Regnfuld sommer ude giver indre gråvejr

Efter den næsten historisk våde sommer sidste år tegner også dette års sommer til at blive grå og kølig, viser prognose. Det går ud over den mentale sundhed

Prognoserne fra DMI tyder på, at mange af sommerens strandture kan komme til at foregå under betingelser som disse.
Prognoserne fra DMI tyder på, at mange af sommerens strandture kan komme til at foregå under betingelser som disse. . Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Den varme, solrige sommer, som alle håber på, lader ikke bare vente på sig. Den kommer måske slet ikke. Skiftende vejr, skyer, regn, blæsende. Sådan lyder den trøstesløse prognose fra DMI for den næste måned.

For at drysse yderligere sand på ispinden forventer meteorologerne, at vi det meste af tiden befinder os på den kølige siden af polarfronten. Den fagsnak dækker over den triste omstændighed, at termometret på terrassen får svært ved at slæbe sig op over 20 grader, og at sommerlige dage må betragtes som enkeltstående tilfælde.

LÆS OGSÅ: Solen svigter Danmark det meste af juli

En lang periode, hvor strandene er fyldt til bristepunktet, er der ikke lige lagt op til. Det bliver mere enkelte dage, hvor der kommer rigtigt sommervejr. Så man skal være klar til at tage på stranden med dags varsel, medgiver Jesper Rasmussen, ekspert i sæsonprognoser hos DMI.

Han er da også selv træt af ikke at kunne komme med noget bedre til danskerne.

Jeg sukker selv efter sommer, fordi jeg har ferie i juli. Men der er bare ikke noget, der tyder på rigtig stabilt sommervejr på vej, siger han og fortsætter med en slags forkølet lyspunkt:

Vi får en gennemsnitlig sommer. Men holder vi os lidt til den kølige side, er der så mindre risiko for vand i kælderen. Det kan godt være, der kommer flere dage med regn. Men det falder mere jævnt, når vejret er køligere og dermed med færre af de kraftige tordenregnskyl.

Således opmuntret og med udsigt til en sommer, hvor selv solen må til psykolog, er det ikke så underligt, hvis vi andre også kommer til at trænge.

Undersøgelser har vist, at salget af lykkepiller stiger i dårlige somre. For en regnfuld, gråmeleret sommer er ligefrem skadelig for det mentale helbred. Og det er der ifølge stifter af Psykiatrifonden og overlæge i psykiatri Jes Gerlach videnskabeligt belæg for.

Når det er trist, regner, og solen ikke er fremme, så reagerer vores krop og sind ved, at vi ikke kommer helt op til overfladen. Vi hænger med næbbet og bliver trætte, siger han.

Humørsignalstoffet serotonin produceres ikke så udtalt uden sol og lys. Til gengæld forsvinder mørkehormonet melatonin ikke ud af kroppen. Og det er også med til at gøre os trætte, initiativløse og endda deprimerede i en dårlig sommer.

Især kvinder står mentalt for skud, når sommeren svigter, og batterierne ikke bliver ladet op.

Vi er biologiske væsner. Om sommeren har vi brug for en solbooster, der lyser op i sindet, og om vinteren går vi så lidt i hi.

Så går sommeren i vasken, er hans råd at finde andre ting, der stimulerer én.

Sørg for at opleve noget, motionere, være ude og så måske bestille en rejse til et sted, hvor solen skinner, siger Gerlach.

Og det kan der blive brug for. For selv efter næste måneds blandede vejr er der ingen løfter fra meteorologerne om bedring.

Der er ikke noget, der tyder på, at der kommer en varm sommer bagefter, men det kan sagtens ske. Når der kommer gang i orkansæsonen over Atlanten, kan det ændre på meget, som prognoserne ikke fanger endnu, siger Jesper Rasmussen fra DMI.