Hvad sker der, hvis man over tre år sender tilsammen 200 skoletrætte og besværlige drenge i 14-16-årsalderen på sommerlejr i to-tre uger ad gangen, lytter til dem, udfordrer dem fagligt og tvinger dem til at samarbejde, at skære ned på computerspil og at spise mindre slik?
Svaret er, at elevernes evner til at stave bliver løftet med, hvad der svarer til ét læringsår, matematikevnerne bliver løftet to læringsår, og læsefærdighederne bliver i gennemsnit hele tre læringsår bedre.
Ikke fordi selve fagundervisningen i projektet Drengeakademiet nødvendigvis er epokegørende genial, men fordi drengene for første gang føler, at de er i nogle rammer, hvor der stilles klare krav og findes regler, som det er muligt at leve op til, forklarer Frans Ørsted Andersen, psykolog og læringsforsker ved DPU Aarhus Universitet.
Han er forfatter til den nye bog ”Pædagogik på kanten - især for drenge, men også for piger”, som analyserer 14 pædagogiske projekter, som alle har det tilfælles, at de især retter sig mod drenge, som skolen har svært ved at håndtere.
”Alle Drengeakademiets drenge har et enormt medieforbrug. De bruger måske syv eller otte timer dagligt på spil eller underholdning. Når der indføres stramme begrænsninger for iPads og computere, kan de bedre koncentrere sig om andet og huske at få nattesøvn. Og mange reagerer ved at spørge: 'Hvorfor er der aldrig nogen, der har taget dem fra os før?',” fortæller Frans Ørsted Andersen.
Drengeakademiet blev etableret i 2012 under Løkkefonden - et initiativ fra Danmarks nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), som dengang konstaterede, at ”Danmark har et drengeproblem”.
I alt vurderes det, at 20 procent af folkeskolens drenge har det svært med motivation og med at leve op til skolens faglige krav. Andelen af drenge i specialundervisning er dobbelt så stor som andelen af piger, selvom de to køn er gennemsnitligt lige intelligente.
Med de ovennævnte resultater af Drengeakademiets første tre år tyder meget på, at man her har fat i nogle af de tiltag, som kan være med til at mindske drengeproblemet.
Det er også Frans Ørsted Andersens uafhængige vurdering, og han ser mange fællestræk mellem det, som lykkes i Drengeakademiet, og det, som har været forsøgt med succes over for danske minirockere i 1970'erne, på rollespilsefterskoler og på særlige skoler i Finland, Storbritannien og USA.
”Det, som går igen, er, at der arbejdes med et engageret og dygtigt personale. De er gode til at lytte, sætte rammer og stille realistiske krav. Meget af det handler ikke om traditionel pædagogik, men om at træne livsduelighed,” forklarer Frans Ørsted Andersen.
Sagen er nemlig, at mange drenge ikke får dårlige matematik- eller danskkarakterer, fordi de har ringe evner for faget, men fordi de mangler troen på projektet, bruger energien på noget andet og opleves som umotiverede og besværlige af deres lærere. I princippet er dette ikke en situation, kun drenge kan stå i, men de er statistisk set overrepræsenterede.
”Der er ikke tale om en kønsspecifik indsats, og flere af projekterne har også haft piger med. Men generelt har vi nok fået skabt et uddannelsessystem, som er ekstremt kontrolleret, bogligt, æstetisk snakkende og diskuterende, og som de mange drenge, der er mere direkte og eksperimenterende, har svært ved at finde sig til rette i,” siger Frans Ørsted Andersen.
Poul Lundgaard Bak er læge og forsker i børns robusthed ved institut for folkesundhed under Aarhus Universitet. Han vurderer, at en del moderne børn og unge reagerer på, at de ikke løbende har fået passende udfordringer.
På den ene side har forældrene måske hjulpet dem for meget og glemt at stille krav. På den anden side føler de sig stillet over for krav fra skolen og kammeraterne, som de oplever som uklare eller umulige at opfylde.
Dette skaber en stress-tilstand, som typisk får drenge til at reagere udad, mens piger vender frustrationerne ind mod sig selv.
”Det er på en måde banal viden, der går helt tilbage til urtiden. Hvis man skal lære noget, skal det først være nemt og så gradvis blive sværere. Hvis det bliver for uoverskueligt, bliver hjernen overbelastet. Når vi har med sårbare unge at gøre, som på grund af andre forhold i livet er stressede, er det endnu mere vigtigt at gå gradvist frem og at prøve at arbejde med at gøre dem mere robuste,” forklarer Poul Lundgaard Bak.
Selve begrebet robusthed eller resiliens er netop nu et af pædagogikkens og psykologiens modeord. Og det er tidstypisk, at en af de kompetencer, som i særlig grad efterspørges i jobannoncer i dag, er, at den kommende medarbejder skal være robust.
Men Poul Lundgaard Bak understreger, at hans eget og andre pædagogiske projekters arbejde med børn og unges robusthed ikke består i at betrække alle med samme lag af teflon, som gør, at de kan klare en fremtidig jobsituation:
”Jeg har en stor bekymring i forhold til arbejdsmarkedets krav om robusthed. Det er langtfra sikkert, at det er muligt at gøre alle unge lige gode til at tåle kravene. Noget af det, som er vigtigst at træne, er også evnen til selv at tænke sig om og have mod og hjerte til at stå imod de krav, som er urimelige.”