Prøv avisen
Politisk analyse

Analyse: Regeringsdannelse kan ende i nyt kaos

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Rød blok vandt klart valget, men det ligner en umulighed at danne en ny regering uden at skuffe store vælgergrupper. Samtidig er det en kendsgerning, at politisk succes ikke kun handler om indhold, men også om partiernes tillid til hinanden, og her har Socialdemokratiet og De Radikale en udfordring

Er du interesseret i Kristeligt Dagblads politiske dækning? Så tilmeld dig vores daglige nyhedsbrev her.

”Danmark har brug for en socialliberal regering,” skrålede medlemmer fra Radikal Ungdom, da partiformand Morten Østergaard (R) på valgnatten kom frem til Christiansborgs Indre Slotsgård, hvor De Radikale fejrede deres store valgsejr. I et af tv-studierne havde værterne åbenbart svært ved at opfange ordene, for de fik det til, at de unge sang løs om behovet for en ny socialdemokratisk regering.

Det er den slags små fejl, der sker på en hektisk valgnat, men misforståelsen illustrerer på sin vis usikkerheden om, hvad det egentlig er, den socialdemokratiske formand Mette Frederiksen skal sikre enighed om, efter at alle partiledere havde været hos Dronningen torsdag for at give deres bud på, hvem der skulle være kongelig undersøger og eventuelt danne en ny regering. Grundlæggende er der forskel på, om en ny regering skal føre socialdemokratisk eller socialliberal politik. Og på det traditionsrige partiledermøde dagen derpå i Publicistklubben kom den afgående statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ind på noget af det samme. Han satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var den røde blok, der havde vundet valget. For kan man kalde De Radikale for et rødt parti?

Det spørgsmål indrammer, at Mette Frederiksen skal forsøge at forene politiske krav, som på overfladen ligner hinanden, men som i undergrunden bygger på helt forskellige ideologiske fundamenter.

På overfladen er partierne enige om, at klima- og miljøkampen skal opprioriteres, og om, at der skal satses mere på velfærd og uddannelse.

Men vandene skiller, når pengene skal findes. På den ene side er der en socialdemokratisk eller socialistisk forståelse af, at man kan beskatte sig frem, og at man i hvert fald ikke behøver at åbne grænserne for at skaffe mere arbejdskraft. På den anden side er der den liberale eller socialliberale idé om, at højere skatter kan lægge en dæmper på samfundets rigdom og dermed gøre velfærds- og klimaopgaverne sværere at løse.

Det er præcis de samme modsatrettede, ideologiske udgangspunkter, som tørnede sammen i de berømte forhandlinger forud for dannelsen af SRSF-regeringen i 2011. Dengang handlede det efter finanskrisen om at genoprette samfundsøkonomien, og det skete ved at indskrænke efterlønsordningen og forkorte dagpengeperioden. De Radikale vandt armlægningen, og det endte med en regering, der førte borgerlig økonomisk politik – til stor frustration for SF’s og Enhedslistens vælgere.

I denne valgkamp er der stillet mange næsten ufravigelige krav, men partierne bliver nødt til at slække på kravene, hvis det skal lykkes at få en ny regering under socialdemokratisk ledelse.

Forhandlingerne risikerer let at ende i en gentagelse af det kaos, der foregik i det sorte tårn i København i 2011 forud for dannelsen af SRSF-regeringen. Mette Frederiksen har ganske vist allerede på forhånd afskrevet at føre hemmelige forhandlinger, men det gør dem næppe nemmere.

Ud over økonomien bliver udlændingepolitikken en hård knast at høvle ned. De Radikale vil lempe politikken, mens Socialdemokratiet vil fastholde den og hele det såkaldte udlændingepolitiske paradigmeskifte.

Hvad betyder det i praksis? Partierne rundt om Socialdemokratiet kræver blandt andet højere ydelser til flygtninge og indvandrere, mens Socialdemokratiet vil have det spørgsmål parkeret i en ydelseskommission. Efter de normale uskrevne regler for politiske forhandlinger burde det være muligt at finde et kompromis. Spørgsmålet er dog, hvor langt Socialdemokratiet tør gå for ikke at skræmme de vælgere væk igen, som man netop møjsommeligt har hentet hos Dansk Folkeparti.

Når det er sagt, handler et regeringsprojekts succes eller fiasko ikke kun om det politiske indhold. Det handler i høj grad også om tillid eller mangel på samme mellem dem, der skal arbejde sammen. Dansk politik siden 2011 har været et lærestykke i, hvad mistillid og dårlig kemi kan ødelægge for et regeringssamarbejde.

På det punkt hæfter kendere af De Radikale sig ved, at partiet ikke hidtil har lagt en strategi, der kunne lette de svære forhandlinger forude. Ufravigelige eller i hvert fald hårde krav er blevet stablet oven på hinanden uden tanke for, hvordan der skal forhandles her efter valget. Socialdemokratiet har på sin side torpederet sit forhold til De Radikale ved allerede for et år siden at udelukke et nyt regeringssamarbejde med partiet.

Så det er ingen let opgave, Mette Frederiksen nu tager hul på ved kaffemøder med alle partierne de kommende dage. Hun risikerer meget let at ende i de samme problemer som sin forgænger, Helle Thorning-Schmidt.