Prøv avisen
Politisk set

Professor: Regeringsdannelse er som et ægteskab. Giv plads

Til højre i billedet underskriver Østrigs præsident Alexander von der Bellen og landets kansler Sebastian Kurz de papirer, der giver Østrig en konservativ-grøn koalitionsregering. Nøglen til den østrigske succes ligger i evnen til – som i et ægteskab – at give hinanden plads og ikke gøre en hvilken som helst sag til genstand for kamp, skriver professor Peter Nedergaard. Foto: Hans Klaus Techt/AFP/Ritzau Scanpix

Den nye østrigske konservativ-grønne regering vil både føre en stram udlændingepolitik og en yderst ambitiøs klima- og miljøpolitik. Det er en arbejds-deling, der adskiller sig markant fra den danske regerings forhandlen med støttepartierne, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard

I Østrig er der netop dannet en ny regering mellem det konservative østrigske folkeparti (ÖVP) og partiet De Grønne med Sebastian Kurz fra ÖVP som statsminister. De to partier har forhandlet om et regeringsgrundlag siden valget i slutningen af september sidste år, hvor regeringspartierne lige netop opnåede et absolut flertal i parlamentet. Ligesom i Tyskland er den slags en meget omfattende proces, som har udmøntet sig i et 326 sider langt og meget detaljeret regeringsprogram for perioden 2020 til 2024.

I det nye østrigske regeringsprogram er der punkter om kulturpolitik, forbrugerpolitik, sport, finanspolitik, socialpolitik, sundhed, pensioner og uddannelsesområdet. Der er imidlertid to områder, som har fået særlig megen vægt i forhold til, hvad man ellers ser. Det ene er klimapolitik og naturbeskyttelse, som optager godt 70 sider i programmet.

Det andet område findes i kapitlet med overskriften ”Europa, integration, migration og sikkerhed”, der fylder knap 60 sider.

I kapitlet om en ny og ambitiøs klima- og miljøpolitik er der en lang række specifikke punkter, der skal gennemføres, og som det er tydeligt, at De Grønne har fået lov til i vidt omfang at få med. Omvendt har ÖVP tydeligvis sat sig på kapitlet om udlændingepolitikken. Regeringsgrundlaget afspejler i høj grad, hvad de to partier gik til valg på, og hvad der er deres mærkesager. Det betyder også, at de i hvert fald på regeringsgrundlagspapiret kan levere, hvad de lovede.

Det østrigske regeringsprogram adskiller sig på flere punkter fra det forståelsespapir på 18 sider, som den nuværende danske socialdemokratiske regering med Mette Frederiksen i spidsen nedfældede efter nogle få ugers sonderinger med repræsentanter fra De Radikale, SF og Enhedslisten.

For det første var der i Østrig tale om, at der skulle etableres en flertalsregering. I Danmark var det derimod hele tiden tanken fra ikke mindst de socialdemokratiske forhandleres side, at det skulle ende med en mindretalsregering.

For det andet er detaljeringsgraden og omfanget i de to papirer vidt forskellig.

Endelig har der i Østrig i høj grad været tale om, at de deltagende partier – trods store indbyrdes forskelle – har fået ejerskab på de dele af regeringsprogrammet, som de har haft størst præference for. Det sidste er i virkeligheden den største politiske innovation i forhold at få et samarbejde mellem partier.

I modsætning hertil var der ved udformningen af forståelsespapiret i Danmark efter alt at dømme i langt højere grad tale om, at partierne kæmpede mod hinanden fra hus til hus og fra politikområde til politikområde, hvad der måske også bidrog til et meget kort papir fyldt med henstillinger, selvom der også ses klare kompromiser. Alle ville tilsyneladende i forhandlingerne om forståelsespapiret have så mange indrømmelser på alle felter som muligt.

I Østrig fandt de forhandlende partier derimod hinanden i en yin og yang-harmoni, fordi man i vidt omfang undlod at kæmpe for egne positioner på de områder, som modparten havde udset som sine mærkesager.

I Danmark herskede og hersker der ikke fortsat harmoni i rød blok. Der er konstant friktioner, hvilket også sås under finanslovsforhandlingerne mellem regeringen og dens støttepartier, fordi alle maksimerer trykket på alle områder. Konsekvensen er, at ingen rigtig er tilfredse.

Socialdemokratiet synes nok, at udlændingepolitikken blev en tand for slap, da de radikale fik igennem, at man som flygtning kunne få permanent ophold i Danmark, hvis man blot havde arbejdet i to år, selvom man egentlig efter konventionerne kunne hjemsendes til det land, man var flygtet fra, fordi situationen var blevet fredelig. Omvendt er Enhedslisten måske utilfreds med, at man ikke fik flere ændringer igennem angående bekæmpelsen af uligheden.

Det viser, hvor forskellig tingene er blevet grebet an i henholdsvis Danmark og Østrig. Selvom det på papiret ser sværere ud at danne en harmonisk østrigsk konservativ-grøn regering end en dansk socialdemokratisk regering med støtte fra de danske centrum-venstre-partier, tyder noget på, at det er endt modsat. Nøglen til den østrigske succes ligger i evnen til – som i et ægteskab – at give hinanden plads og ikke gøre en hvilken som helst sag til genstand for kamp.

Peter Nedergaard er professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.