Rekordstor julehandel

Danskerne brugte 10 milliarder kroner på julen i år

Julehandlen satte rekord i år. Blandt andet fordi danskerne købte flere gaver i luksus-klassen.
Julehandlen satte rekord i år. Blandt andet fordi danskerne købte flere gaver i luksus-klassen.

Danskerne har endnu engang slået deres egen rekord i juleindkøb, og der har i år ligget ekstra-luksuriøse gaver under mange juletræer. Sådan lød de foreløbige meldinger på den første hverdag efter jul, hvor der som sædvanligt var dømt store byttedag og mange steder også udsalgsstart.

De samlede omsætningstal kommer først om et par måneder, men ifølge cheføkonom Jens Brendstrup fra brancheorganisationen Handel, Transport og Service (HTS) vil juleomsætningen nærme sig de 10 milliarder kroner, hvilket er cirka 1,5 milliarder mere end sidste år – som også var rekord.

Tallet er beregnet ud fra antallet af dankorttransaktioner i december. Kortet blev kørt igennem terminalerne 63,7 millioner gange mellem 1. og 23. december, og da en gennemsnitsbetaling med dankort er på 340 kroner, svarer det til en omsætning på godt 21 milliarder kroner.

– Vores erfaring siger os, at omkring halvdelen af den omsætning kan relateres til julehandlen, siger Jens Brendstrup.

Ifølge cheføkonomen er danskerne generelt optimistiske med hensyn til deres jobsituation, ligesom lave renter og skattelettelser har givet dem flere penge mellem hænderne.

Hos De Samvirkende Danske Købmandsforeninger (DSK) siger udviklingskonsulent Claus Bøgelund Nielsen, at julehandlen er gået godt, og at folk i højere grad end tidligere er gået efter kvalitetsvarer.

Hos den store dagligvarekoncern Coop meldes der om en julehandel, der kun ligger en lille smule over sidste år, og de samme toner lyder fra Bilkas direktør, Lars Christensen.

– Julehandlen kom meget sent i år, men specielt den sidste uge har vi haft rigtig travlt. Omsætningen ser fornuftig ud, og den er i alt fald bedre end sidste års, siger han. Hverken han eller Coop ønsker at oplyse nogle tal.

I Bilka er det især elektronik og artikler til boligindretningen, der har solgt godt, og meget tyder på, at mange har spenderet lidt ekstra på julegaverne i år.

Matas-kædens administrerende direktør, Terje List, har registreret en tydelig tendens til større og dyrere ekspeditioner end sædvanligt.

– Folk har tydeligvis lagt et højere niveau, mener han.

Ifølge HTS har beskæftigelsen i detailbranchen siden julen sidste år være i konstant vækst. Organisationen forventer, at den tendens fortsætter i 2005. /ritzau/