres område fra deres arbejdsliv. Flertallet burde derfor have muligheder for hurtigt at udvikle både kreativ og realistisk tænkning på deres område.

Tilmed har ministrene fået over 30 særlige rådgivere. En halv snes af dem er hentet i de politiske partiers sekretariater. De skal hjælpe ministrene med at tænke politik. Det er noget nyt i Danmark, at det er sket i det omfang.

Selvom regeringen er den yngste danske regering nogen sinde, og selvom kun to af ministrene Margrethe Vestager (R) og Henrik Dam Kristensen (S) havde været ministre før, kunne man tro, at den kreative politiske tænkning med al den politiske professionalisering havde fået bedre vilkår. Men den dystre økonomiske situation og frygten for en større krise i Europas økonomi giver ikke meget råderum.

Det er ikke vanskeligt at finde hensigtserklæringer fra regeringspartierne hver for sig og i mange tilfælde også i fællesskab fra mindst to af de tre regeringspartier, der ligger langt fra, hvad der nu realiseres. For eksempel øges taksterne for offentlig transport. Det var ellers forventet, at de skulle ned.

Det har også overrasket, at regeringens finanslov faktisk lyder på halvanden milliard kroner mindre end den foregående regerings forslag fra september. Og regeringen fyrer ansatte i ministerierne i bundter. Derved fortsættes den nedgang i antallet af offentligt ansatte, vi har set de seneste par år, hvor der er forsvundet næsten 20.000 offentligt ansatte, heriblandt 3364 skolelærere.

Råderummet for en regering er i forvejen formindsket af medlemskabet af EU. Men endnu et forhold binder hænderne på ministrene: Aldrig har regeringspartier været så bundet af tidligere politiske forlig i Folketinget. En opgørelse fra sidste år viste, at mindst et af regeringens tre partier i forvejen var bundet af 59 ældre forlig. Dansk politisk kultur hviler på, at forligsaftaler er politisk bindende. De politiske partier skal optræde loyalt over for tidligere forlig, og den almindelige praksis har været, at forlig skal opsiges inden et folketingsvalg. Det gjorde regeringspartierne ikke.

Endelig er ministrenes handlefrihed indskrænket af det regeringsgrundlag, som under hårde forhandlinger blev skrevet af en lille inderkreds af toppolitikere før regeringsdannelsen. De fleste ministre og deres embedsfolk er dermed fjernstyret af regeringsledelsen. Denne form for fjernstyring er historisk set ny. Den har kun været fast praksis siden 1993. Og denne er blevet langt mere intensiv på et par årtier.

Regeringsgrundlaget er vokset fra 16 sider i 1993 til 80 sider nu. Hvor regeringsgrundlaget i 1993 ikke indeholdt præcise tal, så finder man 80 i det nugældende regeringsgrundlag. Hvor regeringsgrundlaget i 1993 kun dækkede en del af regeringens arbejde, der dækker det nu langt bredere om end enkelte områder som for eksempel kirkeområdet ikke er tæt dækket.

I praksis er de fleste ministre reduceret til håndlangere. Det ses blandt andet ved, at de fleste kun har måttet få en særlig rådgiver. Oftest er det en presserådgiver og ikke en politikudvikler.

Kun regeringens inderkreds med ministre som statsminister Helle Thorning-Schmidt, finansminister Bjarne Corydon (begge S), Margrethe Vestager, Morten Østergaard (begge R) og Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen (begge SF), sætter regeringens kurs. De har særlige rådgivere til politikudvikling. Hvordan det vil fungere under tidens hårde vilkår skal blive interessant at følge.

Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet