Rekordmange danskere er uden fast læge

Stadig flere danskere er uden en fast familielæge. Praktiserende læger ærgrer sig over udviklingen.

Manglen på alment praktiserende læger, der vil etablere sig med egen klinik, betyder, at der i dag er over 200.000 borgere, som ikke har en fast læge, men er tilknyttet en klinik med ansatte læger. (Arkivfoto).
Manglen på alment praktiserende læger, der vil etablere sig med egen klinik, betyder, at der i dag er over 200.000 borgere, som ikke har en fast læge, men er tilknyttet en klinik med ansatte læger. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Antallet af danskere, som ikke har en fast familielæge, sætter igen rekord.

219.000 danskere er i dag tilmeldt en klinik, der alene er bemandet af en ansat læge, ifølge tal fra fagforeningen Praktiserende Lægers Organisation, PLO.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

I PLO kalder formand Jørgen Skadborg udviklingen for "beklagelig".

- Den danske model for almen praksis sikrer høj kontinuitet og kvalitet i behandlingen, men er under pres, fordi stadig flere klinikker drives uden en fast læge.

- Der har aldrig før været så mange danskere uden en fast læge, siger han til Kristeligt Dagblad.

Ifølge PLO stod 182.000 danskere i 2020 uden en fast familielæge. I 2018 var antallet godt 129.000.

Familielæge er en betegnelse for den traditionelle danske model med en læge i almen praksis, som ejer og driver sin egen klinik.

Der er bred enighed blandt sundhedsaktører om, at den model er god, fordi patienter får den bedste behandling af en læge, som kender dem og deres sygdomsbillede over tid.

Men i årevis har det rundt om i landet været svært at finde en køber til klinikken, når en familielæge er gået på pension. Derfor bliver patienterne i stedet tilknyttet klinikker, hvor lægerne er ansatte.

Jakob Kjellberg, professor ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), siger til avisen, at han ikke ser udviklingen vende, så længe der er et problem med at overdrage klinikkerne til nye familielæger.

- Tallet bliver jo ved at stige, fordi der ikke er læger, der vil overtage de her klinikker på almindelige vilkår.

- Men det har heller ikke været muligt at finde frem til en anden fælles vision for, hvordan almen praksis så skal organiseres, siger han.

Kristeligt Dagblad skriver, at Region Nordjylland og Region Sjælland er de regioner, hvor flest patienter lige nu er uden fast læge.

/ritzau/