Antallet af danskere, som ikke har en fast familielæge, slår igen rekord: 219.000 danskere er i dag tilmeldt en klinik, der alene er bemandet af en ansat læge, ifølge tal fra fagforeningen Praktiserende Lægers Organisation, PLO.
Formand Jørgen Skadborg kalder udviklingen ”beklagelig”:
”Den danske model for almen praksis sikrer høj kontinuitet og kvalitet i behandlingen, men er under pres, fordi stadig flere klinikker drives uden en fast læge. Der har aldrig før været så mange danskere uden en fast læge,” siger han.
I 2020 var tallet 182.000 danskere, og i 2018 var det godt 129.000 danskere ifølge PLO.
Familielægen har i årevis været en varm kartoffel i dansk sundhedspolitik, for mens de fleste er enige om, hvordan patienter ideelt skal behandles i almen praksis, er de ikke enige om, hvordan man opnår en holdbar løsning, siger Jakob Kjellberg, professor ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
”Tallet bliver jo ved at stige, fordi der ikke er læger, der vil overtage de her klinikker på almindelige vilkår, men det har heller ikke været muligt at finde frem til en anden fælles vision for, hvordan almen praksis så skal organiseres,” siger han.
”Familielægen” er en betegnelse for den traditionelle danske model med en læge i almen praksis, som ejer og driver sin egen klinik. Der er bred enighed blandt sundhedsaktører om, at den model er god, fordi patienter får den bedste behandling af en læge, som kender dem og deres sygdomsbillede over tid.
Men fra Thyborøn til Kalundborg og endda på Københavns vestegn har det i årevis været svært at finde en køber til klinikken, når en familielæge går på pension. I stedet bliver patienterne tilknyttet klinikker, hvor lægerne er ansatte. Det kan enten være såkaldte udbuds- og regionsklinikker, der er drevet af henholdsvis en virksomhed eller regionen, eller klinikker ejet af en læge, men hvor ejerlægen ikke selv er til stede, nogle gange betegnet "stråmandsklinikker". Disse klinikker er ofte kritiseret for mindre kontinuitet.
Ifølge tal fra PLO har læger med egen praksis siden år 2000 i gennemsnit været aktive i den samme klinik i 16,8 år, mens ansatte læger i gennemsnit har været aktive i den samme klinik i 1,6 år. De første muligheder for at arbejde som ansat læge i en praksis kom dog først i 2011.
John Brandt Brodersen er professor i almen medicin ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.
Han mener, at problemet skyldes en historisk nedprioritering af almen praksis, som der endnu ikke er rettet op på:
”Allerede i 1990’erne viste prognoserne, at der blev uddannet for få alment praktiserende læger. Alligevel har man i over 20 år styrket hospitalssektoren og ansat 6000 flere læger dér. I samme periode er der blevet færre praktiserende læger, samtidig med at befolkningsantallet er steget en smule. Så der er totalt set tilføjet et negativt antal praktiserende læger. Det er en skæv prioritering."
Nordjylland samt Sjælland er de regioner, hvor flest patienter lige nu er uden fast læge.
Alligevel peger John Brandt Brodersen på, at netop Region Nordjylland har gjort ”mange rigtige ting” for at vende udviklingen. Ålborg Universitet oprettede et medicinstudie i 2010 netop med henblik på at afhjælpe lægemangel i regionen.
Det har ført til øget søgning mod de videreuddannelsesstillinger, der leder ind i almen praksis, og de unge læger bliver i højere grad i regionen, siger han.
”Samtidig afspejler uddannelsen de lægefaglige kompetencer, man har brug for lokalt. De har tilpasset studiet til, at de fleste skal ud og arbejde med patienten i fokus, som man gør i almen praksis, frem for med sygdommen i fokus, som man gør på de højt specialiserede sygehuse, især i de store byer. Det kan andre regioner lære af,” siger han.
Jakob Kjellberg mener derimod, at hovedproblemet er, at familielæge-modellen ikke er attraktiv nok for de nye generationer:
”Vi kan godt oversvømme markedet med nyuddannede læger og måske få en ejer til alle de tomme klinikker på den måde. Men det grundlæggende problem er jo, at mange hellere vil arbejde på et hospital. Familielæge-modellen er en ’one size fits all’-model, men nogle steder går den bare ikke, fordi lægerne ikke vil eje en praksis,” siger han.
I stedet mener han, at den danske model skal suppleres af nye organisationsformer.
”Familielægen har en klar plads i fremtidens sundhedssystem, men måske skal vi erkende, at den model nogle steder ikke kan stå alene. I dag kan man lave en udbudsklinik, når det virkelig brænder på. Men jeg mener, at man bør tænke i løsninger, der mere permanent adresserer, at man ikke kan få en familielæge alle steder,” siger han.