Når forsvarsminister Trine Bramsen (S) står fast på, at religiøse symboler ikke må bæres synligt i Forsvaret, forlader hun sig ikke alene på uniformsreglerne, men også på en meget lang dansk tradition, siger Torben Toftgaard Engen, militæranalytiker ved Københavns Universitet.
”I Danmark har vi altid haft et stærkt grundlag for at gøre dem, der kan udøve statens magtmonopol, neutrale. Derfor må man hverken bære politiske eller religiøse symboler, når man er på arbejde. Man må heller ikke, som i flere andre lande, bære sin uniform ved politiske møder. Vi blander ikke religiøs og politisk observans med politi og beredskab,” siger han.
Det er sagen om den 19-årig muslimsk værnepligtige, der i sidste uge måtte forlade Varde Kaserne, da hun ikke ønskede at tage sin hijab af, der har fået debatten om tørklæder til at blusse op. Hijab er det hovedtørklæde, der dækker håret, men lader ansigtet frit.
Mens det i andre dele af samfundet er tilladt at bære religiøse symboler som turban, tørklæde, kalot og kors på arbejde, er det i Danmark ikke tilladt i hverken forsvar eller politi. Det er det til gengæld i Sverige og Norge, og om det er i den retning, også Danmark vil gå, er en politisk beslutning, påpeger Lene Kühle, professor ved institut for kultur og samfund ved Aarhus Universitet.
”Det er klart, der er logik i, at uniformer skal udvise en ensartethed, men i Føtex har de jo også uniformer på, og der kunne det lade sig gøre med tørklæder. Jeg tror mere, at forbuddet siger noget om den danske stats selvforståelse. Det signal, man sender, er, at Danmark ikke er et multikulturelt samfund,” siger hun.
”Om vi lader os påvirke af, hvordan det er i Sverige og Norge er svært at sige, men Danmark er jo ikke bange for at gå enegang, og jeg ser det lige om hjørnet,” siger hun.
Heller ikke i politiet er synlige religiøse symboler tilladt, og Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, ser det heller ikke som sandsynligt, at Danmark vil følge de andre nordiske landes eksempel.
”Ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er det vigtigt, at vi ser ens ud. Er vi for eksempel ude til en demonstration, skal man ikke kunne fokusere på en bestemt af os. Det skal ikke være nemt fra kriminel side at koordinere et angreb mod en enkelt,” siger han.
Hvis det med sikkerheden holder, er argumenterne helt på sin plads, mener Kurt Brantner, som er konstitueret formand i Hærens Konstabel og Korporalforening.
”Men jeg går da og tænker på, hvorfor det kan lade sig gøre i Sverige. For skyldes det bare, at det er noget, man ikke bryder sig om, synes jeg da, vi skal have en åben debat om det.”
Forsvarets beklædningsreglement, skyldes også, at man i forsvaret skal udgøre et vi og ikke et jeg, siger oberst Susanne Lund, der er chef for Forsvarskommandoens kommunikationsafdeling.
”Når man kommer ind som soldat, handler det ikke om, hvilken seksualitet man har, hvor man kommer fra i landet, hvad ens familie har været igennem eller ens religion. Det handler om, at vi alle sammen er soldater,” siger hun, der selv har været chef for værnepligtige.
”Når de på dag et står der på kaserne i al deres fantastiske diversitet, tænker man at hold da op, hvor ser de forskellige ud. Men efter to dage går de i det samme tøj og bærer deres baret på samme måde, hilser på hinanden på samme måde og lige pludselig bliver vi’et større end jeg’et. Her er vi ens uanset hvor vi kommer fra. Det er det, der gør, at det stærke kammeratskab, man har, ikke kun er fordi man har oplevet en masse sammen, men også fordi man bliver vurderet på sin soldatermæssige kompetencer og ikke på sin religion eller seksualitet. Noget af det, der gør, at unge soldater i dag vil udsætte sig selv for noget så ultimativt som at sætte sit eget liv på spil overfor en opgave, der er større end en selv, skyldes, at de står ved siden af deres kammerater, uanset hvor de mennesker kommer fra. Der er rigtig god ide i, at vi ser ens ud,” siger Susanne Lund.