Religionsfriheden kan blive en uventet sorteper i den menneskerettighedsreform, som i går blev underskrevet i København i går. Her blev Europarådets 47 medlemstater enige om en København-erklæring, som skal give større råderum til medlemsstaterne i forhold til Menneskerettighedsdomstolen.
Reformen betyder, at det kan blive nemmere at udvise kriminelle udlændinge, men samtidig kan erklæringen svække ytrings-, forsamlings- og religionsfriheden. Det mener Enhedslisten og Alternativet, som har kaldt justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i samråd.
”I det omfang, at det er korrekt, at København-erklæringen vil få Menneskerettighedsdomstolen til at mindske sin indblanding i retten til familieliv, som regeringen har ønsket, åbner den også op for at svække domstolens forsvar for ytrings-, forsamlings- og religionsfriheden,” siger Alternativets Ulla Sandbæk.
Også formand for Dansk Missionsråd Jonas Adelin Jørgensen er bekymret.
”Det kan være en trussel for religionsfriheden på den måde, at det bliver mere nationalt og politisk bestemt, hvordan sådanne frihedsrettigheder skal udøves. I visse lande i Østeuropa, eksempelvis i Ungarn, har man ganske vist demokrati, men de individuelle frihedsrettigheder er under pres. Der kunne man forestille sig en situation, hvor et politisk flertal bestemte, at muslimer eller andre religiøse minoriteter ikke må udøve deres religion, fordi de nationale domstole får mere frihed,” siger Jonas Adelin Jørgensen.
Juraprofessor Mikael Rask Madsen ved København deler dog ikke bekymringen.
”Jeg er opmærksom på argumentet, men man skal være opmærksomme på, at de begrænsninger, som bliver gjort mulige, er begrænsninger, som vurderes til at være nødvendige i et demokratisk samfund. Der bliver ganske vist givet et større råderum til medlemslande, men man overlader ikke bare menneskerettigheder til medlemslande, med mindre at de gør arbejdet ordentligt. Derfor er jeg rimelig sikker i min sag i forhold til, når jeg vurderer, at bekymringen er unødvendig,” siger Mikael Rask Madsen. Samme vurdering har juraprofessor Jens Elo Rytter ved Københavns Universitet:
”Jeg synes faktisk, at det er en ganske blød formulering, og jeg bemærker også, at det fremgår af erklæringen, at domstolen har det sidste ord i skønssager,” siger han.
Heller ikke professor Peter Lodberg, der har beskæftiget sig med religionsfrihed, frygter for religionsfrihedens fremtidige status.
”Jeg ser erklæringen som en afværgelse af de politiske forsøg på at underminere konventionerne, og jeg tror, at erklæringen kan være til at styrke opbakning til menneskerettighedsdomstolen, fordi den bliver set i sammenhæng med national domspraksis. Jeg tror også, at erklæringen kan betone opbakningen til trosfriheden, fordi det er en understregning af den domspraksis, der gælder i lande som Danmark, hvor jeg ikke har kunnet se en underminering af religionsfriheden,” siger Peter Lodberg.
Men Jonas Adelin Jørgensen undrer sig ligeledes over, at de mulige indskrænkninger sker under en dansk regering, som har arbejdet for at styrke religionsfriheden. Eksemplificeret med et kontor i Udenrigsministeriet, som skal arbejde med religiøse minoriteters rettigheder.
”Jeg er lidt overrasket over, at man på den ene side lægger sig i selen for at styrke tros- og religionsfriheden, mens man samtidig trækker den anden vej og siger, at nationalstaterne skal bestemme mere selv og være mere uafhængige af konventioner og menneskerettighedsdomstolen. Der er noget modstridende i det,” siger Jonas Adelin Jørgensen.
Den udlægning kan justitsministeren ikke genkende.
”Vi ønsker om nogen at beskytte de kristne mindretal. Erklæringen ændrer ikke på, at landene skal holde sig inden for konventionerne, så du vil stadig få domstolen efter dig, hvis du forbryder dig imod religionsfriheden. De lande, der måtte gøre det, vil få lige så store problemer i morgen som i dag,” siger Søren Pape Poulsen.