Prøv avisen

Rekordmange flyver væk fra Efterårsdanmark

Det islandske flyselskab PrimeraAirs konkurs i september og de mange aflyste rejser, den medførte, har betydet en nedjustering af Billund Lufthavns forventninger til antallet af rejsende i efterårsferien, som de forventer, ender på 120.000 passagerer hen over efterårsferien. Foto: Schütze René/Ritzau Scanpix

Lufthavne forventer stort set samme antal passagerer i skolernes efterårsferie som på sommerens travleste rejsedage. Tog- og biltrafik er ikke nær så presset.

Mange længes netop nu efter at få fyraften fredag. Her påbegynder de fleste nemlig deres efterårsferie. Og rekordmange vil i år bruge en del af ferien i ti kilometers højde med 800 kilometer i timen.

I Københavns Lufthavn venter man knap 108.000 rejsende fredag. Det er kun 2000 færre passagerer end på lufthavnens travleste rejsedag nogensinde, som faldt den 13. juli i år.

I alt forventes over en million mennesker at passere igennem hovedstadens lufthavn i efterårsferien - hvilket også er en rekord.

Samme mønster tegner sig i lufthavnene i Billund og Aalborg.

Ud over klassiske solferie-destinationer som Mallorca og Kreta er kortvarige ture over Atlanten stadig mere populære. Typisk tager folk på såkaldte city-breaks til storbyerne New York, Los Angeles eller San Francisco.

Fly til europæiske metropoler er også fyldt op. Her er London klart det mest populære efterårsferiemål, mens Berlin, Paris og Rom følger trop.

Alt det øger risikoen for køer og forsinkelser. Hvis man vil undgå den slags, lyder der ét råd fra de tre lufthavne: Tjek ind hjemmefra, og kom i god tid.

Desuden har Kasper Hyllested, pressechef for Københavns Lufthavn, et særskilt råd til de passagerer, der kun har håndbagagen med i luften:

- Man gør sig selv en tjeneste ved hjemmefra at sørge for at have væsker i toppen af tasken - klar til at tage ud. Det samme gælder tablets eller den bærbare computer, siger han.

Modsat luftfarten tegner efterårsferien ikke til at give nogen usædvanlige udfordringer for togrejsende. Ifølge DSB bliver fredagen inden ferien travl, men ikke mere, end man er vant til grundet hverdagspendlere.

Skal man afsted med tog, er der derfor ikke andre råd at give end de sædvanlige: Følg med i driften på dagen - enten via Rejseplan-appen eller på DSB's hjemmeside.

Hos Vejdirektoratet regner man heller ikke med at slå nogen rekorder for antal hjul på vejene.

- Vi kan ikke spå om fremtidens trafik. Men vores erfaringer siger, at der kan forekomme tæt trafik fra formiddag til tidlig eftermiddagstid på de to lørdage i ferien, siger Camilla Eghøj, vagthavende hos Vejdirektoratet.

Tæt trafik skal her forstås som stræk med langsommere kørsel end normalt uden decideret kødannelse.

På Vejdirektoratets hjemmeside er der råd til at undgå trafikale problemer i efterårsferien.

Generelt er der ingen bekymring for feriekørslen, da bilisterne er blevet gode til at tage direktoratets råd til sig og undgår kørsel i de travleste perioder.

/ritzau/