I bedste Olsen-Banden-stil var det hele timet og tilrettelagt, da regeringen torsdag præsenterede sin infrastrukturplan for de næste knap 15 år. Allerede onsdag aften trådte en stribe ministre frem på TV 2’s regionale stationer for at fortælle om fremtidsplanerne for veje og tog i netop deres valgkredse. I går stillede finansminister Nicolai Wammen (S), transportminister Benny Engelbrecht (S) samt indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) op til pressemøde på Novo Nordisks fabrik i Kalundborg for at forklare, hvordan regeringen vil bruge 105 milliarder kroner på at forbedre og udbygge vej- og tognettet i Danmark.
Budskabet var, at regeringen ønsker at skabe et mere sammenhængende Danmark og først og fremmest mindre trængsel på de store motorveje. Støttepartier og miljøorganisationer kritiserede straks udspillet for at være mere sort end grønt, mens Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V), kun havde roser til det. Ikke så underligt, da udspillet på lange stræk er identisk med den plan, VKLA-regeringen i 2019 enedes med Dansk Folkeparti om.
Økonomisk er den nye plan større, men den rækker også fem år længere ud i fremtiden end VKLA-planen.
Venstres eneste indvending er, at der ikke er en ny motorvejsstrækning ned gennem Jylland langs hærvejen til at aflaste den stærkt overbelastede østjyske motorvej. Idéen om en nord-sydgående motorvej i Midtjylland blev allerede fostret af geografiprofessor ved Aarhus Universitet Johannes Humlum i begyndelsen af 1960’erne, men den blev fravalgt af økonomiske grunde.
Også i dag er regeringens argument, at det vil være meget dyrt at købe store arealer til en ny motorvej, foruden at der vil være store miljømæssige konsekvenser ved det.
Tilbage står, at danmarkskortets ”store H”, motorvejsplanen udtænkt af ingeniørfirmaer tilbage i 1930’erne, må udbygges for at klare de stadig større trafikmængder. H’et skal være federe med flere spor i hver retning. Det ligner en smal sag for den nuværende regering at enes med de borgerlige partier om det – selvom støttepartierne vil føle, at det er endnu et anslag mod miljøet, og at der ikke bliver brugt nok på den offentlige transport.
Der er dog afsat en forhandlingspulje, og regeringen vil kunne give mere til cykelstier og offentlig transport. Men der ikke bliver tale om at føre den københavnske metro frem til Vipperød Mark på Vestsjælland, som indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek ironisk bemærkede på gårsdagens pressemøde.
Infrastruktur har kolossal betydning både for den enkelte og for samfundet. Vejdirektoratet har opgjort det årlige tab ved ventetider i trafikken til 26 milliarder kroner. Med andre ord er der store økonomiske gevinster at hente, hvis man kan reducere trængslen i trafikken. Groft sagt vil venstrefløjen fjerne den ved at gøre det dyrere og mere besværligt at køre i bil, mens regeringen og de borgerlige partier vil skabe mere plads til bilerne.
Det grønne argument for det sidste er, at bilparken med elektriske biler inden for få år bliver mere grøn, og derfor er det stadig en god idé at udvide vejnettet.
Selvom der altså i høj grad er tale om investeringer omkring de største byer og i motorvejsnettet, markedsfører regeringen dygtigt planen som en håndsrækning til hele landet og til yderområderne. Den 16. november er der regionsråds- og kommunalvalg, og det er svært ikke at se timiningen som et valgoplæg, som Socialdemokratiets kommunal- og regionsrådspolitikere kan bruge til at vise vælgerne, at netop deres lokalområde bliver betænkt med en ny eller bedre motorvej, en bro eller hurtigere eller flere tog.
Der er bare den hage, at infrastruktur ikke flytter vælgere. Valgforskere har i valgprojektet siden 1971 målt, hvilke emner der optager vælgerne op til folketingsvalg, og langt det meste af tiden har kun nogle ganske få procent nævnt trafik som det vigtigste tema. Endnu værre set med regeringens briller: Ved valget i 2019 mente en fjerdedel af vælgerne, at miljø var det vigtigste emne, og to ud af tre mente endda, at der blev brugt ”for få penge på miljøet”.
Endelig er der også den risiko for regeringen, at rækkefølgen af de mange milde trafikgaver nu skal prioriteres. Viser det sig i de politiske forhandlinger de næste uger, at for eksempel en ny forbindelse over eller under Limfjorden først kan projekteres om 10-15 år, vil nogle vælgere i det nordjyske muligvis sidde mere skuffede end begejstrede tilbage, når krydset skal sættes til november.