Religiøs forfølgelse sender tusinder på flugt

Den religiøse undertrykkelse er blevet værre i blandt andet Iran og Eritrea, men også i Europa vokser intolerancen mod muslimer og jøder, konkluderer ny rapport fra USA’s udenrigsministerium

Det er et tiltagende problem med chikane af jøder i både Danmark og andre europæiske lande, konkluderer en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium.
Det er et tiltagende problem med chikane af jøder i både Danmark og andre europæiske lande, konkluderer en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium.

Religionsfriheden er under det værste pres i mange år, og både staters og terrororganisationers forfølgelse af religiøse minoriteter er en medvirkende årsag til den globale flygtningekrise, der betyder, at 60 millioner mennesker er på flugt fra deres hjem i Mellemøsten, Afrika, Asien og Latinamerika.

Men også i Vesteuropa har der de seneste år været en voldsom stigning i diskrimination og chikane af europæiske jøder og muslimer.

Sådan lyder konklusionen i det amerikanske udenrigsministeriums årlige rapport om den globale religionsfrihed, der offentliggøres i dag.

Rapporten redegør i år detaljeret for religionsfriheden i 31 lande i Asien og Afrika. Blandt de lande, der vækker særlig bekymring, er Kina, Burma, Iran og Eritrea. Kina kritiseres for at intensivere undertrykkelsen af minoritetsgrupper som muslimer og buddister fra Tibet. I Burma er mindst en million muslimer blevet nægtet retten til at stemme, og tusinder er flygtet ud af landet.

Rapporten fastslår også, at den religiøse forfølgelse i Iran er blevet forværret efter, at Hassan Rouhani blev valgt som præsident i 2013. Mindst 90 kristne, 80 tilhængere af Bahaireligionen samt mindst 150 sunnimuslimer er fængslet på grund af deres tro. Det afrikanske land Eritrea, hvorfra der i disse år foregår en masseflugt til Europa, kritiseres for at have fængslet mindst 1200 kristne.

Situationen i Vesteuropa får også kritiske bemærkninger med på vejen. For eksempel kritiseres det, at Danmark ligesom flere EU-lande ikke tillader rituel kosher- og halalslagtning uden bedøvelse. Desuden udtrykker rapporten bekymring over den tiltagende modstand mod drengeomskæring.

”På alle måder er religionsfriheden under alvorligt og vedvarende angreb siden den seneste rapport i 2015. Fra nye samvittighedsfanger til en dramatisk stigning i antallet af flygtninge og internt fordrevne til den fortsatte intolerance over for jøder og muslimer i Europa,” konkluderes det blandt andet.

Sekretariatschef Birger Nygaard fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd (MKR) hæfter sig ved, at rapporten fremhæver krænkelse af religionsfrihed i Iran og Eritrea, to af de lande hvorfra Danmark modtager mange flygtninge.

”Selvom religionsfrihed kan lyde som noget eksotisk, så har det en betydning for os i Danmark , at mennesker lever i lande, hvor der ikke er frihed til at tro og tænke. Samtidig viser rapporten, at vi er på vej mod et mere broget billede, hvor det ikke kun er stater, der krænker religionsfriheden, men også grupper som Islamisk Stat i Syrien og Irak og Boko Haram i Nigeria. Det gør hele situationen mere ustyrlig, for hvad gør vi med disse grupper, som er uden for pædagogisk rækkevidde,” siger Birger Nygaard.

Han henviser til, at krigene og den voksende religiøse ekstremisme i Irak har betydet en masseflugt af kristne irakere. I 1990 var der en million kristne i Irak. I dag er der skønsmæssigt 150.000 tilbage.

Birger Nygaard gør opmærksom på, at det amerikanske udenrigsministeriums rapport kommer samtidig med, at ambassadør Peter Taksøe-Jensen i dag præsenterer en række anbefalinger til, hvordan dansk udenrigspolitik bedst skrues sammen de næste 10-15 år.

”Vi er blevet så vant til, at det amerikanske udenrigsministeriums rapport år efter år melder om indskrænket religionsfrihed, uden at religionsfrihed er blevet et prioritetsområde for den danske regering. Religionsfrihed kan lyde marginalt, men det er alle frihedsrettigheders moder. Det må regeringen godt tage betydeligt mere alvorligt. Det er positivt, at regeringen nævnte kristenforfølgelser i regeringsgrundlaget. Derfor er det spændende at se, hvordan Taksøe-Jensen-rapporten går i dybden med emnet. Spørgsmålet er, om kravet om religionsfrihed må koste i forhold til vores eksport til for eksempel Saudi-Arabien ,” lyder det fra Birger Nygaard.

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V) afviser, at regeringen underprioriterer spørgsmålet om religionsfrihed.

”Vi tager religionsfrihed meget alvorligt, og derfor har vi også skrevet spørgsmålet om kristenforfølgelser ind i regeringsgrundlaget. Vi er i fuld gang med at udvikle en ny udviklingspolitisk strategi for de kommende år, der præsenteres på Folkemødet på Bornholm. Og i den proces diskuterer vi, hvordan religionsfrihed kan indgå,” siger Michael Aastrup Jensen.

Det er et tiltagende problem med chikane af jøder i både Danmark og andre europæiske lande, konkluderer en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium. Her er en politivagt ved den jødiske Carolineskolen i København sidste år. –
Det er et tiltagende problem med chikane af jøder i både Danmark og andre europæiske lande, konkluderer en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium. Her er en politivagt ved den jødiske Carolineskolen i København sidste år. – Foto: Scanpix