Prøv avisen

Hvad gør økonomiske kriser egentlig ved vores sundhed?

Finansminister Nicolai Wammen (S) og regeringens tiltag for at hjælpe økonomien påvirker folkesundheden på sigt. Recessioner kan nemlig have kuriøse og oversete effekter på vores adfærd og sundhed, forklarer eksperter. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Coronavirussen har smittet markederne og økonomien, og hele verden kæmper for at holde en ny finanskrise stangen. At undgå et økonomisk kollaps vil ikke kun være vigtigt for beskæftigelsen og de offentlige budgetter, men på sigt også for folkesundheden

Sætninger vejes på en guldvægt af de finansielle markeder i disse dage, og ord betyder noget. Når chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), franske Christine Lagarde, og de europæiske finansministre for tiden udtaler sig om de penge- og finanspolitiske tiltag, der skal lede os uden om en stor økonomisk krise affødt af coronavirussen, er det med en tyngde af historiske dimensioner.

Ifølge Lagarde er der ”ikke grænser” for de ting, ECB vil gøre for at holde hånden under euroen, skrev hun i sidste uge på Twitter. Kort forinden havde centralbanken lanceret en astronomisk hjælpepakke på 750 milliarder euro – 5600 milliarder kroner – til støtteopkøb af statsobligationer og værdipapirer for at forhindre en økonomisk kollaps og en langvarig corona-recession.

Herhjemme kan finansminister Nicolai Wammen (S) også være med.

”Vi er parat til at tage alle nødvendige skridt,” sagde han i onsdags og fulgte trop med en cirka 100 milliarder kroner stor hjælpepakke til erhvervslivet.

Det vækker minder om de nu famøse ord, den tidligere ECB-chef Mario Draghi i 2012 brugte, da eurokrisen var på sit højeste. ”Whatever it takes,” – hvad der end skal til – ville centralbanken gøre for at redde euroen ifølge Draghi.

”Og tro mig, det vil være nok,” tilføjede han.

Det kan nemt virke til, at der findes to sfærer af coronakrisen med forskellige sprog og logikker.

Der er sundheden – snakken om menneskeliv, vores svage og ældre og de uhyggelige tal med døde og indlagte som følge af covid-19-pandemien.

Og der er økonomien – beskæftigelsen, den tabte profit, fyringerne og Dow Jones-aktieindekset, der i mandags registrerede sit næststørste fald i sin 124-årige historie.

Men i virkeligheden bør vi være opmærksomme på, at de to sfærer hører sammen. Det var i al fald den pointe, som et viralt tweet fra professor i systembiologi og leder af genetik-instituttet på University College London Francois Balloux understregede forleden. Humlen er som følger: Fordi sammenhængen mellem et samfunds velstand og sundhed er så entydig, kan coronavirussens mest fatale aspekt være, at den (måske) ødelægger vores økonomi, skrev han.

Ifølge Rikke Lund, professor i social medicin på Københavns Universitet, er der god grund til at tænke på folkesundheden, når man snakker om de økonomiske hjælpepakker, der rammer nyhedsmøllen næsten dagligt i øjeblikket. Hun har forsket i de sundhedsskadelige effekter af relativ fattigdom over længere perioder og konstaterer, at de sætter tydelige aftryk på folkesundheden.

Især fag- og ufaglærte med en svag tilknytning til arbejdsmarkedet rammes, hvis de på grund af en økonomisk krise over en længere periode står uden job. Det handler både om færre penge til at træffe de sunde valg og om det livspres, arbejdsløshed fører med sig, forklarer hun:

”Længerevarende økonomiske problemer har stor betydning for leveår og helbred. Det er stressende at leve i fattigdom, og konkret sætter det sig i sundheden som forhøjet blodtryk, risiko for åreforkalkning og mentale sygdomme. Det mentale pres går også ud over livsstilen. For de fleste af os er det en stor anstrengelse at tage de rigtige valg. Under pres og arbejdsløshed falder vi hurtigt tilbage til det usunde. Cigaretten bliver tændt igen, og man drikker en ekstra øl,” siger Rikke Lund

Selv i et rigt land som Danmark er sammenhængen mellem god husholdningsøkonomi og sundhed forbløffende. Over et forløb på 22 år sætter fire år i relativ fattigdom sig direkte som en forhøjet risiko for nedsat kognitiv og fysisk funktion og større risiko for inflammation, viser dansk forskning.

Forskningen i kølvandet på finanskrisen viser desuden, at recessioner kan have kuriøse og oversete effekter på vores adfærd og sundhed. I Island, hvis økonomi smeltede sammen i 2008, drak man efterfølgende pludselig mindre alkohol og sodavand ifølge et studie fra 2014. Og ifølge det sundhedsfaglige tidsskrift The Lancet er der også talrige eksempler på, at recessioner fører til mindre kørsel og transport, der igen fører til færre dødsfald på vejene.

”Hvis vi forestiller os, at biltrafikken reduceres med en tredjedel i de kommende måneder, vil der sandsynligvis være en tredjedel færre trafikdødsfald,” siger Henrik Brønnum-Hansen, lektor og statistiker på Københavns Universitet

Således kan mange kriser, sikkert også coronakrisen, også have visse positive effekter på sundheden. Som Adam Tooze, økonomihistoriker og professor på Columbia University, sagde det i dagbladet Information forleden:

”Med fare for at lyde kynisk: Faldet i CO2-udledning og kulkraftværkernes forurening vil sandsynligvis redde flere liv i Kina i år end coronavirussen vil slå ihjel. 10 gange flere. Det er svært at tænke på, men det er næsten helt sikkert sandt.”

Én ting er de afledte sygdomme, en økonomisk krise kan påføre det enkelte menneske. Noget andet er makroperspektivet for vores sundhedsvæsen, skulle økonomien bukke under. Som alle andre dele af den offentlige sektor vil finansieringen af hospitalsvæsenet lide, hvis coronakrisen sender Danmark ud i en dyb recession, mener Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet. Allerede nu ser vi konsekvenserne i øjnene:

”Vi løber sandsynligvis ind i en recession, når vi efter sommerferien er på den anden side af coronakrisen. Det stiller krav til de offentlige finanser, og den øgede vækst på sundhedsområdet, som regeringen havde stillet i udsigt, vil nok ikke blive til noget.”

Lukker Europa ned i tre måneder som følge af covid-19, kan det koste op til fem procent af bnp ifølge en prognose fremført i Politiken. Lyder det af lidt? Under finanskrisen i 2009 skrumpede Europas samlede bnp med 4,3 procent. Den slags tal kan aflæses i midler til sundhedsvæsenet.

”Under sidste krise i 2008 og 2009 stoppede væksten i sundhedsudgifterne og er ikke engang i dag tilbage på et niveau fra før,” påpeger Kjeld Møller Pedersen.

Meget afhænger af krisens varighed, siger han. Et kortvarigt dyk vil ikke sætte sig som markante aftryk på finansieringen af de europæiske sundhedsvæsener eller som langvarige følgesygdomme affødt af arbejdsløshed.

Derfor kan det – også for folkesundheden – give god mening, at Christine Lagarde og Nicolai Wammen efter egne udsagn vil gøre alt for at undgå en recession på niveau med finanskrisen. Måske endda whatever it takes.

Faldet i CO2-udledning og kulkraftværkernes forurening vil sandsynligvis redde flere liv i Kina i år end coronavirussen vil slå ihjel. Ti gange flere.

Adam Tooze, økonomihistoriker og professor på Columbia University, ifølge Dagbladet Information