Prøv avisen

Religioner stod sammen mod terror til mindegudstjeneste i domkirken

Drengekoret sang for på de klassiske kirkesalmer under mindegudstjenesten i Københavns Domkirke. Også sange fra andre religioner og kulturer blev sunget til den særlige gudstjeneste. Foto: Martin Sylvest/Scanpix

Københavns Domkirke holdt multireligiøs gudstjeneste sent i eftermiddag, hvor ofre for den seneste tids terrorangreb blev mindet på dansk, arabisk og engelsk

Flaget i Vor Frue Kirke i København er hejst på halv. Et bord med stearinlys, kuglepenne og små hvide papirsedler er lagt frem i dagens anledning. Kirkens gæster skriver deres bønner eller tanker ned på de små lapper af papir og placerer dem i sandet, der er spredt på trappen ved koret.

Belgien, Irak, Pakistan, Tyrkiet, Nigeria og Elfenbenskysten. Fælles for landene er, at de alle er blevet ramt af terrorangreb i løbet af den seneste måned. I samarbejde med flere af landenes ambassader har Københavns Domkirke inviteret til mindegudstjeneste for terrorens ofre sent i eftermiddag. ”Vi står sammen” er titlen på mindegudstjenesten, hvor kunstnere og talere fra forskellige kulturer og religioner er samlet i kirken.

Næsten 150 gæster har fundet plads på kirkens bænke og stole. Kvinder og mænd, børn og voksne, brune og blå øjne,og med og uden religiøs hovedbeklædning. Det er ikke kun kirkens faste publikum, der har fundet vej til Vor Frue Kirke. Og da domprovst Anders Gadegaard byder velkommen i sin præstekjole, foregår det på engelsk.

”Hundrede af uskyldige mennesker har på den mest tragiske og meningsløse måde mistet deres liv. Grusomme og onde handlinger af mennesker, som ønsker, at vores samfund opløses. Men vi vil ikke kun sørge over ofrene. Vi vil også ære dem. Det vil vi gøre ved at udtrykke vores solidaritet med dem og deres pårørende og ved at styrke vores sammenhold med hinanden gennem musik, tekster og taler denne eftermiddag,” siger domprovsten.

Med den første salme , som drengekoret i blå uniformer synger for på, kommer det danske sprog ind i kirkerummet, akkompagneret af det klassiske kirkeorgel.

”Lysets engel går med glans gennem himmelporte. For Guds engels strålekrans flygter alle nattens skygger sorte,” lyder det i salmen.

Og det er, hvad personerne, der står bag dagens gudstjeneste, er samlet om. At stå sammen mod de sorte skygger i natten. Mod terrorismen. Næste taler er justitsminister Søren Pind (V), der i jakkesæt træder op foran alteret.

”Vores fjender er bange for den frihed og glæde, vi har i vores liv,” siger justitsministeren.

Efter ham er det Belgiens ambassadør Pol De Witte, der sender en tanke til ofrene for den seneste tids terrorangreb.

”Så længe vi står sammen, vil vi bekæmpe dem,” lyder budskabet fra den belgiske ambassadør.

En repræsentant fra den tyrkiske ambassade taler til salen, før tyrkiske Hodja Hüseyin Gültekin, iført islamisk beklædning, synger den islamiske sura al-Fathia.

Kirkerummet fyldes med arabiske ord som bismillah, der betyder i Allahs navn, og alhamdulillah, der betyder takket være Allah, mens orgelet er stille.

I kirken lytter de fremmødte, der også tæller sognepræst Jesper Stange og Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark.

I kirkens afkroge står sikkerhedsvagter iført sorte jakkesæt og med øresnegle klar som en påmindelse om, at det ikke er hver dag, Københavns Domkirke lægger hus til en multireligiøs gudstjeneste imod terror.

Trommerne, der er placeret bag døbefonden, buldrer med kraft ud i rummet, mens repræsentanter fra Elfenbenskystens ambassade læser op fra en salme.

Domprovst Anders Gade-gaard overtager igen mikrofonen foran alteret og citerer fra Johannesevangeliet, før mindegudstjenesten slutter med salmen ”Dejlig er Jorden”.