Politikere, der bejler til statsministerposten, er godt tjent med at have mange og forskellige kvalifikationer, men i timerne og dagene umiddelbart efter et folketingsvalg er der kun én evne, der for alvor gælder. Evnen til at samle et større flertal bag sig end modstanderne. Hele regeringsmanøvren efter et folketingsvalg, uanset om det blot er en videreførelse af en eksisterende regering eller dannelsen af en helt ny under en ny statsminister, går ud på at sikre, at man ikke kommer i mindretal i Folketinget.
I praksis bliver det ofte formuleret gennem tommelfingerreglen om, at det er den partileder, der kan samle 90 mandater, der bliver statsminister, men formelt set er der intet til hinder for at danne regering uden 90 mandater i ryggen - blot de politiske konkurrenter ikke har flere end én selv.
”For en regeringsleder handler det hele om ikke at have udsigt til at få et folketingsflertal imod sig. Det er den negative parlamentarisme, vi styrer efter i Danmark. Det vil sige, at der ikke behøver at være et flertal for en regering i Folketinget. Den må bare ikke have et flertal imod sig,” siger Frederik Waage, videnskabelig assistent ved Juridisk Institut på Københavns Universitet med speciale i Grundlovens regler om valgret, regeringsdannelse og Folketinget.
Det afhænger derfor helt af valgresultatet, om den statsminister, der udskrev valget - denne gang Helle Thorning-Schmidt (S) - kan fortsætte uhindret, eller om vedkommende er nødt til at gå til Dronningen og begære regeringens afsked.
Hvis en siddende statsminister vinder valget, kan denne vælge at køre videre med præcis samme ministre som før valget. Det gjorde for eksempel Anker Jørgensen i 1977 og Poul Schlüter i 1984. I så fald behøver Dronningen ikke at blive involveret, og der kan spares på både champagne og kransekage. Et besøg på Amalienborg bliver kun aktuelt, hvis der sker en rokade, og statsministeren gerne vil præsentere et nyt ministerhold.
”Man skal huske, at det er Folketinget, ikke regeringen, der er på valg. Så med mindre regeringen er trådt tilbage i forbindelse med, at valget blev udskrevet - hvilket er sjældent - står vi med den samme regering efter valget, som før valget,” siger Frederik Waage.
Dog med det store forbehold, at det stadig gælder om at undgå et mistillidsvotum. Hvis valgresultatet falder sådan ud, at regeringen må se i øjnene, at den har udsigt til at få et flertal imod sig, har den en forfatningsretslig forpligtelse til at gå af. Det er det, der kommer til udtryk, når en siddende statsminister, ofte allerede på valgnatten, erkender, at valget er tabt, og vedkommende dagen efter kører til Dronningen og indgiver regeringens afskedsbegæring, da det ifølge Grundloven er regenten, der udnævner og afskediger ministre.
Kravet om en afskedsbegæring gælder også, selvom det måske er uklart, hvem der egentlig har vundet eller tabt, siger Frederik Waage.
”Hvis der ikke er nogen klar strømpil for valget, kan den siddende regering heller ikke være sikker på, at den ikke har et flertal imod sig, og så skal man ud i en dronningerunde,” siger han.
En dronningerunde (egentlig regentrunde) bruges derfor alene, når en regering går af, og der skal dannes en ny regering. Begrebet dækker over, at Dronningen beder alle Folketingets partier møde op og fortælle hende, hvem de vil anbefale som statsminister, hvorefter hun udpeger enten en forhandlingsleder eller en kongelig undersøger.
Forskellen er, at forhandlingsleder får mandat til at danne regering med sig selv som statsminister, mens en kongelig undersøger kun har mandat til at undersøge, hvilke muligheder der er for at danne en regering.
Det sidste sker som regel kun, hvis valgresultatet er meget mudret. Vedkommende vil typisk være en erfaren politiker, der ikke selv er aktuel som statsministerkandidat. For eksempel var Niels Helveg Petersen, tidligere minister og folketingsmedlem for De radikale, kongelig undersøger i 1988.
Hvis sonderingerne om en ny regering lykkes, går den nye statsminister til Dronningen og fortæller, at opgaven er afsluttet, og at vedkommede gerne vil have Dronningens godkendelse af regeringen. Sidstnævnte er en ren formalitet, men det er der, den traditionelle præsentation af de nye ministre for Dronningen og den offentlige fremvisning på Amalienborg Slotsplads kommer ind i billedet.
”Dronningens rolle er ren ceremoniel. Det er den afgående statsministers ansvar, at alt går efter bogen. I forbindelse med dette valg vil det sige, at det er Helle Thorning-Schmidts ansvar, at eventuelle regeringsforhandlinger og -dannelse foregår korrekt,” siger Frederik Waage.
Efter folketingsvalget i 2011 vakte det stor opmærksomhed, at de tre potentielle regeringspartier, Socialdemokraterne, De Radikale og SF, var buret inde i ”det sorte tårn” - Hotel Crowne Plaza i København - i 16 dage, før de var klar med et regeringsgrundlag og kunne udnævne ministre.
Det var også usædvanlig lang tid, siger Lars Hovbakke Sørensen, historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet samt forfatter til blandt andet ”En Europæisk danmarkshistorie”, men det er ikke rekorden for en regeringsdannelse i nyere tid (regnet som perioden fra grundlovsændringen i 1953). Rekorden er fra 1975, hvor det tog 35 dage, før Anker Jørgensen stod klar med en regering.
”Det tager typisk lang tid, når der er mange partier, der skal blive enige om, hvem der skal danne regering. I 1975 var der 11 partier, og det var en meget ustabil politisk periode. Uroen varede frem til begyndelsen af 1980'erne, og derfor så vi også mange eksempler på langvarige regeringsdannelser i de år,” siger Lars Hovbakke Sørensen.
Hvor spillet tidligere var langt mere åbent, fordi partierne ikke på forhånd havde udkrystalliseret sig i blokke, var det således uklarheden om, hvem der overhovedet skulle være statsminister, der fik regeringsdannelsen til at trække ud. I dag er det snarere forhandlingerne mellem de relevante regeringspartier om et fælles regeringsgrundlag, der kan tage tid.
”Før i tiden dannede man regering først, og så fandt man ud af politikken bagefter. Nu vil politikerne gerne have styr på det hele, inden de nedsætter en regering. Det giver en større stabilitet og længere levedygtighed for de enkelte regeringer, men det gør samtidig partierne meget sårbare, fordi deres løfter er meget mere konkrete og lettere at måle for vælgerne. Det er blevet et meget større problem for partierne at forklare sig over for vælgerne, end det var tidligere,” siger Lars Hovbakke Sørensen.
